Revision 6150049 of "Bruger:Amjaabc/sandkasse4" on dawiki

{{Infoboks musiker
|Navn                = The Kinks
|Billede             = Helmfrid-sofa4 Touched.JPG
|Billede note        = The Kinks, september 1965<br />Fra venstre: Pete Quaife, Dave Davies, Ray Davies og Mick Avory
|Billede_størrelse   = 250px
|Landskab            = ja
|Farve               = gruppe_eller_band
|Oprindelse          = London, England
|Genre(r)            = [[Rock]], [[pop]]
|År aktiv            = 1964–1996
|Pladeselskab     = [[Pye Records|Pye]], [[Reprise Records|Reprise]], [[RCA Records|RCA]], [[Arista Records|Arista]], [[London Records|London]], [[MCA Records|MCA]], [[Sony Records|Sony]], [[Koch Records|Koch]], Konk/Guardian, [[Universal Records|Universal]]
|Hjemmeside          =  [http://www.thekinks.info/ www.thekinks.info]
|Medlemmer           = 
|Tidligere medlemmer = [[Ray Davies]]<br />[[Dave Davies]]<br />[[Mick Avory]]<br />[[Pete Quaife]]<br />[[Nicky Hopkins]]<br />[[John Dalton (musiker)|John Dalton]]<br />[[John Gosling]]<br />[[Andy Pyle]]<br />Gordon John Edwards<br />[[Jim Rodford]]<br />Ian Gibbons<br />Bob Henrit<br />Mark Haley
}}
'''The Kinks''' var en engelsk rockgruppe centreret omkring brødrene [[Ray Davies|Ray]] og [[Dave Davies]], der voksede op i [[Muswell Hill]] i [[London|Nordlondon]]. Gruppen, der blev dannet i 1964 og spillede indtil 1996, anerkendes bredt som et af de vigtigste og mest indflydelsesrige rocknavne i sin tid.<ref name=erlewine>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/artist/the-kinks-mn0000100160 | title = The Kinks - biography | publisher = allmusic.com | author = Stephen Thomas Erlewine | accessdate = 2012-06-07 }}</ref><ref name=fame>{{cite web | url = http://rockhall.com/inductees/the-kinks/bio/ | title = The Kinks Biography | publisher = The Rock and Roll Hall of Fame | accessdate = 2012-06-07 }}</ref> Deres musik var influeret af mange genrer, herunder [[rhythm and blues]], britisk [[music hall]], [[folkemusik]] og [[country]]. Ray Davies (forsanger, rytmeguitar) og Dave Davies (leadguitar, kor) var med i gruppen i hele dens 32 år lange levetid. De to øvrige oprindelige medlemmer, [[Pete Quaife]] (basguitar, kor) og [[Mick Avory]] (trommer, percussion), blev erstattet af henholdsvis [[John Dalton (musiker)|John Dalton]] i 1969 og Bob Henrit i 1984. Dalton blev senere erstattet af [[Jim Rodford]] i 1978. Keyboardspilleren [[Nicky Hopkins]] spillede med gruppen ved pladeindspilninger i midten af 1960'erne, og senere i gruppens levetid var forskellige keyboardspillere fuldtidsmedlemmer af gruppen, blandt andet [[John Gosling]] og Ian Gibbons.<ref name=erlewine />

Gruppen fik sit gennembrud i 1964 med sin tredje single, "[[You Really Got Me]]", skrevet af Ray Davies.<ref name=fame /> Nummeret blev et internationalt hit, idet det nåede toppen af hitlisten i Storbritannien og i top 10 i USA.<ref name=award>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/artist/the-kinks-mn0000100160/awards | title = The Kinks - Awards | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-07 }}</ref> Fra midten af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne udsendte gruppen en stribe singler og album, der var succesrige hos både publikum og kritikere. The Kinks opnåede et ry for sange og [[konceptalbum]], båret af Ray Davis, der i sin sangskrivning havde øje for den engelske kultur og livsstil.<ref name=fame /> Album som ''[[Face to Face]]'', ''[[Something Else]]'', ''[[The Kinks Are the Village Green Preservation Society]]'', ''[[Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire)|Arthur]]'', ''[[Lola Versus Powerman and the Moneygoround]]'' og ''[[Muswell Hillbillies]]'' samt de singler, der stammer herfra, regnes blandt de mest betydningsfulde fra den tid.<ref name=erlewine /><ref name=stone>{{cite book | url = http://web.archive.org/web/20080621074342/http://www.rollingstone.com/artists/thekinks/biography | section = The Kinks: Biography | title = The Kinks: Biography | publisher = Simon & Schuster | work =  The Rolling Stone Encyclopedia of Rock & Roll | year = 2001 | accessdate = 2012-06-07 }}</ref> De følgende album, der fulgte et teatermæssigt koncept, var mindre populære, men gruppens popularitet blussede op igen i slutningen af 1970'erne og først i 1980'erne. På det tidspunkt blev gruppens sange spillet af yngre navne som [[Van Halen]], [[The Jam]], [[The Knack]] og [[The Pretenders]], hvilket var med til at give The Kinks vind i sejlene igen. I 1990'erne nævnte grupper som [[Blur]] og [[Oasis]] gruppen blandt deres store inspiratorer.<ref name=erlewine /> The Kinks blev opløst i 1996, efter at gruppens sidste album havde været kommercielle fiaskoer samtidig med, at der var opstået kunstneriske spændinger mellem Davies-brødrene.<ref>Hinman (2004), p. 340-342</ref>

The Kinks havde fem singler i top 10 på ''[[Billboard (magasin)|Billboard]]s'' hitliste samt ni af sine album i top 40 i USA.<ref name=award /> I Storbritannien havde gruppen sytten singler i top 20 og fem album i top 10.<ref>Rogan (1998)</ref> Fire af deres album har opnået [[Certificering af musiksalg|guldplade]]. Blandt mange priser og hædringer kan nævnes, at gruppen har fået [[Ivor Novello-prisen]] for "Enestående bidrag til britisk musik".<ref>Hinman (2004), p. 303</ref> I 1990, det første år de ifølge reglerne var kvalificerede, blev gruppens fire oprindelige medlemmer optaget i [[Rock and Roll Hall of Fame]],<ref name=fame /> og de blev optaget i den britiske musiks Hall of Fame i november 2005.

