Difference between revisions 16949 and 20211 on dawikibooks

{{Skabelon:Advarsel|Tre eller færre brugere er i i tvivl om rigtigheden af modulets indhold. Den består muligvis af udokumenterede spekulationer, og bør ikke bruges til videre forskning uden bekræftigelse fra andre kilder. Hvis du finder nogle fejl er du velkommen til at rette dem.}}
{{slet}}
Denne artikkel forsøger at give en oversigt over alt hvad nogen mener at vide om Gorm den Gamle. For at danne grundlag for en kort artikkel i wikipedia. Dels for at undgå at de omdiskuteret punkter  optræder som fakata på wikipedia.
 {{wikipedia|Gorm den Gamle}}

==Adam af Bremen==
===I,52===
''Han [Sigerich] havde ikke regeret længe, før kong '''Svein'''s søn, '''Hardegon''', som kom fra Nordmannernes land, frarøvede ham tronen.''

Teksten rummer problermene: Svein og Hardegon
====I,52 Svein====
Hvem er denne Svend? Og er navnet rigtigt? Jeg er ikke sikker på svaret.
====I,52 Hardegon====
Nordmannernes land er det Norge eller Nordmanndiet? 

'''Hardegon''' er en fejl, men hvad er da den rigtige tekst?

=====Løsning: Hardeknud=====
Er en simpel løsning, men hvorfor lave en skrive fejl i dette navn når det er stavet rigtigt nok på næste side.

=====Løsning: Jarlen Gorm=====
Jarl staves med stumt H på latin. Men ordet er ikke almindelig i sin latiniserede form, og kan derfor være svær at læse og skrive af.  

=====Løsning: Guthtorm/Gottorm=====
Guthtorm og varianter af dette navn er den angelsaiske stavemåde af det danske Gorm. Gottorm er den norske form.  
====I,55 Hardecnudth Vurm====

Vurm menes af de fleste at være det samme navn som Gorm.
Men hvem er Hardecnudth?

1. Den simpleste løsning er at Gorm havde tre eller flere navne. Hardecnudth = Gorm.

2. Der kan være faldet et ord ud. At ordet filius ('søn') er faldet ud. Så Hardecnudth er far til Gorm.

3. Der kan være faldet flere ord ud. og tekststedet kan restitueres  således: Hos danerne var  på den tid Hardeknud død og Vurm herskede (''Apud Danos eo tempore Hardechuth <discesserat et> Vurm regnavit''). Hvilket vil sige at Gorm bare er en efterfølger af Hardechuth.


----
-----


'''Gorm den Gamle''' er den første danske konge i den traditionelle[[kongerække]].

Han var far til [[Harald Blåtand]]. (kilde DR nr. 42).

I følge de Islandske slægt lister så skal hans far havde været [[Knud 1. Hardeknud|Hardeknud]], på grundlag af GH I,55.

===Adam af Bremen GH I,52===
Med Adam af Bremens oplysning i GH I,52 som udgangspunkt har man gættet på, at Hardeknud kom til Danmark omkring [[917]] og stødte den unge kong [[Sigtryg]] fra magten. Hertil er at bemærke, at GH I,52 ikke nævner Hardeknud, men derimod [[Hardegon]]. Det kan umuligt være en tilfældig afskriverfejl, for navnet går igen i samtlige redaktioner af GH, modsat Hardecnudth i GH I,55, der kun kendes fra A-redaktionen. Intetsteds findes så meget som blot antydningen af, at den grumme viking, eller hvad han nu var, Hardecnudth eller Hardegon påførte Gnupa og måske Silfraskalli krig, som det berettes om Gorm i Óláfs Saga Tryggvasonar en Mesta kap. 63. Og den hedenske kong Sigtryg, der forsøgte at kidnappe den snigmyrdede normannerhertug Vilhelms søn Rikard, kendes, når man ser bort fra Richer, som er en sekundær kilde, kun fra en annal af Flodoard af Reims fra året 943. Hvad Sigtryg har fordrevet tiden med fra 917 til 943, er der næppe nogen, der kan give en fornuftig forklaring på.
:Svar: Der er ingen grundlag i GH I,52 til at fast slå noget årstal 

