Revision 27565 of "Anno 2065" on dawikisource

{{slet|se [[Wikisource:Sletningsforslag#Skabningens Mangfoldighed]]}}
Forfatter: [[Forfatter:Rudyard Kipling|Rudyard Kipling]] (1865-1936), Udgivet: 1917

Fra samlingen [[Skabningens Mangfoldighed]] (1917)


_Kontrolkomiteen for Luftsejlads, den halvt valgte, halvt udnævnte Forsamling af et Par Snese Personer af begge Køn behersker vor Planet. "Transport er Civilisation", lyder vort Motto. Teoretisk set gør vi, hvad vi finder for godt, saa længe, vi ikke forhindrer Trafikken og alt hvad dertil hører. Praktisk set bekræfter eller annullerer Kontrolkomiteen for Luftsejlads alle internationale Arrangementer, og at dømme efter den sidste Rapport er vor taalmodige, grinagtige, dovne lille Planet kun altfor villig til at lægge hele Byrden af sin offentlige Administration over paa dens Skuldre._

"Med Nat-Expressen". ["Med Nat-Expressen Aar 2000, og andre Fortællinger". (Pio, Kbhvn. 1914).]

Er det ikke ved at være paa Tide, at vor Planet begynder at Interessere sig for Kontrolkomiteens Virksomhed? Det er almindelig bekendt, at de lette Samfærdselsmidler nutildags og Savnet af Privatliv i Fortiden har dræbt al Nysgerrighed blandt Menneskeslægten, men som Kontrolkomiteens officielle Protokolfører er jeg nødt til at fortælle min Historie.

Kl. 9,30 Morgen den 26de August i det Herrens Aar 2065 modtog Komiteen, som har sit Sæde i London, gennem De Forest Meddelelse om, at Distriktet Nord-Illinois havde gjort Oprør og afbrudt Forbindelsen med alle Systemer, og at det vilde blive ved at være afskaaret, indtil Kontrolkomiteen overtog den direkte Administration.

Hver Luftfartstation, baade for Fragt- og Passagerfartøjer, berettede han, var sat ud af Funktion; alle Distriktets Hoved-, Lokal- og Landings fyr var slukkede; alle Meddelelsesapparater var stoppede, og al gennemgaaende Trafik blev ført udenom. Der var ikke givet nogen Grund, men Borgmesteren i Chicago havde ganske uofficielt ladet ham forstaa, at Distriktet beklagede sig over "Opløb og Krænkelse af Privatlivets Fred".

Rent praktisk set spiller det ingen Rolle, om Nord-Illinois har eller ikke har Forbindelse med den øvrige Del af Planeten, men det er nu engang vor Politik, at enhver Klage over Krænkelse af Privatlivets Fred øjeblikkelig skal undersøges, for at der ikke skal følge værre Ting efter.

Kl. 9,45 Morgen havde De Forest, Dragomiroff136(Rusland), Takahira (Japan) og Pirolo (Italien) faaet det Hverv overdraget at besøge Illinois og "foretage, hvad der kunde være fornødent for at genoptage Trafikken og alt hvad dertil hører". Kl. 10 Morgen var Salen tom, og de fire Medlemmer og jeg befandt os ombord paa det Luftskib, som Pirolo altid bliver ved at kalde "mit lille Gudbarn" - det vil sige, den nye Victor Pirolo. Vor Planet kender bedst Victor Pirolo som en stilfærdig, graahaaret Enthusiast, der tilbringer sin Tid i Nærheden af Foggia med at opfinde eller frembringe nye Arter af spanskitalienske Oliventræer, men rent bortset derfra er han Mester for mange ejendommelige Opfindelser, hvoraf _Victor Pirolo_ maaske ikke er den mindst forbløffende. I den og et Par Snese Søster-Fartøjer er alle hans nyeste Idéer nedlagt. Men bekvem er den ikke. Kontrolkomitéens Baade stiger ikke jævnt og roligt som en Passagerbaad, men farer op som en Raket, ligesom vore Forfædres "Aeroplaner", og naar straks med fuld Fart sin reglementerede Højde. Saadan gik det da ogsaa til, at jeg pludselig havnede paa Eustace Arnotts brede Skød - Arnott, som er Chef for Kontrolkomiteens Flaade. Man har en uklar Forestilling om, at der et Sted paa Planeten findes noget, der kan kaldes en Flaade, og at den rent teoretisk holdes i Beredskab til det, som i gamle Dage gik under Navn af Krig. Det var ikke mere end en Uge siden, at jeg, da jeg besøgte et Gletcher Sanatorium bag ved Gothaven, havde set et Par Eskadrer, der lavede falske Nordlys for de nordlige Egne, medens de holdt deres Manøvrer i Nærheden af Nordpolen; men det var selvfølgelig aldrig faldet mig ind, at de Tingester nogen Sinde kunde blive brugt for Alvor.

Saa sagde Arnott til De Forest, idet jeg vaklende kom til Sæde paa Sofaen i Bestiklukafet: "Vi er de Folk i Illinois grumme forbundne. Vi har endnu al drig haft Lejlighed til at prøve Flaaden paa én Gang. Jeg har indkaldt hele Styrken; jeg tænker, at vi i Aften vil have mindst to Hundrede Fartøjer til vor Raadighed oppe i Luften."

"Godt oppe i Luften?" spurgte De Forest.

"Selvfølgelig. Udenfor Synsvidde, indtil der er Brug for dem."

Arnott lo, som han sad magelig tilbagelænet ved det gennemsigtige Kortbord, hvor Kortet over det sommerblaa Atlanterhav flyttede sig Grad for Grad med en Fart, der nøjagtig svarede til vor egen Hastighed. Vor Fartmaaler viste allerede 320 Mil [Engelske Mil] pr. Time, og vi var to Tusind Fod over de øverste trafikerede Router.

"Jamen hør, hvor er forresten det Illinois, I taler om?" sagde Dragomiroff. "Man rejser saa meget, og man ser saa lidt. Aah, nu husker jeg det! Det er i Nord-Amerika."

De Forest, som har den Bestilling at kende alle de mindre befærdede Distrikter, fortalte os, at det laa ved den nederste Ende af Michigan-Søen, udenfor Lands Lov og Ret, at der var en halv Times Sejlads fra den ene Ende til den anden, og at det undtagen i det ene Hjørne var saa fladt som selve Havet. Som de fleste flade Lande nutildags var det skærmet mod Krænkelse af Privatlivets Fred ved Hjælp af kunstig opdrevne Skove - halvtreds Fod høje Fyrretræer og amerikanske Lærketræer, som var vokset op i Løbet af fem Aar. Der var en Befolkning paa henved to Millioner, som væsentlig førte en Nomadetilværelse mellem Florida og Californien, med en Rygrad af smaa Farme (i Illinois kalder de tusind Acres en Farm), hvis Ejere om Vinteren kommer ind til Chicago for at more sig og træffe andre Mennesker. De var, sagde han, sjældent venlige og stilfærdige Folk, men en lille Smule paastaae lige - som alle flade Lande maatte være: - i deres Opfattelse af Privatlivets Fred. Saaledes havde der i Illinois ingen trykte Nyhedsblade været i syvogtyve Aar. Chicago hævdede, at Maskiner til at trykke Nyheder paa før eller siden udviklede sig til Maskiner til at krænke Privatlivets Fred, hvad der saa igen kunde udsætte Planeten for Fortidens Rædsler - Opløb og Pengeafpresning. Følgelig eksisterede der ingen Nyhedsblade.