== Historie ==
=== Begyndelsen (1962-1963) ===
[[Fil:Kinks Denmark Terrace Davies.jpg|thumb|left|Huset i Denmark Terrace, hvor Davies-brødrene voksede op]]
Brødrene Davies blev født i East Finchley i Nordlondon som de yngste og eneste drenge i en søskendeflok på otte.<ref name=hinman6>Hinman (2004), p. 6</ref> Deres forældre, Frederick og Annie Davies, flyttede snart familien til et hus i Denmark Terrace i den nærtliggende bydel Muswell Hill.<ref name=kitts1>Kitts (2007), p. 1-5</ref> I hjemmet var de to drenge meget optaget af musik af mange forskellige genrer strækkende sig fra music hall fra forældrenes generation til [[jazz]] og [[rock]], som deres storesøstre dyrkede.<ref name=kitts1 /> Musikken blev specielt dyrket ved fester, der blev holdt i huset mange, lange nætter, hvilket gjorde et stort indtryk på de to brødre. Thomas Kitts skriver: "Betydningen af disse fester for the Kinks (...) er påfaldende. Om det var bevidst eller ubevidst, så virkede det, som om Ray [på scenen] forsøgte at genskabe festerne fra lørdag aftnerne i sin families hus – komplet med kaos, øl og fællessang.<ref>Kitts (2007), p. 5</ref> Både Ray og hans bror Dave, der er næsten tre år yngre end ham, lærte at spille guitar, og de spillede [[skiffle]] og rock'n'roll sammen.<ref name=hinman6 />

Brødrene gik i skole i William Grimshaw Secondary Modern School, hvor de dannede gruppen The Ray Davies Quartet med Rays ven og klassekammerat Pete Quaife og dennes ven John Start. De blev modtaget pænt til deres debut ved et skolebal, hvilket gav gruppen lyst til at prøve lykken på lokale pubber og barer. Gruppen havde en skiftende række af forsangere, heriblandt [[Rod Stewart]],<ref name=hinman8>Hinman (2004), p. 8-9</ref> der også gik på William Grimshaw,<ref>{{cite book | author = Tim Ewbank og Stafford Hildred | title = Rod Stewart: The New Biography | year = 2005 | page = 5 }}</ref> som optrådte med gruppen mindst én gang i begyndelsen af 1962.<ref name=hinman8 /> Stewart dannede snart efter sin egen gruppe, Rod Stewart and the Moonrakers, som blev en lokal rival til The Ray Davies Quartet.<ref name=hinman8 /> I slutningen af 1962 flyttede Ray Davies hjemmefra for at gå på Hornsey College of Art. Her dyrkede han sine interesser for kunstarter som film, tegning, teater samt musik som jazz og blues. Han fik rutine som guitarist som medlem af gruppen Dave Hunt Band fra [[Soho]], en professionel gruppe, der spillede jazz og R&B.<ref name=kitts23>Kitts (2007), p. 23-30</ref><ref>Hinman (2004), p. 12</ref> Davies droppede snart ud af skolen og vendte tilbage til Muswell Hill, hvor han sammen med sin bror og Quaife gendannede den gamle gruppe,<ref name=kitts23 /> som nu optrådte under navne som Pete Quaife Band, the Bo-Weevils og The Ramrods, inden de (for et stykke tid) valgte navnet The Ravens.<ref name=hinman9>Hinman (2004), p. 9-20</ref>

Den unge gruppe hyrede to managere, Grenville Collins og Robert Wace, og i slutningen af 1963 blev den tidligere popsanger Larry Page tilknyttet som den tredje. Den amerikanske pladeproducer [[Shel Talmy]] begyndte at arbejde med gruppen, og [[The Beatles]]' arrangør, Arthur Howes, blev ansat til at holde styr på engagementerne for The Ravens.<ref>Savage (1984), p. 15-19</ref> Gruppen spillede uden held for flere pladeselskaber, før de i begyndelsen af 1964 med hjælp fra Talmy fik en kontrakt med [[Pye Records]]. Mens alt dette fandt sted, havde gruppen fået en ny trommeslager, Mickey Willet, der dog forlod gruppen kort inden kontrakten blev underskrevet.<ref name=hinman9 /> The Ravens inviterede nu Mick Avory til at erstatte Willet, idet de så Avorys annonce i ''[[Melody Maker]]''.<ref name=hinman17>Hinman (2004), p. 17-20</ref> Avory havde en baggrund som jazztrommeslager, og han havde blandt andet spillet et enkelt job med det ligeledes helt unge [[The Rolling Stones]].<ref name=hinman17 />

Omkring samme tid fandt gruppen frem til et nyt navn, som skulle blive permanent: The Kinks. Der har været mange bud på oprindelsen til dette navn. Jon Savages analyse lyder således: "[De] havde brug for et gimmick, noget der kunne tiltrække opmærksomhed. Her var det: "Kinkiness" (''frækhed'') – noget småfrækt, men samtidig på grænsen til det acceptable. Ved at bruge 'Kinks' i navnet på den tid var de en del af et tidstypisk popritual – berømmelse via skandale."<ref name=savage17>Savage (1984), p. 17</ref> Manager Robert Wace gav sin forklaring således: "Jeg havde en ven (...) Han syntes, at gruppen var ganske morsom. Hvis jeg husker korrekt, foreslog han navnet bare som en ide, en god måde at give reklame på. (...) Da vi foreslog [gruppens medlemmer] navnet, var de (...) fuldstændig rystede. De sagde: 'Vi vil ikke kaldes frække!'"<ref name=savage17 /> Ray Davies' version passer ikke med Waces – han husker det, som om det var Larry Page, der havde fundet på det med henvisning til deres "frække" sans for mode. Davies har citeret ham for at sige: "Med den måde, I ser ud på, og med det tøj, I har på, burde I hedde The Kinks."<ref name=savage17 /> "Jeg har egentlig aldrig brudt mig om navnet," har Davies sagt.<ref name=savage17 />

=== Gennembruddet og forbud mod at turnere i USA (1964-1966) ===
The Kinks' første single var en kopi af [[Little Richard]]-sangen "[[Long Tall Sally]]". En ven af gruppen, Bobby Graham,<ref name=hinman20>Hinman (2004), p. 20-46</ref> blev hentet ind for at spiller trommer på den. Han kom i tiden derefter til indimellem at spille i stedet for Avory på pladeindspilninger og optræder på flere af gruppens tidligste singler.<ref name=hinman20 /> "Long Tall Sally" blev udsendt i februar 1964, men trods ihærdig indsats fra gruppens managere med at reklamere for den, blev singlen næsten fuldstændig overset. Da heller ikke den anden single, "You Still Want Me", kom på hitlisterne,<ref>Hinman (2004, p. 18-22</ref> truede Pye Records med at annullere kontrakten, hvis ikke den tredje single fik succes.