Konstruktionen er blevet forkert, fordi selve udgangspunktet er forkert. Man bør i stedet gå ud fra korveymunken Widuchind, som er en god samtidig kilde. Han beretter, at Heinrich Vogler, der ifølge en annal fra Korvey besejrede danskerne i 934, overvandt kong Chnuba (WRSG I, 40). Krigen var lige så kortvarig, som Heinrichs sejr var fuldstændig. Få år efter var fungerende kristne kirker i Jylland. Et autentisk brev fra konciliet juni 948 i Ingelheim har som underskrivere de danske biskopper Liopdago af Ribe, Oredi af Slesvig samt Reginbrando Arhuswensis ecclesiae episcopo (DD I,1 nr. 319). Selvom biskopperne skulle have været [[suffragan]]er, så var deres kirker i funktion, og den sidste, der snarest lå i Nordjylland, var helt nybygget.
:Hvorfor vendtede man til 948 med at udnævne biskopper? 

Heinrich sikrede sejren ved at indsætte en markgreve (marchio) i Slesvig (GH I,57),
:Hvad hed markgreven? Er denne ikke opdigtet siden at hans navn ikke nævnes.

og ærkebiskop Unni af Bremen rejste som Ansgar mod nord og prædikede for Gorm og kongens søn Harald (GH I, 59), inden han drog til Birka, hvor han døde 936. Det var Harald, der tillod officiel dyrkelse af kristus og blev indsat som de kristnes beskytter (GH I, 59). Det ville nok ikke have hjulpet de kristne danskere særlig meget, hvis ikke han havde været en militær leder, der i givet fald kunne gribe ind og lade sine krigsfolk beskytte de kristne og straffe deres modstandere. Snarere end Unni var det Heinrich Vogler, som Unni var helt afhængig af, der udpegede Harald som de kristnes beskytter. Det var ham, som blev markgreve, og han har givetvis været en af Heinrichs egne vasaller - og valget var ganske intelligent. Harald, kaldet Klakharald var nemlig både Gorms svigerfar og - kong Gnupas søn!
:Nu mangler du nogen kildehenvisninger!

Hvad er nu det? Siger Saxo ikke udtrykkelig i GD IX-xi-2 , at Gorm ægtede “Anglorum regis Hedelradi filiam Thiram”? Både ja og nej! Navneformen Hedelradi stammer fra den såkaldte editio princeps, Christiern Pedersens udgave af Saxo fra 1514, medens den tilsvarende navneform i Compendium Saxonis, der går tilbage til Saxos kladde, er Hathelradi (CS IX, 12). I den karolingske minuskelskrift, som anvendtes helt frem til senmiddelalderen, er t og c praktisk taget uskelnelige, og e forveksles ofte med a. Indsættes dette i Hathelradi kommer man frem til alternativet Ilachalradi, der, som man let ser, er en forvanskning af Clacharaldi. Saxos kilde har utvivlsomt nævnt Anglernes konge Clacharald. Angel betyder dog ikke England, men en del af Sønderjylland! Også Sven Aggesen kender Clacharald, men lader Gorm være hans søn (SA kap. IV). Til gengæld ved han så ikke, hvem Gorms kone, som han kalder Tyræ, var datter af.
:Det er rimeligt at Hedelradi er en fejl for Hathelradi, men Adelrad er da et almindeligt angelsakisk konge navn. Og familie forholdene passer ikke.  