"Ja, det er altsaa Illinois!" sluttede De Forest. "Ser I, i gamle Dage gik det i Spidsen for alt, hvad man den Gang kaldte "Fremskridt", og Chicago -"

"Chicago?" sagde Takahira. "Det er den lille By, hvor de har Salati's Statue af Negeren i Flammer. Det er et smukt gammelt Kunstværk."

"Naar har De set det?" spurgte De Forest hurtigt. "De viser det kun frem en Gang om Aaret".

"Det ved jeg. Ved deres Taksigelsesfest. Det var den Gang," sagde Takahira og gyste. "Og de sang ogsaa Mac Donough's Sang."

De Forest fløjtede. "Det vidste jeg ikke. Jeg vilde ønske, De havde fortalt mig det noget før. Det er muligt, at Mac Donough's Sang har haft sin Mission den Gang den blev skrevet, men det var en ligefrem djævelsk Arv at efterlade sig."

"Det er Selvforsvar, kære Venner," sagde Pirolo og rullede sig en Cigaret. "Planeten har haft sin Dosis af Folkestyre. Den lider af nedarvet Agoraphobia. Den skal ikke - hm - have noget af Opløb."

Dragomiroff bøjede sig frem for at give ham lid. "Ja vist saa", sagde den hvidskæggede Russer, "Pianeten har i de sidste Hundrede Aar truffet alle Slags Forsigtighedsregler imod Opløb og den Slags Ting. Hvad beløber vort samlede Indbyggerantal sig til i Øjeblikket? Seks Hundrede Millioner haaber vi; fem Hundrede regner vi, og hvis det ved Folketællingen næste Aar beløber sig til mere end fire Hundrede og halvtres, saa vil jeg æde alle de overskydende smaa Børn. Vi har sat Fødselsprocenten ud af Spillet - helt ud af Spillet. Vi har i lange Tider sagt til den Almægtige Gud: Ellers mange Tak, vi er ikke saa begejstrede for det Spil, der hedder Livet, saa vi vil ikke spille."

"I hvert Fald," sagde Arnott udfordrende, "saa lever Menneskene nu gennemsnitlig hver et Aarhundrede."

"Ja, det er meget godt! Jeg er rig - I er rige - vi er allesammen rige og lykkelige, fordi vi er saa faa, og fordi vi lever saa længe. Men jeg tror nu, at Gud vil mindes, hvordan Planeten var i de Dage, da der var Opløb og Pest. Maaske sender han os Nerver - Hva' Pirolo?"

Italieneren saa' ud i det tomme Rum og blinkede. "Maaske," sagde han, "har han allerede sendt dem. I hvert Fald kan man ikke diskutere med Planeten. Den glemmer ikke saadan de gamle Dage. Og ja, - hvad skal man sige til det?"

"Det er vist nok, at vi ikke kan lave Verden om." De Forest saa' paa Kortet, som jævnt gled over Bordet fra Vest til Øst. "Vi skulde gerne være der i Aften ved ni-Tiden. Efter den Tid faar vi ikke megen Søvn."

Efter dette Vink gik vi hver til sit, og jeg sov til Middag, da Takahira vækkede mig. Vore Forfædre ansaa ni Timers Søvn for rigeligt til deres korte Tilværelse. Vi, som lever tredive Aar længere, synes, vi er bleven snydt for noget, hvis vi sover mindre end elleve Timer i Døgnet.

Ved ti-Tiden befandt vi os over Michigan-Søen. Vestkysten var mørk, bortset fra et mat Lys helt nede ved jorden over Chicago, og et eneste Fyr, som skulde lede Trafikken - dets Hovedstraale pegede mod Nord - i Waukegan paa vor Styrebordsbov. Ingen af Landsbyerne ved Søen gav mindste Livstegn fra sig, og inde i Landet mod Vest rugede, saa vidt vi kunde se, Mørket over hele den flade jord. Vi gik hastigt ned og strøg tæt hen over Mørket, medens vi signalerede til det ene Distrikt efter det andet. Nu og da saa' vi det svage Skær af et Lys i et eller andet Hus, eller vi hørte den skurrende, flængende Lyd af en elektrisk Plov, som blev kørt henover Marken, men ellers var Nord-Illinois i det store og hele en eneste blæksort, tilsyneladende ubeboet Ørken af høje, kunstig opdrevne Skove. Kun vort oplyste Kort med den lille Viser, som flyttede sig fra Distrikt til Distrikt, medens vi drejede og kredsede rundt, gav os en Forestilling om, hvor vi befandt os. Vore Signaler, indtrængende, bedende, lokkende eller bydende, udsendt ved Hjælp af Meddelelsesapparatet, blev ikke besvarede. Illinois holdt strengt paa sit eget Privatlivs Hellighed i de Skove, som det havde ladet vokse frem netop til det Brug.

"Jamen, det her er jo fuldkommen latterligt!" sagde de Forest. "Vi er som Ugler, der prøver at pløje en Hvedemark. Er det her Bureau Creek? Lad os gaa ned, Arnott, og se at faa fat i en eller anden."

Vi strøg lige hen over et Bælte af kunstig opdrevne Skove - femten Aar gamle Ahorntræer, der var tres Fod høje - gik ned paa en temmelig lille privat Eng, hvor vi fortøjede til vore egne Ankre, og skyndte os i den varme Aftenluft frem mod et Lys paa en Veranda. Da vi nærmede os Havelaagen, turde jeg have bandet paa, at vi pludselig var kommet ud i Kviksand, som naaede os til Knæene, for vi kunde næsten ikke arbejde os op imod de stikkende Strømme, der gjorde vor Gang saa besværlig. Efter at vi var gaaet fem Skridt, standsede vi og tørrede Panden, og vi stod ligesaa haabløst fast paa det tørre, glatte Grønsvær som en Flok Køer i en Mose.

"For Satan da ogsaa!" udbrød Pirolo vredt. "Vi er grundede. Og det endda med min egen Metode for Grunding. Jeg kender den Fornemmelse."

"God Aften!" lød en Pigestemme fra Verandaen. "Aa, De maa virkelig undskylde. Vi har lukket af. Vent et Øjeblik."

Vi hørte et lille Smæk af en elektrisk Kontakt og var nær faldet forover, idet Strømmen, der gik gennem vore Knæ, blev slaaet fra.

Pigebarnet lo og lagde sit Strikketøj fra sig. Der stod en gammeldags Igangsætter ved Siden af hende, som hun fra Tid til anden drejede frem og tilbage paa, og vi kunde høre den lydige Plovs Prusten og Klirren en halv Fjerdingvej længere borte bag de skærmende Skove.

"Værsaagod at komme indenfor og tage Plads," sagde hun. "Fa'r er taget til Chicago. - Aah! Det var altsaa Deres Signal, jeg hørte for et Øjeblik siden!"

Hun havde faaet Øje paa Arnott, som var iført Kontrolkomiteens Uniform, sprang hen til Kontakten og satte fuld Strøm paa.

Vi stod stille, stønnende og gispende, denne Gang lige til Bæltestedet i Strømmen, tre Meter fra Verandaen.

"Vi ønsker bare at vide, hvad der er i Vejen med Illinois," sagde De Forest fredsommeligt.

"Maa De saa ikke heller tage ind til Chicago og forhøre Dem?" svarede hun. "Her er der ikke noget i Stykker. Vi ejer os selv." -

"Hvordan kan vi tage noget Sted hen, naar De ikke vil slippe os løs?", vedblev De Forest, medens Arnott skulede. Flaadeadmiraler er stadig meget menneskelige, naar noget krænker deres Værdighed.

"Vent et Øjeblik - De aner ikke, hvor De ser grinagtige ud!" hun satte Hænderne i Siden og lo ubarmhjertigt.