"[[You Really Got Me]]" blev udsendt i august 1964,<ref>Hinman (2004), p. 31</ref> og da gruppen fik mulighed for at spille den i tv-programmet ''[[Ready Steady Go!]]'', gik singlen snart ind på førstepladsen på den britiske hitliste.<ref name=rogan10>Rogan (1998), p. 10</ref> Det amerikanske selskab [[Reprise Records]] importerede i hast singlen til USA, hvor den også kom i top 10.<ref name=award /> Det markante, forvrængede guitarriff, som Dave Davies havde frembragt ved at lave en kile i højttalerkeglen på sin forstærker (internt i gruppen omtalt som "little green amp" - den "lille grønne forstærker"), gav sangen sin markante, rå guitarlyd.<ref name=gotme>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/song/you-really-got-me-mt0033940816 | title = You Really Got Me | author = Denise Sullivan | publisher = www.allmusic.com | accessdate = 2012-06-12 }}</ref> Sangen fik stor indflydelse på den amerikanske [[garagerock]]scene og er blevet betegnet som "en konceptsang i bagagen inden for [[hård rock]] og [[heavy metal]]."<ref name=gotme /> Kort efter udgivelsen af singlen indspillede The Kinks de fleste af numrene til deres debutalbum, der blot fik titlen ''[[Kinks]]''. Med sange, der for størstedelens vedkommende var kopier og traditionelle sange i nye indpakninger, blev albummet udsendt 2. oktober 1964 og nåede fjerdepladsen på den britiske albumliste.<ref>Hinman (2004), p. 30-40</ref> Tre uger senere udkom gruppens fjerde single, "[[All Day and All of the Night]]", der var endnu en original hård rocksang, skrevet af Ray Davies, og denne single blev nummer to i Storbritannien<ref name=rogan10 /> og nummer syv i USA.<ref name=award /><ref name=gotme /> Ligeledes de næste to singler, "Set Me Free" og "[[Tired of Waiting for You]]", blev kommercielle successer, og sidstnævnte nåede også helt til tops i Storbritannien.<ref name=rogan10 />

The Kinks tog på sin første turné til [[Australien]] og [[New Zealand]] i januar 1965 som del af en pakkeløsning, hvor også [[Manfred Mann]] og [[The Honeycombs]] deltog.<ref>Hinman (2004), p. 47)</ref> I et tætpakket program sammen med navne som [[The Yardbirds]] og Mickey Finn optrådte The Kinks som topnavn utallige gange i løbet af dette år,<ref name=kitts58>Kitts (2007), p. 58</ref> blandt andet også i [[Tivoli]] i [[København]], hvor kvindelige fans løb på scenen og forsøgte at omfavne idolerne, så politiet skred ind.<ref>{{cite web | url = http://www.torbenbille.dk/musik/the-kinks-ompakket-igen-igen/ | title = The Kinks ompakket igen-igen | author = Torben Bille | publisher = www.torbenbille.dk | accessdate = 2012-06-17 | date = 2010-11-05 }}</ref><ref>{{kilde nyheder | url = http://www.bt.dk/musik/ray-davies-det-goer-ondt-blive-skudt | title =  Ray Davies: Det gør ondt at blive skudt | publisher = BT | author = Jan Eriksen | date = 2010-08-24 | accessdate = 2012-06-17 }}</ref> Der begyndte i gruppen at forekomme spændinger, der fandt udtryk blandt andet i et slagsmål på scenen mellem Avory og Dave Davies i Capitol Theatre i [[Cardiff]], Wales, den 19. maj.<ref name=kitts58 /><ref name=hinman55>Hinman (2004), p. 55</ref> Efter afslutningen på den første sang, "You Really Got Me", fornærmede Dave Davies Avory og sparkede til hans trommesæt, så det væltede.<ref name=kitts58 /><ref name=hinman55 /> Avory svarede igen ved at slå Davies med stativet til sin hi-hat, hvilket gjorde at denne mistede bevidstheden, hvorpå Avory flygtede rædselsslagen for, om han havde slået sin kammerat ihjel. Davies kom på skadestuen og blev syet med seksten sting i hovedet.<ref name=kitts58 /><ref name=hinman55 /> Over for politiet sagde Avory senere, at det hele var en del af et nyt show, hvorunder gruppens medlemmer ville smide instrumenter efter hinanden.<ref name=kitts58 /><ref name=hinman55 /> Efter en turné om sommeren i USA nægtede [[American Federations of Musicians]] gruppen tilladelse til at spille koncerter de følgende fire år, hvilket grundigt forhindrede The Kinks i at få succes på det største musikmarked i verden midt under den [[britiske invasion]].<ref name=erlewine /><ref name=alterman>{{cite journal | title = Who Let the Kinks In? | author = Lorraine Alterman | journal = Rolling Stone | date = 1969-12-18 }}</ref> Skønt hverken The Kinks eller sammenslutningen gav nogen præcis begrundelse for denne udelukkelse, var der i samtiden almindelig enighed om, at den skyldtes gruppens mange episoder med ballade på turneen.<ref name=alterman />