Klakharald, der utvivlsomt betyder præste-Harald, var en af Gnupas ældre sønner, der tidligt synes at være gået i Heinrich Voglers tjeneste. Kongeliste VII siger, at Ennægnup (= Gnupa) efterfulgtes af sin søn Harald, og grev Hagraldus spillede en vigtig rolle i slaget ved Soissons 15. juni 923 (Richer I, 45). Det kunne, men behøver ikke være i den forbindelse, at han har truffet Gorms far, Hardeknud. Da Sigtryg var omkommet 943 under forsøget på at gribe ind i Normandiet, satte Hagroldus Nordmannus (= Haigrold = Klakharald) sig i bevægelse og landede 945 ved Sabina Corbonis, hvor floden Dive munder ud. Formålet var at hjælpe den myrdede hertugs søn Rikard, som var hans slægtning (Dudo IV, 84). Han slog sig ned i Bayeux (Flodoard sub anno 945) og lokkede den franske konge Louis IV d’Outremer i baghold. (Dudo IV, 86). Sigtrygs og Klakharalds aktioner har åbenbart haft samme formål. Efter snigmordet på Vilhelm ville de sikre sønnen, som snarest gennem moderen Sprota var deres slægtning, selvom Flodoard under 943 nævner, at hertug Vilhelm havde fået sin søn med en “concubina Britanna”. <!-- Selve navnet  Sprota lyder skandinavisk. Sproti betyder på oldnordisk en lille kæp eller stok og et sprota-barn er et barn, som man tugter med kæp eller ris (OO s. 533). Så mon ikke Sprota var søster til Sigtryg og Harald? Nu var der også nordiske folk i Britanna, så mon ikke hun kom der fra. -->


Hvordan kommer [[Hardegon]] så ind i billedet?

For at forstå det bliver det nødvendigt at gå noget ind på selve tilblivelsen af GH. Adam kom til ærkesædet i 1066, efter at ærkebispop Adalbert af Bremen i januar var blevet tvunget bort som den kejserlige regerings leder og hans kirke frataget alle sine len af den saksiske hertug og de andre storvasaller. I denne situation havde ærkebispen desperat behov for at genoplive sit venskab med kong Svend, der trods alt var en af Nordeuropas mægtigste fyrster. Det kunne han opnå, hvis det var muligt at påvise, at Svend som nærmeste efterkommer af den Harald, der 826 havde fået en del af Frisland i forlening, havde retskrav på dette og andre len jvf. GH I, 15: “Disse Omraader gør Danerne endnu Krav paa som deres lovlige Ret”. Derfor udspurgtes kong Svend i 1067 eller 1068 af en delegation fra Bremen om sine forfædre (GH I,48). At undersøgelsen fik et gunstigt udfald, fremgår med al tydelighed af Brunos oplysninger om mødet 1071 mellem kejser Henrik IV og Svend Estridsen i Lüneburgs forstad Bardowik:

”Senere sendte Henrik Sendebud over Havet til Danekongen og indbød ham til et Møde i Bardowik, hvorhen han selv begav sig med faa Ledsagere. ... Dèr kom Danekongen ham i Møde, og han afholdt med hin en hemmelig Underhandling, som ingen overværede med Undtagelse af Biskop Adalbert og een af Kongens (formentlig Svens) Raader.  Underhandlingen selv forblev dog ikke længe hemmelig; thi da den, der alene sammen med Bispen havde været til Stede, ikke kunde hindre den dèr fattede Plan, gjorde han alt muligt, for at den ikke skulde forblive skjult for Sachsens Fyrster, som den angik.  Thi Danekongen svor Kong Henrik, at han vilde yde ham Hjælp imod alle hans Fjender, og navnlig imod Sachserne, med alle Kræfter til Vands og til Lands.  Og Kong Henrik lovede hin, at han vilde overdrage ham alle de Egne, der grænsede op til hans Rige.” (Bruno: De bello saxonico)

Der er ikke tale om, at kejseren skulle afgive sin suverænitet over de pågældende områder, men at kong Svend som efterkommer af områdernes tidligere lensmænd skulle indtræde i deres rettigheder som den, der i kraft af afstamning og personlighed havde en bedre ret end fx den saksiske hertug.
  
Man kan roligt gå ud fra, at kong Svend i en så vigtig og følsom sag må have forberedt sig grundigt og nøje overvejet hvert ord. Han var varsom med at forarge de gejstlige ved fx ligeud  at fastslå, at Olaph havde været en liderlig buk, der levede sammen med adskillige kvinder ligesom ham selv. I stedet for sagde han meget diplomatisk, at Olaph havde mange sønner (GH I, 48).
:Adam kendte navnene på to sønner og gætter han at Olav havde flere end de to.  