"Det skal De ikke bryde Dem om!" sagde Arnott og fløjtede. En Stemme svarede fra vor _Victor Pirolo_ ude paa Engen.

"Det er bare en simpel Grunding," raabte Arnott. "Men gør det lidt varsomt!"

Vi hørte en klirrende Lyd af en Lampe, der gik i Stykker; en Smeltesikring brændte over et. Sted paa Taget af Verandaen og opskræmmede nogle Fugle i en Rede. Grundingen var afbrudt. Vi bøjede os ned og gned vore stikkende Ankler.

"Aah, hvor det er væmmeligt - hvor det er væmmeligt af Dem?" udbrød Pigebarnet.

"Ja, undskyld, men vi har nu ikke Tid til at se grinagtige ud," sagde Arnott. "Vi skal til Chicago, og hvis jeg var Dem, lille Frøken, saa vilde jeg gaa ned i Kælderen i de næste to Timer og tage Mo'r med mig."

Han spadserede væk, fulgt af os andre og blev ved at mumle vredt ved sig selv, indtil han pludselig blev slaaet af det komiske i Situationen og knækkede helt sammen af Latter ved Foden af Falderebstrappen.

"Man kan ikke sige, at Kontrolkomiteen har klaret sig videre stolt ved denne Lejlighed," sagde De Forest og tørrede sine Øjne. "Jeg haaber bare, at jeg ikke saa' saa fjollet ud, som De gjorde, Arnott! Halløj! Hvad i Himlens Navn er det? Er det Fa'r, der kommer hjem fra Chicago?"

Der lød en Raslen og en Bragen, idet en elektrisk Plov med fem jern, der svingede rundt i Luften ligesom Taginder, kom rullende henimod os langs Ud kanten af Skoven, udsendende en Regn af arrige Gnister.

"Spring!" sagde Arnott, idet vi skyndsomst tumlede ind gennem den temmelig smalle Dør. "I skal ikke bryde jer om at lukke den. Op!"

_Victor Pirolo_ steg op i Luften som en Sæbeboble, medens den ondsindede Maskine brasede videre under os og jog sine jern højt op i Luften, idet den passerede forbi.

"Sikken en arrig lille Satan!" sagde Arnott og børstede Støvet af sine Knæ. "Vi gør hende i al Høflighed et Spørgsmaal. Først grunder hun os, og saa sætter hun en elektrisk Plov paa os."

"Og saa flyver vi vores Vej," sagde Dragomiroff. "Hvis jeg var fyrretyve Aar yngre, saa vilde jeg gaa tilbage og kysse hende. Ho! Ho!"

"Jeg," sagde Pirolo, "vilde give hende nogle Smæk. Mit Yndlingsskib er blevet jaget af en beskidt Plov, et - hvad er det I kalder det - Agerbrugsredskab?"

"Aah, saadan er Illinois nu en Gang!" sagde De Forest. "De nøjes ikke med at snakke om Privatlivets Fred, De sørger for at overholde den. Og nu - hvor er den Flaade, De praler af, Arnott? Vi maa hævde vor Værdighed overfor det Pigebarn."

Arnott pegede op mod den mørke Himmel.

"Den ligger stadig deroppe og venter," sagde han. "Skal jeg sætte hele Apparatet i Gang?"

"Aah, det synes jeg nu alligevel ikke den unge Dame er værd," sagde De Forest. "Lad os komme hen over Chicago - saa kan vi maaske faa noget at se."

I Løbet af et Par Minutter laa vi to Tusind Fod over et aflangt, lysende Bygningskompleks midt i den lille By.

"Det ser ud som det gamle Raadhus. Ja, der staar Salati's Statue foran det," sagde Takahira. "Men hvad i Alverden er det, de laver med den Plads? Jeg troede, de brugte den til at holde Marked pas nutildags. Gaa lidt længere ned!"

Vi kunde høre Knitren og Sprutten af Vej-Planermaskiner - den billige vest-amerikanske Type, som smelter Sten og Grus til det lavaagtige, ribbede Glas, som de bruger til deres ujævne Veje rundt omkring pas Landet. Tre, fire Maskiner af den Type var i fuld Gang ved Siden af et ødelagt Torv. Hele denne Vragdynge af Sten og Grus styrtede sammen, kom ind under Maskinen og var i Løbet af ganske kort Tid tværet ud til store, hvidglødende Flager af klæbrige Slakker, der jævnedes med Tromler, indtil de afgav en mere eller mindre plan Overflade. En Tredjedel af det store Kompleks var allerede bleven underkastet den Behandling og afkøledes til en mat rød Masse for vore forbavsede Øjne.

"Det er den gamle Markedsplads," sagde De Forest. "Naaja, man kan selvfølgelig ikke forbyde Illinois at lave en Vej tværs over en Markedsplads. Det forstyrrer da ikke Trafikken, saavidt jeg kan se."

"Hys!" sagde Arnott og greb mig i Skulderen. "Hør, de synger! Hvorfor i Alverden synger de?"

Vi gik lidt længere ned, til vi kunde se den sorte Bræmme af Mennesker langs Kanten af det glødende Torv.

I Begyndelsen brølede de bare, som for at overdøve Larmen af Planermaskinerne og Tromlerne. Men saa lød Ordene ganske tydelig op til os - Ordene af den forbudte Sang, som alle Mennesker kendte og ingen vovede at synge - stakkels Pat Mac Donough's Sang, lavet i de Dage, da Folk plagedes af Opløb og Pest - og hvert eneste af de taabelige Ord var ladet, til de var lige ved at slaa Gnister, af Planetens nedarvede Minder om Rædsel, Frygt og Grusomhed. Og Chicago - det uskyldige, tilfredse lille Chicago - sang den højt til den djævelske Melodi, som for et Par Generationer siden havde haft Oprør, Pest og Vanvid i sit Følge omkring pas vor Planet!

Fordum fandtes Folket - Rædsel var dets Mor.

Fordum skabte Folket et Helved her paa jord.

(Saa Stampen og en Pause):

jorden har det knuset: Lytter, I som fly!

Fordum fandtes Folket - men det fødes ej paany.

Folkene med Tromlerne kørte rasende mod Ruinerne, medens Sangen atter og atter blev gentaget og overdøvede Braget af de omstyrtende Mure.

De Forest rynkede Panden.

"Det kan jeg ikke lide," sagde han. "De er vendt tilbage til de gamle Dage! Det ender bare med, at de slaar en eller anden ihjel. Jeg tror, vi hellere mas give dem noget andet at tænke pas, Arnott."

"Javel!" Arnott tog til Huen, og vi hørte, hvorledes der fra Victor Pirolo's Skrog blev ringet op til Kommandoen: "Lamper! Begge Vagter skal holde sig klar. Lamper! Lamper! Lamper!"

"Forhold Dem bare roligt!" hviskede Takahira til mig. "Kom med Blinkerne, Kvartermester!"

"Der er ikke noget at være bange for - ikke det mindste!" sagde Pirolo bagved mig, og til min Rædsel gav han mig en Slags Gummihjælm pas, der lukkedes med et lille Smæld. Jeg kunde føle at jeg havde svære Celloid-Plader for Øjnene, men jeg befandt mig i fuldkomment Mørke.

"For at skaane Øjnene," forklarede han og skubbede mig hen paa Sofaen i Bestiklukafet. "De vil straks forstaa hvorfor."

Medens han talte, saa' jeg en tynd Stribe af en næsten utaalelig Lysstyrke blive sendt ned fra Himlen, uhyre langt borte - et eneste lodret stivnet Lyn, saa fint som et Haar.