Under en mellemlanding i [[Bombay]], [[Indien]], i forbindelse med en turné i Australien og Asien blev Ray Davies inspireret til at skrive sangen "[[See My Friends]]", der udkom på single i juli 1965.<ref name=bellman>Bellman (1998), p. 294</ref> Den er et tidligt eksempel på [[crossover]] og et af de første eksempler fra perioden på popmusik, der udviser tydelig inspiration fra musik fra det indiske subkontinent.<ref name=bellman /> I sin selvbiografi, ''X-Ray'', nævner Davies, at han blev inspireret til at skrive denne sang, efter at han på en tidlig morgenspadseretur havde hørt de lokale fiskere synge: "Jeg kan huske, at jeg stod op, gik til stranden og så alle disse fiskere komme gående. Først kunne jeg kun høre en sangen, men gradvis kom sangen nærmere, og jeg kunne se fiskerne bære deres net frem. Da vi kom til Australien, skrev jeg flere sange, og specielt skrev jeg også denne her."<ref name=bellman /> Musikhistorikeren Jonathan Bellman hævder, at denne sang havde "meget stor indflydelse" på Davies' musikalske kolleger: "Og selv om der har været gjort meget ud af [[The Beatles]]' "[[Norwegian Wood]]", fordi det var den første popsang, der anvendte [[sitar]], udkom den først et pænt stykke tid efter The Kinks' klart indisk-inspirerede 'See My Friends'."<ref name=bellman /> [[Pete Townsend]] fra [[The Who]] var specielt påvirket af sangen: "'See My Friends' var næste gang, hvor han fik mig til at lytte godt efter og tænke: 'Gud, han har gjort det igen. Han har fundet på noget nyt.' Det var den første fornuftige brug af en [[bordun]] – langt bedre end noget af det, The Beatles lavede, og meget før. Det var et vestligt lydbillede mere end et østligt, men med en tydelig, berettiget østlig indflydelse, der har rod i europæisk folkemusik."<ref name=savage58>Savage (1984), p. 58</ref> I en ofte citeret<ref name=bellman /><ref name=savage58 /> udtalelse fra Barry Fantoni, kendis fra 1960'erne og ven med The Kinks, The Beatles og The Who, genkalder han, hvordan sangen også fik betydning for The Beatles: "Jeg husker den ganske tydeligt og synes stadig, den er en helt speciel popsang. Jeg var sammen med The Beatles den aften, hvor de faktisk sad og lyttede til den på grammofon og sagde: 'Ved I hvad, den her guitar lyder som en sitar. Sådan en må vi også have.'"<ref name=savage58 /> Sangens markante brud med popmusikkens konventioner vandt ikke genklang hos det amerikanske publikum. Således opnåede sangen en placering som nummer 11 i Storbritannien, men blot nummer 111 i USA.<ref>Hinman (2004), p. 62</ref>

Indspilningen af gruppens næste projekt, ''[[Kinda Kinks]]'', begyndte umiddelbart efter gruppens hjemkomst fra Asien-turneen. Albummet, på hvilket ti ud af de tolv numre var nyskrevne, var færdigt og udgivet på blot to uger.<ref>Hinman (2004), p. 48</ref><ref name=kinda>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/kinda-kinks-us-mw0000196154 | title = Kinda Kinks | publisher = www.allmusic.com | author = Bruce Eder | accessdate = 2012-06-12 }}</ref> Ifølge Ray Davies var gruppen ikke helt tilfreds med miksningen,<ref name=kinda /> men pres fra pladeselskabet betød, at der ikke var tid til at fjerne de sidste fejl. Davies udtrykte senere sin utilfredshed med produktionen, idet han udtalte, at "der skulle have været taget lidt mere omhu med den. Jeg mener, at [producer] Shel Talmy gik for vidt i sine bestræbelser på at holde fast i de grove kanter. Nogle af dobbeltsporingerne på pladen er direkte rædselsfulde. Der var bedre sange på den end på det første album, men det blev ikke gennemført ordentligt. Det blev ganske enkelt presset alt for hurtigt igennem."<ref>Peter Doggett: ''Kind Kinks'' cd-noter, Sanctuary Records (2004)</ref> 

Et markant stilskift blev klart i slutningen af 1965 med udsendelsen af singler som "[[A Well Respected Man]]" og "[[Dedicated Follower of Fashion]]" sammen med gruppens tredje album ''[[The Kink Kontroversy]]'',<ref name=fame /> hvorpå studiemusikeren [[Nicky Hopkins]] for første gang spillede keyboards med The Kinks.<ref>Hinman (2004), p. 68</ref> Disse indspilninger viste udviklingen i Ray Davies' sangskrivning fra hård rock til udpræget socialt kommenterende sange, der havde et fint øje for typiske persontyper, tilsat en umiskendelig engelsk tradition.<ref name=fame /><ref name=stone /> Den satiriske single "[[Sunny Afternoon]]" var det største britiske hit i sommeren 1966, hvor det stødte The Beatles' "[[Paperback Writer]]" fra hitlistens førsteplads.<ref>Rogan (1998), p. 16</ref> Forud for udgivelsen af ''The Kink Kontroversy'' var Ray Davies ude for et nervøst og fysisk sammenbrud forårsaget af det tætpressede koncertprogram, presset for at skrive sange samt juridiske besværligheder.<ref name=hinman77>Hinman (2004), p. 77</ref> I sin månedlange rekonvalescensperiode skrev han adskillige nye sange og funderede over gruppens fremtidige retning.<ref name=hinman77 /> I samme periode var Quaife involveret i en bilulykke,<ref name=hinman77 /> og efter at have kommet sig oven på det besluttede han sig for at forlade gruppen i en stor del af 1966. Bassisten [[John Dalton (musiker)|John Dalton]] udfyldte hullet, indtil Quaife vendte tilbage mod slutningen af året.<ref name=erlewine /> 

"Sunny Afternoon" var en prøve på gruppens følgende album, ''[[Face to Face]]'', der viste Davies' efterhånden klarere evne til at skabe pæne, men samtidig bidende fortællende sange om hverdagens mennesker og deres liv.<ref name=erlewine /> Hopkins var igen med til indspilningerne, hvor han bidrog med forskellige tangentinstrumenter som klaver og [[cembalo]]. Han var ligeledes med til at indspille gruppens to næste album og medvirkede på et antal gruppens live-indspilninger for BBC, inden han kom med i [[The Jeff Beck Group]] i 1968.<ref name=hinman77 /> ''Face to Face'' udkom i Storbritannien i oktober 1966, hvor den blev vel modtaget og opnåede en ottendeplads på hitlisten som bedste placering. Albummet udkom i USA i december samme år, hvor det blev udråbt som et muligt topalbum af ''Billboard''-magasinet.<ref name=hinman93>Hinman (2004), p. 93</ref> Trods dette opnåede det kun beskeden succes med en 135. plads som bedste placering – et tegn på gruppens dalende popularitet på det amerikanske marked.<ref>Hinman (2004), p. 91-93</ref> The Kinks' næste single kom i form af en social kommentar med sangen "[[Dead End Street]]". Singlen blev udsendt i november 1966<ref name=hinman93 /> og blev endnu engang et topti-hit for gruppen,<ref name=rogan17>Rogan (1998), p. 17</ref> men nåede blot op som nummer 73 i USA.<ref name=award /> ''Melody Makers'' anmelder Bob Dawbarn hyldede Ray Davies' evne til at lave en sang med "en fantastisk tekst og strålende melodi ... kombineret med glimrende produktion",<ref>Hinman (2004), p. 92</ref> og musikforskeren Johnny Rogan beskrev sangen som "et drama omkring køkkenvasken uden dramatisk indhold – en statisk forestilling om arbejderklassens [[stoicisme]]."<ref name=rogan17 /> En af gruppens første reklamevideoer blev lavet til denne sang. Videoen blev filmet på Little Green Street, et smalt stræde i det nordlige London fra det 19. århundrede, en sidegade til Highgate Road i Kentish Town.<ref>{{cite web | url = http://www.youtube.com/watch?v=Q9ZW2YsxrIU&feature=related | publisher = Detune TV | accessdate = 2012-06-17 | title = Dave Davies * Dead End Street * }}</ref>

