Difference between revisions 6134438 and 6147514 on dawiki

{{Infoboks musiker
|Navn                = The Kinks
|Billede             = Helmfrid-sofa4 Touched.JPG
|Billede note        = The Kinks, september 1965<br />Fra venstre: Pete Quaife, Dave Davies, Ray Davies og Mick Avory
|Billede_størrelse   = 250px
|Landskab            = ja
|Farve               = gruppe_eller_band
|Oprindelse          = London, England
(contracted; show full)idet han udtalte, at "der skulle have været taget lidt mere omhu med den. Jeg mener, at [producer] Shel Talmy gik for vidt i sine bestræbelser på at holde fast i de grove kanter. Nogle af dobbeltsporingerne på pladen er direkte rædselsfulde. Der var bedre sange på den end på det første album, men det blev ikke gennemført ordentligt. Det blev ganske enkelt presset alt for hurtigt igennem."<ref>Peter Doggett: ''Kind Kinks'' cd-noter, Sanctuary Records (2004)</ref> 


Et markant stilskift blev klart i slutningen af 1965 med udsendelsen af singler som "[[A Well Respected Man]]" og "[[Dedicated Follower of Fashion]]" sammen med gruppens tredje album ''[[The Kink Kontroversy]]'',<ref name=fame /> hvorpå studiemusikeren [[Nicky Hopkins]] for første gang spillede keyboards med The Kinks.<ref>Hinman (2004), p. 68</ref> Disse indspilninger viste udviklingen i Ray Davies' sangskrivning fra hård rock til udpræget socialt kommenterende sange, der havde et fint øje for typiske persontyper, tilsat en umiskendelig engelsk tradition.<ref name=fame /><ref name=stone /> Den satiriske single "[[Sunny Afternoon]]" var det største britiske hit i sommeren 1966, hvor det stødte The Beatles' "[[Paperback Writer]]" fra hitlistens førsteplads.<ref>Rogan (1998), p. 16</ref> Forud for udgivelsen af ''The Kink Kontroversy'' var Ray Davies ude for et nervøst og fysisk sammenbrud forårsaget af det tætpressede koncertprogram, presset for at skrive sange samt juridiske besværligheder.<ref name=hinman77>Hinman (2004), p. 77</ref> I sin månedlange rekonvalescensperiode skrev han adskillige nye sange og funderede over gruppens fremtidige retning.<ref name=hinman77 /> I samme periode var Quaife involveret i en bilulykke,<ref name=hinman77 /> og efter at have kommet sig oven på det besluttede han sig for at forlade gruppen i en stor del af 1966. Bassisten [[John Dalton (musiker)|John Dalton]] udfyldte hullet, indtil Quaife vendte tilbage mod slutningen af året.<ref name=erlewine /> 

"Sunny Afternoon" var en prøve på gruppens følgende album, ''[[Face to Face]]'', der viste Davies' efterhånden klarere evne til at skabe pæne, men samtidig bidende fortællende sange om hverdagens mennesker og deres liv.<ref name=erlewine /> Hopkins var igen med til indspilningerne, hvor han bidrog med forskellige tangentinstrumenter som klaver og [[cembalo]]. Han var ligeledes med til at indspille gruppens to næste album og medvirkede på et antal gruppens live-indspilninger for BBC, inden han kom med i [[The Jeff Beck Group]] i 1968.<ref name=hinman77 /> ''Face to Face'' udkom i Storbritannien i oktober 1966, hvor den blev vel modtaget og opnåede en ottendeplads på hitlisten som bedste placering. Albummet udkom i USA i december samme år, hvor det blev udråbt som et muligt topalbum af ''Billboard''-magasinet.<ref name=hinman93>Hinman (2004), p. 93</ref> Trods dette opnåede det kun beskeden succes med en 135. plads som bedste placering – et tegn på gruppens dalende popularitet på det amerikanske marked.<ref>Hinman (2004), p. 91-93</ref> The Kinks' næste single kom i form af en social kommentar med sangen "[[Dead End Street]]". Singlen blev udsendt i november 1966<ref name=hinman93 /> og blev endnu engang et topti-hit for gruppen,<ref name=rogan17>Rogan (1998), p. 17</ref> men nåede blot op som nummer 73 i USA.<ref name=award /> ''Melody Makers'' anmelder Bob Dawbarn hyldede Ray Davies' evne til at lave en sang med "en fantastisk tekst og strålende melodi ... kombineret med glimrende produktion",<ref>Hinman (2004), p. 92</ref> og musikforskeren Johnny Rogan beskrev sangen som "et drama omkring køkkenvasken uden dramatisk indhold – en statisk forestilling om arbejderklassens [[stoicisme]]."<ref name=rogan17 /> En af gruppens første reklamevideoer blev lavet til denne sang. Videoen blev filmet på Little Green Street, et smalt stræde i det nordlige London fra det 19. århundrede, en sidegade til Highgate Road i Kentish Town.<ref>{{cite web | url = http://www.youtube.com/watch?v=Q9ZW2YsxrIU&feature=related | publisher = Detune TV | accessdate = 2012-06-17 | title = Dave Davies * Dead End Street * }}</ref>⏎

==Tidlige år==
I 1964 udgav de debutalbummet ''[[Kinks]]''. De første to singler floppede, men tredje gang var lykkens gang. "[[You Really Got Me]]" strøg ind på førstepladsen på den engelske hitliste og var startskuddet for bandets store popularitet. Sangen var bygget op omkring et højt, forvrænget riff og var med til at starte [[hård rock]]. Gruppens fjerde single, "All Day and All of the Night" blev udgivet senere i 1964 og nåede andenpladsen på den britiske hitli(contracted; show full)[[sh:The Kinks]]
[[simple:The Kinks]]
[[sk:The Kinks]]
[[sv:The Kinks]]
[[th:เดอะ คิงค์ส]]
[[uk:The Kinks]]
[[vi:The Kinks]]
[[zh:奇想樂團]]