"Det er Skibene paa Flanken," sagde Arnott lige op ad mig. "Det ene er over Galena. Se mod Syd - det andet er over Keithburg. Vincennes ligger bag ved os, og der mod Nord har vi Winthrop Skov. Flaaden er parat til at begynde" - det sidste henvendt til De Forest - "saa snart De giver Signalet."

"Aah nej! Nej!" raabte Dragomiroff, som sad ved Siden af mig, og jeg kunde mærke, hvordan den gamle Mand rystede. "Jeg ved ikke alt, hvad De kan gøre, men vær lidt skaansom! Jeg beder Dem, vær lidt skaansom mod dem dernede! Det er forfærdeligt - forfærdeligt!"

Naar en Kvind en Kylling slagter,

Kvalme faar selv Kejsermagter.

citerede Takahira. "Nu er det for sent til at fare med Lempe."

"Saa tag dog min Hjælm af! Tag dog min Hjælm af!" skreg Dragomiroff hysterisk.

Pirolo maa have lagt Armen om hans Skulder. "Hys!" sagde han. "Jeg er hos dig, - der er ikke noget at være bange for, Ivan, gamle Ven!"

"Jeg vil bare give det lille Pigebarn dernede i Bureau County en Advarse!," sagde Arnott. "Hun fortjener det ikke, men vi vil give hende et Par Minutter til at fas Mo'r ned i Kælderen."

I den fuldkomne Stilhed, som fulgte paa den brummende Gnist, efter at Arnott havde sat sit Felt-Meddelelsesapparat i Forbindelse med den usyn lige Flaade, hørte vi, hvorledes Larmen af Mac Donough's Sang blev svagere under os, idet vi steg op og lagde os i Stilling. Saa holdt jeg Hænderne for Linserne i min Maske, for det var som om Himmelhvælvingen var bleven gennemhullet, og hele det ufattelige Flammehav af nyskabte Sole strømmede ud gennem Mandehullerne.

"De behøver ikke at tælle," sagde Arnott. Jeg havde ikke et Øjeblik tænkt paa at gøre det. "Der er to Hundrede og halvtres Fartøjer deroppe med fem Mil mellem hver. Fuld Kraft i de næste tolv Sekunder!"

Saa langt Øjet rakte, stod Firmamentet paa hvide Flammesøjler. En faldt pas det glødende Torv i Chicago, og det blev helt sort.

"Aah! Aah! Har Mennesker Lov til at gøre den Slags Ting?" raabte Dragomiroff og faldt tværs over vore Knæ.

"Et Glas Vand, om jeg maa bede!" sagde Takahira til en hjælmklædt Skikkelse, som sprang til. "Det er et lille Ildebefindende."

Lysene slukkedes, og Mørket virkede saa bedøvende som et Sneskred. Vi kunde høre Dragomiroff's Tænder klapre mod Kanten af Glasset.

Pirolo trøstede ham. "Der er. ikke noget at være bange for - ikke det mindste," gentog han. "Kom nedenunder og tag din Maske af. Jeg giver dig mit Ord paa, gamle Ven, at der ikke er noget at være bange for. Det er mine Belejringslys. Lille Victor Pirolos smaa Lys. Du kender mig. Jeg gør da ikke Folk Fortræd."

"Undskyld!" stønnede Dragomiroff. "Jeg har aldrig set Døden. Jeg har aldrig set Kontrolkomiteen tage Affære. Skal vi ned og brænde dem levende, eller er det allerede sket?"

"Hys! Hys!" sagde Pirolo, og jeg tror, at han vuggede ham i sine Arme.

"Skal vi gentage Manøvren?" spurgte Arnott De Forest.

"Giv dem et Minuts Ophold," svarede De Forest. "De kan vist trænge til det."

Vi ventede et Øjeblik, og saa lød Mac Donough's Sang, skælvende men udfordrende, op fra det ukuede Chicago.

"Det lader til, at de holder meget af den Melodi," sagde De Forest. "Jeg vil lade dem faa den, Arnott."

"Meget vel!" sagde Arnott og følte efter Nøglerne paa Meddelelsesapparatet.

Denne Gang kom der ingen Lys, men Himmelhvælvingen gav Genlyd af en enkelt Tone, som ramte selve Hjernens nøgne Cellevæv. Den Slags Lyde kan Folk høre i Feberdrømme, skyllende frem som Flodbølger fra Horisonter, der ligger uden for Verdensrummets lovbundne Havstokke.

"Det er vor Kammertone," sagde Arnott. "Vi er maaske nok en lille Smule usikre - jeg har aldrig før dirigeret et Orkester paa to Hundrede og halvtres Medlemmer." Han trak Registrene ud og anslog en fuld Tone paa Felt-Meddelelsesapparatet.

Lysstraalerne begyndte paany at spille, og de dansede højtideligt og andagtsfuldt en Styltedans, svingede tredive, fyrre Mil ud til Siderne for hver Bevægelse med deres stive Ben, medens Mørket udsendte den Melodi - der var ingen Skala til at maale de Toner efter - som de bevægede sig i Takt til. Der var visse Toner - man lærte at vente dem med Rædsel - der gik en gennem Marv og Ben, men efter tre Minutters Forløb svandt baade Tanke og Følelse for en ubeskrivelig Kval.

Vi saa', vi hørte, men jeg tror, at vi til en vis Grad var bevidstløse. De to Hundrede og halvtres Straaler flyttede sig, dannede en ny Slagorden, skrævede og kløvedes, trak sig sammen, flyttede sig ud til Siderne, flagrede som Baand, spaltedes i de Tusinder af hvidglødende parallelle Streger, smeltede og snurrede rundt i Ringe, der flettede sig ind i hinanden, kastedes op imod Zenith, lod som om de vilde gaa ned og begynde forfra paa Pinslerne, standsede i sidste Øjeblik, kørte med vanvittig Hast rundt langs Horisonten og veg saa for hundrede Gang Pladsen for et Mørke, der var mere ødelæggende end det Lys, som i næste Nu atter strømmede ud over Illinois. Saa ophørte Melodien og Lysene paa en Gang, og vi hørte en eneste sjælsoprivende Klage, der fik hele Horisonten til at dirre, som naar man stryger en vaad Finger hen langs Randen af en Skaal.	.

"Aah, det er min nye Sirene," sagde Pirolo. "Man kan brække et Isbjerg midt over, hvis man finder den rigtige Tone. Nu fløjter de i Eskadre orden. Det er Vinden, der kommer ind ad gennemborede Skodder i Boven."

Jeg var sunket om ved Siden af Dragomiroff, fuldkommen nedbrudt og klynkende i min Svaghed, fordi jeg før min Tid var bleven udleveret til alle Dommedagens Rædsler, og Opstandelsens Erkeengle halede mig nøgen gennem Universet, til Tonerne af Sfærernes Musik.

Saa saa' jeg De Forest slaa paa Arnott's Hjælm med sin flade Haand. Den klagende Lyd døde hen i et langtrukkent Skrig, idet en sort Skygge fo'r forbi os og vendte tilbage til sin Plads over de lavere Skylag.

"Det er mig meget imod at afbryde en Specialist, naar han morer sig," sagde De Forest. "Men Sagen er den, at hele Illinois i de sidste femten Sekunder har tigget os om at holde op."

"Det er da ogsaa kedeligt!" Arnott tog sin Maske af. "Jeg vilde gerne have, at I skulde høre, naar vi for Alvor tog fat. Vort lave C kan løfte Brosten op fra Gaden."

"Det er Helvede - Helvede!" raabte Dragomiroff og hulkede højt.