=== Den gyldne periode (1967-1972) ===
The Kinks' næste single, "[[Waterloo Sunset]]", blev udsendt i maj 1967. I teksten beskrives to elskende, der går over en bro, mens en melankolsk tilskuer reflekterer over parret, [[Themsen]] og Waterloo Station.<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/song/waterloo-sunset-mt0012975432 | title = Waterloo Sunset - The Kinks | publisher = www.allmusic.com | author = Tom Maginnis | accessdate = 2012-06-17 }}</ref><ref name=baltin>{{cite web | url = http://www.spinner.com/2008/03/27/the-kinks-ray-davies-serves-up-songs-at-the-working-mans-cafe/ | title = The Kinks' Ray Davies Serves Up Songs at 'The Working Man's Cafe' | publisher = www.spinner.com | author = Steve Baltin |accessdate = 2012-06-17 | date = 2008-03-27 }}</ref> Rygtet ville vide, at sangen var inspireret af et kærlighedsforhold mellem to af den tids kendisser, skuespillerne [[Julie Christie]] og [[Terence Stamp]].<ref name=rogan18>Rogan (1998), p. 18</ref> I sin selvbiografi benægter Ray Davies dette, og i et interview fra 2008 udtalte han, at "det var en fantasi om min søster, der rejste væk med sin kæreste til en ny verden, og de var på vej til at emigrere og bosætte sig i et andet land."<ref name=baltin /> Trods sit ret komplekse arrangement tog indspilningen af sangen ikke mere end ti timer.<ref>Kitts (2007), p. 86-87</ref> Dave Davies kommenterede senere således på indspilningen: "Vi brugte en del tid på prøve at finde en anderledes guitarlyd, som kunne give pladen en mere unik lyd. Vi endte med at bruge ekko skabt med forsinket afspilning af båndet, hvilket lød nyt, fordi ingen havde gjort sådan siden 1950'erne. Jeg kan huske, at [[Steve Marriott]] fra [[The Small Faces]] opsøgte mig og spurgte, hvordan vi havde lavet den lyd. Vi var næsten helt stilskabende et stykke tid.<ref name=savage87>Savage (1984), p. 87</ref> Denne single var en af The Kinks' allerstørste hits i Storbritannien og blev nummer to på ''Melody Makers'' liste.<ref name=rogan18 /> I eftertiden blev den en af gruppens mest populære og bedst kendte sange. Popmusikjournalisten [[Robert Christgau]] kaldte den "den smukkeste sang på det engelske sprog",<ref>{{cite web | url = http://www.robertchristgau.com/get_artist.php?name=the+kinks | publisher = www.robertchristgau.com | author = Robert Christgau | title = The Kinks - Consumer Guide Reviews | accessdate = 2012-06-17 }}</ref> og Stephen Erlewine fra Allmusic betegnede den som "sandsynligvis den smukkeste sang fra rock and roll-perioden."<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/to-the-bone-mw0000071485 | title = To the Bone - The Kinks | author = Stephen Erlewine | accessdate = 2012-06-17 | publisher = allmusic.com }}</ref> 

Sangene på albummet ''[[Something Else by the Kinks]]'' fra 1967 videreudviklede den stil, der var påbegyndt på ''Face to Face'', så der i mere tydelig grad kan findes påvirkning fra engelsk [[music hall]] i gruppens musik.<ref name=else>{{cite web | url  = http://www.allmusic.com/album/something-else-by-the-kinks-mw0000199387 | title = Something Else by the Kinks | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-17 }}</ref> Dave Davies var forsanger på "[[Death of a Clown]]", der blev et britisk hit, da den blev udsendt som single i hans eget navn, men sangen var også med på dette album og var skrevet af brødrene Davies i fællesskab.<ref name=award /><ref name=else /> Samlet set var salget af albummet imidlertid skuffende, og det fik The Kinks til i en fart at udsende "[[Autumn Almanac]]" som single i begyndelsen af oktober. Dette nummer med bagsiden "Mister Pleasant" blev en ny top-5-succes for gruppen. Andy Miller peger på, at trods singlens succes markerer den alligevel et vendepunkt i gruppens karriere, idet det blev deres sidste single i top-10 i tre år: "Set i bakspejlet markerer "Autumn Almanac" det første tegn på problemer for The Kinks. Denne storslåede single, et af britisk tresserpops store numre, blev i samtiden bredt betegnet som for meget lig tidligere sange af Davies."<ref name=miller15>Miller (2003), p. 15</ref> Nick Jones i ''Melody Maker'' spurgte: "Er det ikke ved at være tid for, at Ray stopper med at skrive om de grå forstæder og deres daglige, triste gøremål? ... Ray arbejder efter et skema, ikke ud fra følelser, og det er ved at blive ret kedeligt."<ref name=miller15 /> Discjockeyen Mike Ahern "en gang bras".<ref name=miller15 /> Dave Davies' anden single, "Susannah's Still Alive", udkom i Storbritannien i november 1967 og solgte beskedne 59.000 eksemplarer, hvilket ikke var nok til at bringe den i top-10. Miller nævner, at "ved nytårstid var The Kinks hastigt på vej til at blive umoderne."<ref>Miller (2003), p. 16</ref>