Svend benyttede sig af et slags manuskript eller talepapir, hvilket magister Adam lidt spydigt og meget tvetydigt kommer ind på (GH II,43). Dette manuskript omtalte Erik blodøkse under navnet Hiring (GH II, 25), hvilket ville være uforklarligt, hvis man ikke med sikkerhed vidste, at Hiring og (H)Erik staves fuldkommen ens, når man blot anvender de på kong Svends tid gængse yngre runer. Det samme gælder ord som dræng og trik, kunungR og kunukR (DR s. Vf). Hardegon er opstået af det med runer skrevne navn Hardecon, hvis sidste stavelse er en forvansket engelsk/fransk form af det skandinaviske navn Knutr (NH s. 99 med note 3 og s. 265ff.) Den samme Knutr træffes hos præsten Lambert af Ardres, der i sin krønike fra ca. 1200 fortæller om den danske konges broder Cuntus, der skal have optrådt i Flandern omkring 928. Det kan man dog komme meget nærmere ved hjælp af annalerne fra klosteret St. Vaast ved Seine. Disse beretter, at en normannerhøvding ved navn Hundeus i 896 ankom til Seinen med 5 store vikingeskibe kaldet barker (AV sub anno 896). Knutr betyder knude, men kan på oldnordisk også hedde Hnutr (OO s.299), og navnet Hundeus er en tillempet form af Hnutr ligesom Cuntus af Knutr. Hundeus sluttede sig til Charles III og blev året efter døbt i denne konges nærvær i klostret Duninium (AV sub anno 897), som må formodes at have ligget, hvor byen Dunkerque fandtes få århundreder senere. At der virkelig er tale om kong Gorms far, fremgår af to forhold: 

1) Den oldengelske krønike beretter om den danske vikingehær i 896: “After this, in the summer of this year, the force split up, one part in East Anglia, one part in Northumbria; and those who were without property got themselves ships and went south over the sea to the Seine.”(ASC 896 s.107)

Det var den traditionelle udvej for danske konger, der skulle skaffe en søn eller broder af vejen. De gav dem nogle krigsskibe, som blev bemandet med unge eventyrere. Derefter blev de sendt afsted på vikingetogt og måtte klare sig selv! 

Beretningen genkendes fra Rydårbogen, hvor den er omlokaliseret fra Frankrig (Gallia) til Semigalia og andre egne på Østersøens sydkyst, og hvor lederen er den ellers ukendte Lothænæknu<t> (AR kap. 84). Lothænæknu<t> skal være Lota Cnut (Kongeliste III) eller lodtrækningsknud, fordi mandskabet blev udvalgt blandt de fattigste og trællene ved lodtrækning.

Samme beretning findes hos Saxo, der henfører den til Harald blåtands søn Haquinus, der på samme måde skal have koloniseret Sembernes land, som netop er Semgallen eller Semigalia (GD X-v). Haquinus eller Ha(rde)con er åbenbart et andet navn for Lota Cnut.

2) Den yngre biskop Odinkar blev, fordi han tilhørte kongeslægten, sendt til England af Knud den Store for at blive uddannet i videnskaberne (GH Schol. 25). Han var søn af Toke, jarlen af Winland, som altså ligeledes må have tilhørt kongeslægten i modsætning til den ældre Odinkar, der blot var af fornem herkomst, og som den yngre Odinkar var nevø af. Den yngres mor var åbenbart den ældres søster. En 1/3 af Winland var den yngre Odinkars fædrendearv, oplyser magister Adam (GH Schol. 92).

Hvor lå så dette Winland?

Historikere fra mange tidsaldre har gættet på Vendsyssel eller ud fra GH II, 27 på byen Julin eller Jumne, som af både magister Adam, Sven Aggesen, Saxo og Snorre Sturlason udpeges som det sagnagtige Jomsborg, hvor Jomsvikingerne holdt til. På dette sted er der trods ihærdige arkæologiske undersøgelser ikke fundet blot det ringeste spor af nogen bemærkelsesværdig vikingeborg svarende til fx de danske ringborge. Kun den tåbelige Ralph Niger fra ca. 1200 påstår, at Harald Blåtand ikke flygtede til Slauia, men "in Flandriam", hovedsagelig fordi Ralph, som det påstås, har forvekslet det korrekte s i slauiam med det fejlagtige f i flandriam. Bogstaverne f og s ligner hinanden meget i karolingsk minuskelskrift.