Arnott saa' bort, idet han svarede:

"Det er et Par Tusind Volts mere end det gamle Trick med at skyde og sænke dem, men det vilde jeg nu ikke kalde det. Hvad skal jeg sige til Flaaden?"

"Sig til dem, at vi er meget fornøjede med dem og meget imponerede. Jeg tror ikke, at de behøver at vente længere. Der er ikke en Gnist i Behold der nede." De Forest pegede. "De er saamænd baade døve og blinde."

"Aah nej, det tror jeg nu ikke. Forestillingen har ikke engang varet i ti Minutter."

"Vidunderligt!" sukkede Takahira. "Jeg vilde snarere have troet, at det var en halv Nat. Men skal vi sne gaa ned og samle Stumperne op?"

"Jamen, først skal vi have lidt at drikke," sagde Pirolo. "Kontrolkomitéen maa ikke ankomme grædende til Skuepladsen for sine egne Bedrifter."

"Jeg er en gammel Nar - en gammel Nar!" klynkede Dragomiroff. "Jeg vidste ikke, hvad der vilde ske. Det er saa nyt for mig alt sammen. Vi ræsonnerer med dem i Lille Rusland."

Fyret paa Luftfartstationen for det nordlige Chicago var ikke tændt, og Arnott manøvrerede sit Fartøj ind i Fortøjningsgaflerne ved Hjælp af sin egen Belysning. Saa snart den begyndte at virke, hørte vi en rædselslagen, klagende Stønnen fra mange Folk nede paa jorden.

"I skal ikke være bange!" raabte Arnott ned i Mørket. "Vi begynder ikke igen!" Vi gik ned ad Trapperne og befandt os snart midt i en krybende, kravlende Forsamling, hvoraf nogle raabte, at de var blinde, og andre bønfaldt os om ikke at gøre mere Spektakel, medens Størsteparten laa og vred sig paa jorden med deres Hænder eller Huer for Øjnene.

Det var Pirolo, der kom os til Hjælp. Han klatrede op paa Siden af en Planermaskine, og med mange Gestus, som om de kunde se ham, holdt han en Tale til Illinois' haardt ramte Folk.

"I Fæhoveder!" begyndte han. "Der er ikke noget at gøre Ophævelser over. Selvfølgelig vil jeres Øjne svie og være røde i Morgen. I vil se ud, som om I og jeres Koner havde drukket for meget, men om en lille Tid vil I se igen - ligesaa godt som nogen Sinde. Jeg siger jer, at det er saaledes, og jeg - jeg er Pirolo, Victor Pirolo!"

Der gik som paa Tælling en Gysen gennem hele Menneskeskaren, for der knytter sig mange Legender til Victor Pirolo af Foggia, han, som kender saa mange af Guds Hemmeligheder.

"Pirolo?" lød en usikker Stemme. "Saa sig os da, om der var andet end Lys i de Lys, som De lige nu rettede imod os?"

Spørgsmaalet blev gentaget fra hver Krog af Mørket.

Pirolo lo.

"Nej!" sagde han med Tordenstemme. (Hvorfor har smaa Mænd saa vældige Røster?) "Jeg giver Dem mit Ord og Kontrolkomiteens Ord paa, at der ikke var andet end Lys - bare Lys! I Fæhoveder! Jeres Fødselsprocent er allerede for lav. En Dag maa jeg opfinde noget, som kan sætte den op, men sætte den ned - aldrig!"

"Er det sandt? - vi troede - der var nogen, der sagde -"

Man kunde mærke, hvordan Spændingen begyndte at fortage sig til alle Sider.

"I altfor store Fæhoveder!" raabte Pirolo. "I kunde jo have telefoneret til os, saa skulde vi nok have sagt jer Besked."

"Telefoneret!" raabte en dyb Stemme. "Jeg vilde ønske, De havde været ved vor Ende af Apparatet!"

"Ellers Tak!" sagde De Forest. "Det var saamænd galt nok bag Lamperne. Men lad os nu ikke snakke mere om det - det er jo forbi. Er der nogen her, som jeg kan tale Forretninger med? Jeg er De Forest - udsendt af Kontrolkomiteen."

"Saa kan De ligesaa godt begynde med mig - jeg er Borgmester," svarede Basstemmen.

En høj, svær Mand rejste sig usikkert op fra Gaden og tumlede hen mod os - vi sad paa den brede Græskant foran Havegærderne.

"Jeg burde være den første til at komme paa Benene. Er jeg det?" sagde han.

"Ja," sagde De Forest og støttede ham, idet han smed sig ned ved Siden af os.

"Halløj, Andy! Er det Dem?" lød en Stemme.

"Undskyld," sagde Borgmesteren, "men det lyder som min Politidirektør Bluthner!"

"Det er Bluthner, og her er Mulligan og Keefe - de er paa Benene."

"Kom saa herhen med dem, Bluth. Det er os Fire, som staar for Styret i denne Landsby. Hvad vi bestemmer, det gælder. Og De Forest, hvad siger De?"

"Ikke noget - endnu", svarede De Forest, idet vi gjorde Plads for de stønnende, vaklende Mænd. "_De_ har afbrudt Forbindelsen med Omverdenen? Hvad nu?"

"Sig til Hovmesteren, at han skal sende nogle Drikkevarer ned," hviskede Arnott til en Ordonnans, der stod ved Siden af ham.

"Storartet!" sagde Borgmesteren og slikkede sine tørre Læber. "Og, De Forest, saa kan vi vel gaa ud fra, at Kontrolkomitéen for Fremtiden vil administrere os direkte?"

"Ikke hvis den paa nogen Maade kan undgaa det," sagde De Forest og lo. "Kontrolkomiteen for Luftsejlads er kun ansvarlig for Trafikken paa Planeten."

"_Og alt hvad dertil hører_." De mægtige Fire, som styrede Chicago, fremsagde deres Magna Charta som Skolebørn.

"Naa ja, kør saa paa!" sagde De Forest træt. "Men hvad er det forresten for dumme Historier, 1 her gaar og laver?"

"Det er det forbandede Demokrati!" sagde Borgmesteren og lagde sin Haand paa De Forest's Knæ.

"Saa? Det troede jeg ellers Illinois havde faaet nok af?"

"Det har vi ogsaa. Det er netop derfor. Bluth, hvad gjorde De ved vore Fanger i Aftes?"

"Jeg lukkede dem inde i Vandtaarnet for at forhindre, at Kvinderne slog dem ihjel," svarede Politidirektøren. "Jeg er for blind til at røre mig lige i Øjeblikket, men -"

"Arnott, send nogle af Deres Folk for at hente dem herhen," sagde De Forest.

"De er tredobbelt grundede," raabte Borgmesteren. "I er nødt til at brænde tre Smeltesikringer over." Saa vendte han sig om mod De Forest, og Omridsene af hans store, svære Skikkelse var lige synlige i det blegnende Mørke. "Jeg er meget imod at bebyrde Kontrolkomiteen med mere Arbejde. Jeg er selv Administrator, men vi har haft en lille Smule Spektakel med vore Servile. Hvad det er for noget? I en stor By maa der nødvendigvis være nogle Mænd og Kvinder, som ikke kan leve uden at høre sig selv tale, og som foretrækker at drikke af Rør, som de ikke ejer begge Ender af. De bor i møblerede Lejligheder og Hoteller hele Aaret rundt. De siger, at det frier dem for Besvær. I hvert Fald giver det dem mere Tid til at volde deres Naboer Besvær. Vi kalder dem Servile her paa Egnen. Og de er meget tidt tuberkuløse."

"Akkurat!" sagde den Mand, han havde kaldt Mulligan. "Transport er Civilisation. Demokrati er Sygdom. Det viser sig hver Gang, der bliver taget en Blodprøve."