I begyndelsen af 1968 stoppede gruppen stort set med turneerne for i stedet at koncentrere sig om studiearbejdet. Det fik som konsekvens, at da gruppen ikke var der til at gøre reklame for det nye materiale, fik de udsendte plader ikke særlig megen succes.<ref>Miller (2003), p. 4-10</ref> The Kinks' næste single, "[[Wonderboy]]", udsendt i foråret 1968, nåede ikke højere end nummer 36 og var den første single siden de allerførste kopinumre, der ikke nåede i top-20 i Storbritannien.<ref>Rogan (1998), p. 20</ref> Trods dette var nummeret et af [[John Lennon]]s favoritter.<ref name=kitts107>Kitts (2007), p. 107</ref> Ray Davies sagde: "En eller anden havde set John Lennon i en klub, hvor han igen og igen bad discjockeyen spille 'Wonder Boy' [''[[sic]]'']".<ref>Davies (1995), p. 360</ref> Gruppens egen mening om nummeret var ikke så høj – Pete Quaife sagde senere: "[Jeg] hadede det ... det var forfærdeligt."<ref name=kitts107 /> I lyset af The Kinks' dalende popularitet fortsatte Davies med at dyrke sin egen helt originale sangskriverstil, hvor han på den måde gjorde oprør mod de kraftige forlangender af, at han skulle fortsætte med at lave salgsmæssige hits, og gruppen fortsatte med at tilbringe lang tid i studiet, hvor de efterhånden brugte tiden på det projekt, som efterhånden var ved at vise sig fra Davies, og som gik under navnet ''Village Green''.<ref name=erlewine /> I et forsøg på at genvinde gruppens kommercielle position bookede The Kinks' managere dem til en månedlang turné i april for at trække dem ud af studiet. Koncerterne fandt primært sted i klubber og kabareter med [[Peter Frampton]]s gruppe [[The Herd]] som hovedattraktion. "Basalt set kom teenybopperne ikke for at se kedelige gamle The Kinks, som ind imellem må finde sig i tilråb som "We want the Herd!" under deres kortvarige optrædener,"<ref name=miller27>Miller (2003), p. 27</ref> skriver Andy Miller. Turneen blev anstrengende og stressende – Pete Quaife erindrede det sådan: "Det var pligt, kedeligt og enkelt ... Vi spillede bare tyve minutter, men det var lige ved at gøre mig vanvittig at stå der på scenen og spille de samme tre toner igen og igen."<ref name=miller27 /> I slutningen af juni udsendte The Kinks singlen "[[Days (Kinks-sang)|Days]]", der gav dem et kortvarigt, mindre comeback. "Jeg kan huske, at jeg spillede det, da jeg var i Fortis Green, første gang jeg havde nummeret på bånd," sagde Ray Davies, "Jeg spillede det for Brian, som havde været vores [[roadie]], og hans kone og to døtre. De græd, da den var færdig. Virkelig skønt – som at tage til Waterloo og opleve solnedgangen ... Det er lige som at at sige farvel til en eller anden og så bagefter sidde til bage med fornemmelsen af angst for, at man er helt alene."<ref name=savage97>Savage (1984), p. 97-100</ref> "Days" blev nummer 12 i Storbritannien og kom i top-20 i flere andre lande, men kom slet ikke på hitlisten i USA.<ref>Rogan (1998), p. 20</ref> 

Ideen om ''Village Green'' udkrystalliserede sig i gruppens næste album, ''[[The Kinks Are the Village Green Preservation Society]]'', som blev udsendt i april 1968 i Storbritannien. Det bestod af en samling sange, der tematisk kan opfattes som vignetter fra engelske små og halvstore byer, og som var skrevet og indspillet op til to år inden udgivelsen.<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/the-village-green-preservation-society-mw0000068713 | title = The Village Green Preservation Society - The Kinks | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> Den blev modtaget med næsten enstemmigt positive anmeldelser af rockkritikerne i Storbritannien og USA, men solgte ikke særlig godt.<ref name=miller138>Miller (2003), p. 138</ref> En af faktorerne for albummets manglende kommercielle succes var fraværet af en populær single.<ref name=hinman121>Hinman (2004), p. 121</ref> "Days" var ikke med på albummet, og nummeret "Startstruck" blev udsendt som single i Nordamerika og Europa (ikke Storbritanien), men solgte ikke særlig godt.<ref>Miller (2003), p. 85</ref><ref>Kitts (2007), p. 121</ref> Trods albummets manglende kommercielle succes blev ''Village Green'' (som den for nemheds skyld ofte blev benævnt) taget til sig af den nye undergrundsrockpresse, da den udkom i januar 1969 i USA, hvor The Kinks efterhånden blev opfattet som en kultgruppe.<ref name=hinman125>Hinman (2004), p. 125</ref> I avisen ''[[The Village Voice]]'' skrev den nyansatte [[Robert Christgau]], at det var "årets hidtil bedste album".<ref name=hinman125 /> Undergrundsavisen ''Fusion'' i Boston trykkede en anmeldelse, hvori det hed: "The Kinks fortsætter trods alle odds, dårlig presse og den skæbne, de har opnået, at køre på ... Deres vedholdenhed er ophøjet, deres dyder er stoiske. The Kinks lever videre for evigt, nu blot i moderne forklædning.<ref name=hinman125 /> Albummet undgik dog ikke helt negativ kritik. I studenteravisen ''California Tech'' kommenterede en skribent, at det var "schmaltz rock ... uden fantasi, dårligt arrangeret og en ringe kopi af The Beatles."<ref name=hinman125 /> Skønt albummet kun solgte et anslået antal på omkring 100.000 kopier på verdensplan ved den oprindelige udgivelse, er det senere gået hen og blevet et af The Kinks' bedst sælgende, originale album,<ref name=miller138 /> og det er fortsat populært. I 2004 blev det genudgivet i et "deluxe"-bokssæt med tre cd'er, og et af numrene, "Picture Book", blev brugt i en populær tv-reklameserie fra [[Hewlett-Packard]], hvilket hjalp med til øge salget af albumsættet.<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/song/picture-book-mt0010717186 | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 | title = Picture Book - The Kinks | author = Stewart Mason }}</ref>

I begyndelsen af 1969 fortalte Quaife resten af gruppen, at han ville forlade den.<ref name=hinman123 /> De andre medlemmer tog ikke dette alvorligt, før de i ''[[NME|New Musical Express]]'' 4. april kunne læse om Quaifes nye gruppe, Maple Oak, som han havde dannet uden at omtale det for resten af The Kinks.<ref name=hinman123>Hinman (2004), p. 123, 124, 127</ref> Ray Davies bad ham indtrængende om at komme tilbage til gruppen til indspilningerne af den kommende album, men Quaife afslog det.<ref name=hinman126>Hinman (2004), p. 126</ref> I stedet for ringede Davies straks John Dalton op, som tidligere havde været vikar for Quaife, og denne indvilligede i at stille op. Dalton var herefter officielt medlem af gruppen frem til 1977, hvor albummet ''[[Sleepwalker]]'' blev udsendt.<ref name=hinman126 />