Eller også har hele banden af middelalderhistorikere fra Adam af Bremen til vor egen tid taget fejl! Ralph Nigers kilde kan med stor sikkerhed siges at have gengivet indholdet af Svend Estridsens talepapir. Kongerækken er nemlig magister Adams, og det oplyses at Gorm kaldet Urm er søn af Herdegon, hvilket magister Adam ikke ved noget om. Herdegon må nedstamme litterært fra talepapirets Hardegon. Når magister Adam udtrykkelig siger, at Odinkar tilhørte kongeslægten, så kunne hans far jarl Tokes gods i Winland være en del af Gorms families len i Flandern! Lambert af Ardres nævnte i sin krønike, at grev Sifred af Guînes kaldtes dachus eller den danske. Kunne Winland være Guînes? Flandern er fuld af ringborge. Guînes er en af dem, og byens og egnens flamske navn er WIJNEN!!

Her ligger Winland! Når Toke jarls eneste søn arvede 1/3 af det, så må grunden være, at Gorm havde tre sønner, der delte arven lige: Knud Dana-ast, Harald blåtand og sidst, men ikke mindst jarl Toke Gormsen, som ifølge Hällestadstenen ikke flygtede ved Upsala (DR nr. 295). Denne mageløse tapperhed kostede ham sikkert livet i ret ung alder. Harald søgte til dette tilflugtssted, som Sven Aggesen kalder Hynnisburg, da han havde tabt kampen mod Svend Tveskæg. Der døde han (SA kap. VIII, hvor man dog bør se bort fra Gertz’s ubeføjede rettelse af Hynnisburgh til Hyumsburgh i manuskriptet X ). Man forstår dermed også, hvorledes den danske vikingeflåde, der omkring år 1000 havde travlt med at opkræve danegæld i England, sammen med to allierede høvdinger overhovedet kunne overkomme at overfalde Olaf Tryggvason, der var på vej til og fra Jomsborg. Olafs forbindelse med Harald blåtands borg fremkom ved hans ægteskab med den hovmodige Thore (GH II, 36), der iflg. Saxo og norrøne kilder var Harald blåtands datter. Selve søslaget henlægger magister Adam til Sjællands østkyst (GH II, 40), men Sjælland må her være forvekslet med den flanderske provins af næsten samme navn ved Scheldes munding.

Den Harald, der blev begravet i en kirke, der var viet til den hellige trefoldighed (GH II, 28), var næppe Harald blåtand, men snarere morfaderen Klakharald, der kan antages at have ladet kirken bygge jvf. CR kap. IV, hvor Frothi nævnes som den, der har ladet kirken opføre – dog, som det fremgår af brevet fra 948, ikke i Roskilde. Navnet Frothi er en misforståelse af en angelsaksisk gejstligs kongeliste, idet tilnavnet Froda på oldengelsk betyder: gamle. At Klakharald kaldes for Harald Froda svarer helt til, at Knud den Store, der døde i ung alder, kaldes Canutus Senex (Kongeliste III). Når magister Adam og kongeliste IV opgiver Harald blåtands regeringstid til 50 år (GH II, 28), så skyldes det, at morfaderen Klakharalds regeringstid fra ca. 935 er medregnet heri, fordi også Harald Blåtand kaldtes Klakharald (CR kap. IV). At Klakharald var begravet i trefoldighedskirken forklarer måske, hvorfor Svend tveskæg efter sin død blev sejlet over til Danmark og begravet der, men hvor er gravene? Klakharald Frodas trefoldighedskirke kaldes Arhuswensis ecclesia. Det må nødvendigvis være jyllands hovedstad Århus. I Nordjylland ligger byen Års og Arsog herred, der synes at have navn efter Arh, der kan være et gammelt navn for Halkjær bredning. Denne har udløb til Limfjorden gennem et sund, hvor der ligger en by (Orgesia? i dag Sebbersund) med rester af en lille trækirke fra tidlig Middelalder. Nogle få er begravet inde i kirken, men uden for denne findes en flot stengrav, hvori en lille, men utvivlsomt meget fornem mand er begravet. Det kunne være en kongegrav.     