"Milligan staar i Spidsen for vort Sundhedsvæsen, og han er en Mand, som kun har en Streng paa sin Bue," sagde Borgmesteren leende. "Men det er sandt nok, at de fleste Servile ikke har ret megen Selvbeherskelse. De kan ikke lade være at snakke, og naar Folk gør det til en Bestilling at snakke, saa kan man vente sig hvadsomhelst - ikke sandt, De Forest?"

"Hvadsomhelst - undtagen at naa ind til Sagens Kærne," sagde De Forest og lo.

"Det skal jeg straks forklare Dem," sagde Borgmesteren. "Vore Servile begyndte at snakke - først i deres egne Huse og saa paa Gaderne, hvor de for talte Mænd og Kvinder, hvordan de skulde ordne deres Sager. (Man kan ikke oplære de Servile til at lade være med at rode ved sin Næstes Sjæl). Det er selvfølgelig en Krænkelse af Privatlivets Fred, men i Chicago vil vi finde os i alt fremfor at lave Opløb. Der var ingen, der tog videre Notits af dem, saa jeg lod dem gaa deres Gang. Det var min Fejl.. Der var dem, der advarede mig og sagde, at der vilde blive Spektakler, men der har ikke været et Opløb eller et Mord i Illinois i hele nitten Aar."

"To og tyve," sagde Politidirektøren.

"Meget troligt! I hvert Fald havde vi glemt den Slags Ting. Men fra at snakke i Husene og paa Gaderne gaar vore Servile saa over til at sammenkalde et Møde paa det gamle Torv derovre." Han nikkede over mod Torvet, hvor de ødelagte Bygninger hævede sig graa i den begyndende Dagning bag det firkantede Hylster om Statuen af Negeren i Flammer. "Der er ikke noget, der kan forhindre Folk i at lave Møder, undtagen, at det er naturstridigt for Mennesker saadan at lave Opløb - rent bortset fra, at det er meget skadeligt for Sundheden. Af den Maade, hvorpaa vore Mænd og Kvinder stimlede sammen til det første Møde, burde jeg have kunnet regne ud, at der var Uro i Luften. Der var hele Tusind Mennesker paa Torvet, og de stod lige op ad hinanden. Lige op ad hinanden! Saa begyndte de Servile at aabne for deres Veltalenheds Sluser, og de snakkede, medens vi "

"Hvad snakkede de om?" sagde Takahira.

"For det første om hvor slet Byen blev administreret. Det tiltalte os Fire - vi var paa Tribunen - fordi vi haabede at faa fat paa et Par gode Mænd til at hjælpe os med Byerts Sager. De ved selv, hvor sjældent det er at træffe Folk, som har Talent for Administration. Og selv om vi ikke gjorde det, saa er det forfriskende at finde Folk, som interesserer sig tilstrækkeligt for ens Arbejde til at skælde en ud. De ved ikke, hvad det vil sige at arbejde Aar ud og Aar ind uden at have Antydning af Uenighed med en eneste levende Sjæl."

"Naa, saa det gør vi ikke!" sagde De Forest. "Der er Tider, hvor vi, der sidder i Kontrolkomiteen, med Glæde vilde sige os fra Bestillingen, hvis der bare var nogen, som vilde sparke os ud og selv tage Tøjlerne."

"Men det vil de ikke!" sagde Borgmesteren beklagende. "Jeg forsikrer Dem, at vi Fire har gjort Ting i Chicago, som Nero vilde have skammet sig over, altsammen i det Haab at faa Folk til at tage sig sammen. Men hvad siger de saa? "Det er godt Andy! Som De vil! Vi vil finde os i alt, bare vi kan blive fri for Opløb. Nu gaar jeg tilbage til min egen Jord". Man kan ikke stille noget op med Folk, der kan gaa, hvorhen de selv vil, og ikke bryder sig om andet her paa Guds grønne jord end at passe sig selv. Der er ingen, som har Lyst til at ramle ud og lave Rabalder her paa Planeten."

"Naa ja, det lille Skur derovre er vel ogsaa styrtet om af sig selv?" sagde De Forest. "Vi kunde se de nøgne og stadig rygende Ruiner, og vi kunde høre det knitre i Slakkerne, medens de stivnede.

"Aah, det er bare for Fornøjelse! Jeg skal fortælle Dem det altsammen bagefter: Som jeg sagde, holdt vore Servile deres Møde, og vi var snart nødt til at grunde om hele Tribunen, for at de ikke skulde blive slaaet ihjel. Og det gjorde ikke vore Folk mere fredelig stemt."

"Hvordan mener De?" dristede jeg mig til at spørge.

"Hvis De nogen Sinde har været grundet," sagde Borgmesteren, "saa vil De vide, at det ikke sætter én i bedre Humør at være nødt til at staa stille og slide for at faa Bugt med noget, som ikke er. Nej Højstærede! Otte, ni hundrede Mennesker, som i hele to Timer staar og skraber og summer som Fluer i Sirup, medens en Flok Servile i fuldkommen Sikkerhed tramper paa deres aandelige og sjælelige Privatliv, de kan maaske være meget grinagtige at se paa, men de er ikke behagelige at tumle bagefter."

Pirolo lo.

"Vore Folk ejer deres egen jord. De var af den Mening, at det gik for hedt til, og at de Servile vovede sig for langt ud. Jeg advarede dem, men de er saa blinde som Muldvarpe. Hvis en Kendsgerning ikke slaar dem oven i Hovedet, kan de ikke se den. De tror mig maaske ikke, men de blev ved at snakke op om det, som de kaldte Folkestyre. Ja, det gjorde de! De vilde, at vi skulde vende tilbage til den gamle Heksedyrkelse med Afstemning med Papirstumper og Trækasser og orddrukne Folk og trykte Formularer og Nyhedsblade. De.sagde, at de havde brugt det System, naar de bestemte, hvad de skulde have at spise i deres møblerede Lejligheder og Hoteller. Ja Højstærede! De stod der bagved Bluthners dobbelte Grundinger og sagde det i det Herrens Aar 2065 _til_ Mænd og Kvinder, der ejede deres egen jord, _paa_ denne selvsamme Plet. Saa sluttede de "- han sænkede forsigtigt Stemmen - "med at tale om "Folket". Og saa var Bluthner nødt til at sidde oppe hele Natten og passe paa Grundingerne, for han var ikke sikker paa, at hans Folk vilde lade være at afbryde dem."

"Det var at sætte deres Taalmodighed paa for haard en Prøve," faldt Politidirektøren ham i Talen."Men vi kunde jo ikke i al Evighed holde alle de Mennesker grundede. Saa arresterede jeg da de Servile, med den Motivering, at de havde lavet Opløb, og jeg anbragte dem i Vandtaarnet, og saa lod jeg Uvejret bryde løs. Jeg var nødt til det. Hele Distriktet flammede op som en Gasbeholder, naar man sætter en Gnist til den."

"Nyheden var allerede ude over syv Breddegrader," vedblev Borgmesteren, "og naar der først bliver Tale om Krænkelse af Privatlivets Fred, saa er det forbi med al Ret og Rimelighed i Illinois. Torsdag Aften begyndte de at slukke Fyrene og lukke af for Luftfartstationeme. Fredag stoppede de hele Trafikken og forlangte, at Kontrolkomitéen skulde overtage Administrationen. Saa vilde de jævne Chicago med jorden paa den Side af Søen og genopbygge den et andet Sted - til Erindring om Folket, som de Servile snakkede om. Jeg foreslog dem at lave det gamle Torv, hvor Mødet var holdt, til Slakker, medens jeg telefonerede til Kontrolkomiteen. Det holdt dem rolige, til De kom. Og - nu kan De selv tage Dem af Sagen."