I april 1969 tog Ray Davies til Los Angeles, Californien, for at medvirke til at få ophævet forbuddet mod at spille i USA opstillet af American Federation of Musicians. Det lykkedes og åbnede for, at gruppen igen kunne komme til at spille i Amerika.<ref>Hinman (2004), p. 128-129</ref> Gruppens managere arrangerede i hast en turné i Nordamerika, hvilket skulle hjælpe til at genetablere gruppens position på den amerikanske popscene.<ref name=hinman137>Hinman (2004), p. 137</ref> Inden de drog over Atlanten, indspillede The Kinks endnu et album, ''[[Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire)]]''.<ref name=arthur>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/arthur-or-the-decline-and-fall-of-the-british-empire-mw0000713876 | author = Stephen Erlewine | title = Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire) - The Kinks | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> I lighed med de to forrige album havde ''Arthur'' rod i en karakteristisk britisk digtning og musikalske elementer.<ref name=arthur /> Albummet blev en begrænset kommerciel succes, men blev godt modtaget af de amerikanske anmeldere.<ref name=award /><ref name=arthur /> Det var tænkt som musikken til et tænkt, men aldrig realiseret tv-drama, og meget på albummet drejede sig om oplevelser fra brødrene Davies' barndom. Det handlede blandt andet om deres søster Rose, der var udvandret til Australien i begyndelsen af 1960'erne med sin mand Arthur Anning, der lagde navn til albummet, samt om opvæksten i London under [[anden verdenskrig]].<ref name=arthur /><ref>Kitts (2007), p. 131</ref> The Kinks tog af sted på deres USA-turné i oktober 1969.<ref name=hinman137 /> Turneen var overordnet set en fiasko, hvor gruppen kæmpede for at finde samarbejdsvillige koncertarrangører og interesseret publikum; mange af koncerterne blev rent faktisk aflyst. Gruppen havde dog held til at spille ved forskellige større undergrundsarrangementer på blandt andet [[Fillmore East]] i [[San Francisco]] og [[Whisky a Go Go]] i [[Hollywood]].<ref>Hinman (2004), p. 133-137</ref>

I begyndelsen af 1970 valgte gruppen at tage tangentspilleren [[John Gosling]] med som fast mand.<ref name=hinman141>Hinman (2004), p. 141</ref> Tidligere havde primært enten Nicky Hopkins eller Ray Davies spillet på keyboards på The Kinks' indspilninger. I maj 1970 debuterede Gosling med gruppen på "[[Lola (sang)|Lola]]", der er beretningen om et forvirrende møde med en [[transvestit]], og som nåede i top-10 i både Storbritannien og USA og var med til at bringe The Kinks tilbage i publikums bevidsthed.<ref name=hinman141 /><ref>Rogan (1998), p. 22-23</ref> Teksten indeholdt ordet "[[The Coca Cola Company|Coca-Cola]]", hvilket betød, at BBC ikke ville spille nummeret for ikke at bryde deres politik med at undgå [[product placement]]. En del af sangen blev i al hast genindspillet af Ray Davies, så den stødende linje blev erstattet af det mere neutrale "cherry cola", selv om gruppen til koncerter fortsat brugte "Coca-Cola".<ref name=hinman141 /> Der eksisterer indspilninger med begge variationer. Det efterfølgende album, ''[[Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One]]'', blev udsendt i november 1970. Det blev både salgs- og anmeldermæssigt en succes og det bedstsælgende af gruppens album siden midten af 1960'erne.<ref>Rogan (1998), p. 75-80</ref><ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/lola-vs-the-powerman-the-money-go-round-pt-1-mw0000652651 | title = Lola vs. the Powerman & the Money-Go-Round, Pt. 1 - The Kinks | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> Efter denne succes tog gruppen i 1971 fat på at lave ''[[Percy (album)|Percy]]'', der var soundtrack til [[Percy (film)|filmen af samme navn]] om en penistransplantering.<ref name=percy>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/percy-mw0000190543 | title = Percy - The Kinks | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> Albummet, der for en stor dels vedkommende bestod af instrumentalnumre, fik ikke særligt gode anmeldelser.<ref name=percy /> Gruppens amerikanske pladeselskab, Reprise, afviste at udsende albummet i USA, hvilket affødte en større diskussion, der endte med, at gruppen ophævede sit samarbejde med selskabet.<ref name=percy /> Det passede med, at gruppens kontrakt med Reprise (samt i øvrigt med Pye i Storbritannien) udløb efter udsendelsen af ''Percy''.<ref name=erlewine /><ref name=percy />

Inden årets udgang havde The Kinks underskrevet en ny pladekontrakt gældende for fem album med RCA Records, der gav gruppen en forskud i million-dollar-størrelsen, hvilket gjorde det muligt for dem at etablere deres eget pladestudie, Konk.<ref name=erlewine /><ref name=muswell>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/muswell-hillbillies-mw0000202891 | title = Muswell Hillbillies - The Kinks | publisher = allmusic.com | author = Stephen Erlewine | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> Deres første album for RCA, ''[[Muswell Hillbillies]]'', var fyldt med inspiration fra britisk music hall og traditionel amerikansk musik, herunder country og bluegrass. Den prises ofte som den sidste af gruppens store plader, skønt den ikke var så populær som sine forgængere.<ref name=muswell /> Den var opkaldt efter brødrene Davies' fødested i Muswell Hill og indeholder sange, der beskriver arbejderklassens liv og, igen, brødrene Davies' barndom.<ref name=muswell /> ''Muswell Hillbillies'' måtte, trods generelt gode anmeldelser og store forventninger, nøjes med en plads som nummer 48 som det bedste på ''Record World''-listen og nummer 100 på ''Billboard''-listen.<ref name=award /><ref name=muswell /> Den blev fulgt op af dobbelt-lp'en ''[[Everybody's in Show-Biz]]'' i 1972, et album, der både indeholder studieoptagelser og koncertoptagelser, der blev optaget under et to-dages engagement i Carnegie Hall.<ref name=biz>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/everybodys-in-show-biz-mw0000203436 | title = Everybody's in Show-Biz | publisher = allmusic.com | author = Stephen Erlewine | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> Albummet indeholdt blandt andet balladen "[[Celluloid Heroes]]" og den caraibisk-inspirerede "Supersonic Rocket Ship", der skulle blive The Kinks' sidste single på den britiske top-20 i mere end et årti.<ref name=biz /> "Celluloid Heroes" er bittersøde tanker om afdøde Hollywood-stjerner, som får sangeren til at erklære, at han ville ønske, at hans liv var lige som en film, "fordi lærredets helte aldrig føler smerte ... og lærredets helte dør aldrig rigtig."<ref name=biz /><ref>Ray Davies: "Celluloid Heroes" (tekst), Davray Music Ltd. (1972)</ref> Albummet blev en moderat succes i USA, hvor det nåede en plads om nummer 47 på ''Record World'' og nummer 70 på ''Billboard''.<ref name=award /><ref name=biz /> Albummet markerer overgangen fra gruppens tidlige 1970'er-rockmateriale til den teaterorienterede udgave, der kom til at blive dominerende i de næste fire år.<ref name=biz />
 