Gorm blev formentlig konge over de hedenske danskere kort efter Sigtrygs død i 943, og man kan gætte på, at det er ham, der på Asfrids runesten over sønnen præsenterer sig som runerister, da Sigtryg var hans svigerfars broder. Skønt både Gorm og hans kone utvivlsomt var kristne, fik han som den sidste konge over danske hedninger en fornem hedensk begravelse i Jelling. 

Fire år senere begik kong Sigferth selvmord (ASC 962). Han er formentlig identisk med den grev Sifred dachus af Guînes, som ifølge LA tog livet af sig selv ved den tid, og man kan gætte på, at han er søn af den Suein, der er nævnt i GH I, 52. Selvom magister Adam skriver Hardegon, filius Suein og måske opfatter Suein som faderen og Hardegon som sønnen, så har hans hjemmelsmand kong Svend formentlig villet sige, at Suein var sønnen og Hardegon faderen. De af Gertz udgivne kongelister nr. III og V nævner nwmlig, at kongen Suen Longfot var søn af Lota Cnut, og det er nok den samme som magister Adams Suein.

Imidlertid var det snarest Suen Longfot, der som lensmand i Guînes må have hørt til Louis IV d'Outremers krigsfolk i 943, der var med til at dræbe hedningen Sigtryg i Rouen (Flodoard 943). Det vender op og ned på den hidtidige fortolkning af  GH I, 52:

”Cumque parvo tempore regnavit in Dania”… Da han (nemlig Sigtryg) havde regeret i Danmark i kort tid – det er helt problemløst.
…”eum (Hardegon, filius Suein), veniens a Nortmannia” Vi venter lidt med Hardegon og Suein og oversætter: ham( nemlig Sigtryg), kommende fra Normandiet,…
Det står der, men da Sigtryg netop blev dræbt, da han kom til Normandiet, skulle der have stået: “eum veniens ad Nortmanniam”. Kong Svend talte latin som en dansker, der ikke er vant til at bøje stednavne i akkusativ og ablativ, og Adam bemærkede derfor ikke, at kongen sagde ad Nortmannia og ikke a Nortmannia.  
…“privavit regno”. Svend Hardeknudsen berøvede kongemagten. Hardegon filius Suein svarer til den skandinaviske form for navngivning med personens fornavn og faderens fornavn efterfulgt af –sen. I sammenhæng fremkommer følgende oversættelse:

“Da Sigtryg efter at have regeret i kort tid kom til Normandiet, tog Svend Hardeknudssen kongemagten fra ham.”

For at undgå at vække unødig forargelse undgik Svend at sige, at hans navnebroder slog kong Sigtryg ihjel. Det var galt nok, at hans anden navnebroder havde slået en konge ihjel og derved endda begået fadermord.
 
Med Sigferths død gik Hynnisburg eller Guînes for en tid over til Harald blåtand, Toke og efterkommerne af Knud Dana-asts søn Guldharald eller Strut-Harald. Guînes skulle Harald Blåtand forlenes med af den kristne franske konge, og det forudsatte, at Harald var kristen og ikke hedning endsige hedensk konge over et hedensk folk. Antagelig derfor sørgede Harald, der 958 var blevet konge over også den hedenske befolkningsdel og dermed over “al Danmark”, omkring 962 for at gøre Danmark kristent og få sønnen døbt – endda med kejserens navn Otto. Den nye skandinaviske besætning i Guînes greb formentlig allerede 962 ind til fordel for den unge hertug Richard jvf. herom Dudo (III, 114), og de danske ringborge er utvivlsomt bygget af folk fra Flandern, der kendte til de strengt geometriske ringborge dér. Herom mere i Olaf Olsen og Holger Schmidt: FYRKAT I København 1977 s. 92ff

Gorm fortjener ikke tilnavnet "den Gamle". Han var højst 50 år gammel, da han døde, hvis det da er hans [[knogle]]r som for relativt få år siden blev fundet under gulvet i Harald Blåtands [[Kirke (bygning)|kirke]] i [[Jelling]].