"Er der nogen Chance for, at de vil falde til Ro?" spurgte De Forest.

"De kan jo prøve," sagde Borgmesteren.

De Forest løftede Stemmen, idet han vendte sig om mod Folkeskaren, som nu var begyndt at komme til sig selv igen og sidelæns arbejdede sig hen imod os. Dagen var brudt frem.

Tror De ikke, at den Historie kan ordnes i Mindelighed?" begyndte han. Men der lød et Brøl af vrede Stemmer:

"Vi vil ikke have flere Møder og Opløb! Vi vil ikke vende tilbage til de gamle Dage! Overtag Administrationen! Tag de Servile væk! Administrer os direkte - ellers slaar vi dem ihjel. Ned med Folket!"

Der var nogen, der forsøgte at istemme Mac Donough's Sang. De naaede ikke længere end til den første Linie, før der lød en advarende Brummen fra et enkelt af _Victor Pirolo's_ Signalhorn. En ødelagt Mur ud mod Torvet vaklede og faldt fremover i Slakdyngerne. Der var ingen, der sagde noget eller rørte sig, før Støvet havde lagt sig og gjort Staalhylsteret om Salati's Statue askegraat.

"De ser nok, at De simpelthen er nødt til at overtage Administrationen," bemærkede Borgmesteren.

De Forest trak paa Skulderen.

"De taler, som om man kunde presse Administrationstalent ud af Luften, ligesom en tilsvarende Mængde Hestekraft. Kan I ikke paa noget Vilkaar administrere jer selv?" sagde han.

"Det kan vi - hvis De siger, at vi skal gøre det. Det vil bare til en Begyndelse koste det Par Menneskeliv."

Borgmesteren pegede ud over Torvet, hvor Arnott's Folk førte en snublende Flok paa ti, tolv Mænd og Kvinder ned til Randen af Søen og stillede dem op under Statuen.

"Nu tror jeg der bliver Spektakel," sagde Takahira dæmpet.

Folkemængden foran os brummede som vilde Dyr.

I det Øjeblik hævede Solen sig helt op over Horisonten, og den blinkende Forsamling saa' sig selv, som den var. Saa snart det gik op for den, at den havde lavet Opløb, saa' vi, hvorledes der gik en Gysen af Rædsel og gensidig Modbydelighed gennem den, ganske paa samme Maade som de staalblanke Pletter skød sig udover Søen udenfor. De sagde ingenting, og eftersom de var halvt blinde, bevægede de sig selvfølgelig langsomt. Og dog var i Løbet af et Kvarter Størsteparten af den store Forsamling - lavt regnet tre Tusind - forsvundet som Rimfrost paa et Tagskæg mod Syd. Resten smed sig i Græsset, hvor et Opløb ikke har saa stærk en Følelse af, at det er og ser ud som et Opløb.

"De her mener det alvorligt," hviskede Borgmesteren til Takahira. "Der er adskillige af Kvinderne, som har født Børn. Det ser ikke godt ud."

Morgenbrisen fra Søen bevægede Bladene paa Træerne omkring os paa en Maade, der forjættede en varm Dag; Solen skinnede med blændende Glans paa det daaseformede Hylster om Salati's Statue; Haner galede i Haverne, og vi kunde høre Laagerne smække i det fjærne, idet Folk vaklende søgte tilbage til deres Hjem.

"Jeg er bange for, at der ingen Forsyninger kommer nu til Morgen," sagde De Forest. "Vi bragte lidt Forstyrrelse i Systemet ude omkring paa Landet i Aftes."

"Det har ikke noget at betyde," svarede Borgmesteren. "Vi er allesammen forsynede for et halvt Aar. Vi løber ingen Risiko."

Og naar man tænker sig om, er der heller ingen andre, der gør det. Det maa være tre Fjerdedel Generation siden, at noget Hus eller nogen By har staaet over for det at have for lidt Mad. Og alligevel - mon der er det Hus eller den By paa Planeten, som ikke i Øjeblikket har Proviant liggende til et halvt Aar? Vi er som de skibbrudne Sømænd i de gamle Bøger, som naar de engang har været ved at sulte ihjel efter den Tid evig og altid gemmer en Smule Mad og Beskøjter. Sandelig, vi sætter ikke vor Lid til Opløb eller noget System, der beror paa Opløb!

De Forest ventede, til Lyden af de sidste Fodtrin var døet bort. Imidlertid havde Fangerne for Foden af Statuen staaet og flyttet sig frem og tilbage, stillet sig i Positur og trippet op og ned, saa fri for Undseelse som bitte smaa Børn. Ingen af dem var mere end seks Fod høje og mange af dem var lige saa graahaarede som de hærgede, medtagne Hoveder paa gamle Billeder. De stod i en Klynge, saa tæt sammen, at de ligefrem rørte ved hinanden, medens Mængden, der havde anbragt sig med store Mellemrum, saa' paa dem med blodunderløbne Øjne.

Pludselig var der en Mand iblandt dem, der begyndte at tale. Borgmesteren havde ikke overdrevet det mindste. Det fremgik, at vor Planet laa ned sunken i Slaveri under Kontrolkomitéens Jernhæl. Taleren opfordrede os til at rejse os i al vor Vælde, sprænge Dørene til vort Fængsel og sønderrive vore Lænker (hans Billeder var i Parentes bemærket højst middelalderlige). Dernæst forlangte han, at alle det daglige Livs Foreteelser, indbefattet de fleste af Legemets Funktioner, paa et hvilketsomhelst Tidspunkt af Ugen, Maaneden eller Aaret, skulde forelægges for hvemsomhelst, der tilfældigvis kom forbi eller opholdt sig indenfor en vis Radius, og at alle straks skulde forlade deres Arbejde for at tage Bestemmelse om den Sag, først ved at lave Opløb, dernæst ved at tale til de Opløb, de havde samlet, og tilsidst ved at sætte Kryds paa Stumper Papir, hvorefter alt det Ragelse skulde tælles under visse mystiske Ceremonier og Eder. Og naar vi legede denne forbløffende Leg, saa forsikrede han os, at der ganske mekanisk vilde opstaa en højere, ædlere og venligere Verden, baseret - dette paaviste han med de sindssyges uhyggelige Klarhed - paa Massernes Hellighed og det enkelte Individs Nederdrægtighed. Tilsidst kaldte han med høj Røst Gud til Vidne paa sine personlige Fortjenester og sin personlige Retskaffenhed. Da hans Talestrøm standsede, vendte jeg mig fortumlet om imod Takahira, der nikkede højtideligt.

Fuldstændig korrekt!" sagde han. "Det staar altsammen i de gamle Bøger. Han har ikke udeladt noget - ikke en Gang Snakken om Krigen."

"Jamen, jeg kan ikke indse, hvordan det Sludder kan skræmme et Barn - endsige et helt Distrikt," svarede jeg.

"Aah, det er De altfor ung til!" sagde Dragomiroff. "Og saa er De ikke Moder. Se bare paa Mødrene."

Ti, femten Kvinder, som var bleven tilbage, skilte sig ud fra de tavse Mænd og begyndte at gaa frem imod Fangerne. Det mindede én om den li stende Maade, hvorpaa i det nordlige Ulve omringer Moskusokser, før de styrter løs paa dem. Fangerne saa' det og trak sig tættere sammen. Borgmesteren holdt et Øjeblik Hænderne for Ansigtet. De Forest, der var barhovedet, traadte hen mellem Fangerne og det Geled, som bevægede sig frem imod dem med langsomme, stive Bevægelser.