==Diskografi==
* ''[[Kinks]]'' ([[1964]])
* ''[[Kinda Kinks]]'' ([[1965]])
* ''[[The Kink Kontroversy]]'' ([[1966]])
* ''[[Face to Face]]'' ([[1966]])
* ''[[Something Else]]'' ([[1967]])
* ''[[Village Green Preservation Society]]'' ([[1968]])
* ''[[Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire)]]'' ([[1969]])
* ''[[Lola versus Powerman and the Moneygoround, Part One]]'' ([[1970]])
* ''[[Percy]]'' (soundtrack) ([[1971]])
* ''[[Muswell Hillbillies]]'' ([[1971]])
* ''[[Everybody's in Show-biz]]'' ([[1972]])
* ''[[The Great Lost Kinks Album]]'' ([[1973]])
* ''[[Preservation Act 1]]'' ([[1973]])
* ''[[Preservation Act 2]]'' ([[1974]])
* ''[[Soap Opera]]'' ([[1975]])
* ''[[Schoolboys In Disgrace]]'' ([[1975]])
* ''[[Sleepwalker]]'' ([[1977]])
* ''[[Misfits (album)|Misfits]]'' ([[1978]])
* ''[[Low Budget]]'' ([[1979]])
* ''[[One For The Road]]'' (live-album) ([[1980]])
* ''[[Give the People What The Want]]'' ([[1981]])
* ''[[State of Confusion]]'' ([[1983]])
* ''[[Word of Mouth]]'' ([[1984]])
* ''[[Think Visual]]'' ([[1986]])
* ''[[The Road]]'' (live-album) ([[1987]])
* ''[[UK Jive]]'' ([[1989]])
* ''[[Phobia]]'' ([[1993]])
* ''[[To the Bone]]'' (live-album) ([[1994]])

== Noter ==
{{reflist}}

== Litteratur ==
*{{cite book | author = Jonathan Bellman | year = 1998 | title = The Exotic in Western Music | publisher = Northeastern University Press | place = Boston | isbn = 1-55553-319-1 }}
*{{cite book | author = Ray Davies | year = 1995 | title = X-Ray | publisher = Overlook Press | place = New York | isbn = 0-87951-611-9 }}
*{{cite book | author = Dave Davies | year = 1996 | title = Kink | publisher = Hyperion | place = New York | isbn = 0-7868-8269-7 }}
*{{cite book | author = Doug Hinman | year = 2004 | title = The Kinks: All Day and All of the Night | place = Milwaukee | publisher = Hal Leonard Corporation | isbn = ISBN 0-87930-765-X }}
*{{cite book | author = Thomas Kitts | year = 2007 | title = Ray Davies: Not Like Everybody Else | publisher = Routledge | place = London | isbn = 0-415-97769-X }}
*{{cite book | author = Neville Marten og Jeff Hudson | year = 2007 | title = The Kinks | publisher =  Sanctuary Publishing | place = London | isbn = 1-86074-387-0 }}
*{{cite book | author = Andy Miller | year = 2003 | title = The Kinks are the Village Green Preservation Society | publisher = Continuum International Publishing Group | place = London | isbn = 0-8264-1498-2 }}
*{{cite book | author = Johnny Rogan | year = 1998 | title = The Complete Guide to the Music of The Kinks | publisher = Omnibus Press | place = London | isbn = 0-7119-6314-2 }}
*{{cite book | author = Jon Savage | year = 1984 | title = The Kinks: The Official Biography | publisher = Faber and Faber | place = London | isbn = 0-571-13379-7 }}
*{{cite book | author = Martin Strong | year = 2006 | title = The Essential Rock Discography | publisher = Open City Books | place = New York | isbn = 1-84195-860-3 }}
*{{cite book | author = Eric Weisbard | year = 2004 | title = This is Pop: In Search of the Elusive at Experience Music Project | publisher = Harvard University Press | place = Milwaukee | isbn = 0-674-01321-2 }}


[[Kategori:The Kinks| ]]
[[Kategori:Har spillet på Roskilde Festival|Kinks, The]]
[[Kategori:Rockgrupper fra Storbritannien]]

{{Link FA|en}}

[[bg:Кинкс]]
[[ca:The Kinks]]
[[cs:The Kinks]]
[[de:The Kinks]]
[[en:The Kinks]]
[[es:The Kinks]]
[[eu:The Kinks]]
[[fa:د کینکس]]
[[fi:The Kinks]]
[[fo:The Kinks]]
[[fr:The Kinks]]
[[fy:The Kinks]]
[[gl:The Kinks]]
[[he:הקינקס]]
[[hr:The Kinks]]
[[hu:The Kinks]]
[[is:The Kinks]]
[[it:The Kinks]]
[[ja:キンクス]]
[[lt:The Kinks]]
[[lv:The Kinks]]
[[ms:The Kinks]]
[[nah:The Kinks]]
[[nl:The Kinks]]
[[nn:The Kinks]]
[[no:The Kinks]]
[[pl:The Kinks]]
[[pt:The Kinks]]
[[ro:The Kinks]]
[[ru:The Kinks]]
[[sh:The Kinks]]
[[simple:The Kinks]]
[[sk:The Kinks]]
[[sv:The Kinks]]
[[th:เดอะ คิงค์ส]]
[[uk:The Kinks]]
[[vi:The Kinks]]
[[zh:奇想樂團]]