Det udelukker ikke, at Hardeknud kan have haft en broder, der hed Gorm. Roskildekrøniken nævner Hardeknud og Gorm som brødre (CR kap. IV) og ifølge Historia Norwegiæ var Erik blodøkses dronning Gunhild datter af den meget tåbelige danske konge Gorm og hans meget forstandige hustru Thyri (HNW s.105). Gorms ringe forstand er afledt af tilnavnet “hinn heimski”, som optræder i norrøn litteratur, men formentlig blot er en misforståelse af Ensci, som optræder i kongeliste III og betyder engelske. Som tidligere nævnt blev Erik blodøkse forjaget 954 og døde kort efter, men med Gunhild havde han flere voksne børn, hvilket udelukker, at deres mor kan have været datter af Gorm og hans kone. Harald Blåtand, der fik fodfæste i Norge, skal have støtte Gunhilds søn Harald Gråfeld mod farbroderen Hakon Adelstensfostre, hvilket kunne tyde på slægtsskab med ham gennem moderen Gunhild. Man kunne derfor tænke sig, at Gunhild var datter af Hardeknuds broder, og at denne var Gorm Ensci.     

Gorm fortjener næppe heller det ry som grusom kristenforfølger, som navnlig Roskildekrønikens forfatter og på basis af ham Saxo hæfter på ham. 

I øvrigt ved vi meget lidt om kong Gorm. Han rejste en [[runesten]] til minde om sin kone Þurui, Harald Blåtands mor, som en sen eftertid har kaldt [[Thyra Dannebod|"Tyre" og "Thyra" med tilnavnet "Danebod"]] og som bl.a. Saxo aldeles uhistorisk vil vide stod bag opførelsen af [[dannevirke]].

Teksten på [[Den lille Jellingsten|Gorms Jellingsten]] lyder:
[[image:Runenstein_Gorm_1.jpg|thumb|left|Gorms Jellingsten, forside]]
[[image:Runenstein_Gorm_2.jpg|thumb|Gorms Jellingsten, bagside]]

*"Gorm, konge, gjorde disse kumbler efter Thorvi, sin hustru, Danmarks bod".

"Bod" oversættes ofte ved "pryd", men det kan ligeså vel betyde "den som bøder", og mon ikke det har begge betydninger? Danmark omfattede omkring år 900, som Ottars og Wulfstans rejseberetninger viser, foruden området omkring Hedeby/Slesvig kun landskaberne øst for Skagerak, Kattegat og Øresund samt øerne Falster, Lolland  og Langeland. Som danmarkisk prinsesse, eller hvad man skal kalde det, blev hun utvivlsomt opfattet som Danmarks pryd, og da hun i hvert fald fødte to tronarvinger til Danmark, hvor kongeslægten var nær på at dø ud, var hun unægtelig også Danmarks bod. Man kan gætte på, at Gorm også er den runerister, der nævnes på den ene af stenene over Sigtryg.

De fantasifulde teorier om "omramning" gør man klogt i at se bort fra, da eftertiden entydigt har knyttet tilnavnet Danmarks bod til Gorms kone, som i modsætning til Gorm tilhørte Danmarks kongeslægt. 

Vi ved meget lidt om personen Gorm, hvis eftermæle efter al sandsynlighed ikke har ret meget med den virkelige Gorm Hardeknudssøn at gøre. [[Dendrokronologi]]ske undersøgelser af træværket i det gravkammer, hvor han oprindelig blev stedt til hvile viser, at træet formentlig blev fældet sidst på året [[958]], hvilket giver Gorm en regeringstid på 10-12 år, hvis hans far som formodet døde omkring [[947]]-[[948]]. Men han bliver smukt mindet af sin søn Harald på den store Jellingsten, som Harald rejste "efter Gorm, fader sin, og efter Þąurui, moder sin".


Kilder:

DD I,1: Diplomararium Danicum 1. række bd. 1, C.A. Reitzels Boghandel 1975 
DR: Danmarks Runeindskrifter ved Lis Jacobsen og Erik Moltke, Lommeudgave, Kbh. 1942
Dudo: Dudonis Sancti Quintini De moribus et actis primorum Normanniæ Ducum ed. Lair Paris 1865. Oversættelse:
·	Erling Albrectsen: Dudo. Odense Universitetsforlag 1979  
GH : Magistri Adam Bremensis Gesta Hammaburgensis Ecclesiae Pontificum udg. af Bernh. Schmeidler, Hannoverae et Lipsiae 1917. Oversættelser: 
·	C. L. Henrichsen; ADAM AF BREMEN, De hamburgske Ærkebispers Historie Kbh. 1930
·	Allan A. Lund: Adam af Bremens Krønike, Wormianum 2000
M.Cl.Gertz: Scriptores Minores Historiae Danicae Vol. I  Heri:
·	CR: Chronicon Roskildense s. 1ff
·	SA: Svenonis Aggonis Filii Brevis Historia Regum Dacie s. 94ff.
·	Kongeliste III s. 161ff.
·	Kongeliste IV s. 167ff.
·	Kongeliste VII s. 186ff.
·	CS: Compendium Saxonis s. 197ff.

WRGS : Widuchindi Res Gestae Saxonicae udg. G. Waitz i Monumanta Germaniae Historica  Scriptores III 

GD: Saxonis Gesta Danorum primum a C. Knabe & P. Hermann recensita recognoverunt et ediderunt J. Olrik & H. Ræder Tomus I textum continens. Hauniæ MCMXXXI. Oversættelse:
·	Saxos Danmarkshistorie 1-2 oversat af Peter Zeeberg. DSL & Gads forlag 2000
·	Ældre oversættelser af Vedel, Schousbølle, Grundtvig, Winkel Horn, J.Olrik – talløse udgaver.

AR: Annales Ryenses udg. Kroman i: Danmarks Middelalderlige Annaler Kbh.1980 nr. 14 Oversættelse: 
·	Rikke Agnete Olsen: Ryd Klosters Årbog, Wormianum 1989 

ASC: The Anglo-Saxon Chronicles translated and collated by Anne Savage London 1995

AV: Annales Vedastini udg. B de Simpson Hannoverae et Lipsiae 1909
·	Tysk oversættelse m/ latinsk tekst: R. Rau: Quellen zur karolingischen Reichgeschichte 2. Teil 
·	Dansk oversættelse: Erling Albrechtsen: Vikingerne i Franken, Odense Universitetsforlag 1976 s. 62ff
Korveyannalerne findes som Annales Corbeienses i  MGH Scriptores III s. 1ff 
Óláfs saga Tryggvasonar en Mesta I-III udg. Ólafur Halldórsson, Kbh. 1958, 1961, 2000
Oversættelse:
·	Dr.Phil. C.C. Rafn: Kong Olaf Tryggvesøns Saga I-II Kjøbenhavn 1826

HNW: Historia Norwegiæ udg. af Gustav Storm i Monumenta Historica Norvegiæ, Kristiania 1880 s. 69ff. 

De relevante annaler af Flodoard af Reims findes citeret i 
·	Richer von Saint-Remi HISTORIAE udg. Hoffmann Hannover 2000
·	Erling Albrectsen: Flodoards annaler Odense Universitetsforlag 1987 (Dansk oversættelse)

Ralph Niger udg. Robert Anstruther 1851. Forkortet udgave i MGH Scriptores XXVII s. 327ff

Bruno: de bello Saxonico er citeret efter Vilh. La Cours oversættelse i hans artikel: Adam af Bremens meddelelser om Sven Estridsson DHT 10. række II (1932-1934) s. 484ff

LA: Lamberti Ardensis Historia comitum Ghisnensium udg. Pertz, MGH Scriptores XXIV s. 550ff. En god gennemgang findes i
·	NH: J. Steenstrup: Normandiets Historie (1925) s. 98ff.
Ottars og Wulfstans rejseberetninger findes fx i: 
·	Danmarks Riges Historie 1. Bind  II-ii-5 s. 279ff. Kbh. 1901
OO: Erik Jónsson: Oldnordisk Ordbog, Kjöbenhavn 1863.

[[Kategori:Bogstubbe]]
[[Kategori:Bøger]]⏎
⏎
{{slet}}