"Det er altsammen meget interessant," sagde han til Taleren, som stod og vædede sine Læber. "Men det forekommer mig, at Hovedsagen er den, at De har lavet Opløb og krænket Privatlivets Fred."

En Kvinde traadte frem, og hun vilde have sagt noget, hvis ikke der havde lydt en hastig Bifaldsmumlen, fra Mændene, som forstod, at De Forest vilde forsøge at bringe Klarhed i Sagen.

"Ja, ja!" raabte de. "Vi afbrød Forbindelsen, fordi de lavede Opløb og krænkede Privatlivets Fred. Hold fast ved det! Kør bare videre ad den Bane! Skaf os af med de Servile! Kontrolkomiteen har taget sig af Sagen. Hys!"

"Ja, Kontrolkomiteen har taget sig af Sagen," sagde De Forest. "Hvis De ønsker det, skal jeg gerne foretage en Vidneafhøring om, at der har været lavet Opløb, men Medlemmerne af Kontrolkomiteen kan bevidne det. Er det tilstrækkeligt?"

Kvinderne var kommet endnu et Skridt nærmere og stod med Armene ned langs Siderne, medens de knyttede Hænderne og lukkede dem op igen.

"Det er godt! Det er tilstrækkeligt!" raabte Mændene. "Vi er tilfredse. Skil os bare af med dem - og det i en Fart."

"Kom saa med herop!" sagde De Forest til Fangerne. "Frokosten er færdig."

Men det viste sig, at de ikke havde Lyst til at følge med. De havde til Hensigt at blive i Chicago og lave Opløb. De fremhævede, at De Forest's Forslag var en grov Krænkelse af Privatlivets Fred.

"Min kære Ven," sagde Pirolo til den mest veltalende af Anførerne, "De maa hellere skynde Dem - ellers vil Deres kære Masser, som ikke kan handle Uret, dræbe Dem."

"Jamen, det vilde jo være Mord!" svarede den Mand, som troede paa Masserne, og der lød et Brøl af Latter fra alle Sider. Det lod næsten, som om Krisen var overstaaet.

Der var en Kvinde, som traadte frem foran de andre, og jeg maa sige, at hun lo ligesaa muntert som nogen i hele Flokken. Med den ene Haand skyggede hun selvfølgelig for Øjnene, og med den anden tog hun sig til Struben.

"Aah, de behøver ikke at være bange for, at de skal blive slaaet ihjel!" raabte hun.

"Ikke det mindste," sagde De Forest. "Men tror De ikke, at De nu, da Kontrolkomitéen har paataget sig at ordne Sagen, ligesaa godt kan gaa hjem, medens vi faar de Folk skaffet væk?"

"Jeg vil være hjemme længe før den Tid. Det - det har været en temmelig anstrengende Dag."

Hun rettede sig i sin fulde Højde, saa at selv De Forest med sine seks Fod otte Tommer saa' ud som en Dværg ved Siden af hende, og hun smilede, medens hun lukkede Øjnene mod det voldsomme Lysskær.

"Javist saa!" sagde De Forest. "Jeg er bange for, at De føler Lyset lidt stærkt. Vi vil lade Skibet gaa længere ned."

Han gjorde Tegn til _Pirolo_, at det skulde gaa ned mellem os og Solen og samtidig kortslutte en Dobbeltledning gennem Fangerne, der var lidt usikre paa Benene. Vi saa dem stivne, hvor de stod, idet Strømmen naaede op gennem dem. Saa gik Kvinden videre, og hendes Stemme lød dyb og blød og fuldkommen sikker.

"Jeg kan ikke tænke mig, at I Mænd rigtig forstaar, hvad dette - hvad alt dette betyder for en Kvinde. Jeg har født tre Børn til Verden. Vi Kvinder vil ikke have vore Børn udleveret til Masserne. Det maa være et nedarvet Instinkt. Opløb bringer bare Fortræd, de bringer bare de gamle Dage tilbage - Had, Frygt, Pengeafpresning, Offentlighed, Folket - _Det! Det! Det!_" Hun pegede paa Statuen, og den forsamlede Mængde knurrede atter.

Ja, hvis de faar Lov til at fortsætte," sagde De Forest. "Men denne lille Affære -"

"Det betyder saa meget for os Kvinder, at denne - denne lille Affære aldrig kan komme til at gentage sig. Selvfølgelig skal man aldrig sige aldrig, men man føler saa stærkt, hvor vigtigt det er at standse Opløb, lige fra første Begyndelse. De Folk der" - hun pegede med sin højre Haand paa Fangerne, der bevægede sig frem og tilbage som Tang i Tidevand, eftersom Strømmen trak dem til den ene Side eller den anden - "de Folk har Venner og Koner og Børn i Byen og andre Steder. Forstaar De - _dem_ vil vi jo ikke gøre nogen Fortræd! Det er forfærdeligt at afkorte menneskelige Væseners Liv med halvtreds eller tres gode Aar. Jeg er selv kun fyrretyve Aar gammel. Jeg ved Besked. Men paa den anden Side har man en Følelse af, at der burde statueres et Eksempel, fordi ingen Pris er for høj at betale, hvis - hvis der kan sættes en Stopper for disse Menneskers Virksomhed og alt hvad dertil hører. Forstaar De helt, hvad jeg mener, eller vil De maaske være saa venlig at sige til Deres Folk, at de skal tage Hylsteret af Statuen. Den er nok værd at se."

"Jeg forstaar Dem saa udmærket. Men jeg tror ikke, at der er nogen her, som ønsker at se Statuen paa fastende Hjerte. Undskyld mig et Øjeblik!" De Forest signalerede op til Skibet. "Værsaagod at holde en flyvende Dobbeltledning rede paa Bagbordside." Saa sagde han lidt skarpt til Kvinden: "De kunde gerne gaa ud fra, at vi ogsaa har lidt almindelig Menneskeforstand."

"Selvfølgelig. Tak fordi De er saa taalmodige. Jeg ved, at mine Argumenter er meget taabelige, men - hun vendte sig halvt bort og fortsatte saa med en anden Klang i Stemmen, maaske vil det her hjælpe Dem til at tage Deres Bestemmelse."

Hun gjorde en hastig Bevægelse med sin højre Haand, hvori hun holdt en Kniv. Men før hun kunde naa at faa Kniven tilbage til Struben eller Brystet, blev den revet ud af hendes Haand, og den gnistrede, idet den fløj ud fra Skyggen af Skibet oppe i Luften og faldt funklende ned for Foden af Statuen, halvtres Meter borte. Den løftede Arm stod et Øjeblik saa stiv, som var den skaaret af Træ, indtil Strømmen ophørte, og hun sænkede den langsomt. De andre Kvinder trak sig tavse tilbage blandt Mændene.

Pirolo gned sig i Hænderne, og Takahira nikkede.

"Det var virkeligt godt, De Forest!" sagde han.

"Hvilken pragtfuld Stilling!" mumlede Dragomiroff, for den forskrækkede Kvinde var lige ved at græde.

"Hvorfor standsede De mig? Jeg vilde have gjort det!" raabte hun.

"Det tvivler jeg ikke om, at De vilde," sagde De Forest. "Men vi kan ikke ofre en Kvinde som Dem for de Mennesker der. Jeg haaber ikke, at De har faaet Deres Haand forstuvet - det er saa svært at regulere en flyvende Dobbeltledning. Men De har fuldkommen Ret i det, De siger om de Personers Kvinder og Børn. Vi skal nok tage dem væk med os allesammen, hvis De vil love mig ikke at være saa dum at gøre Dem selv Fortræd."

"Det lover jeg - det lover jeg!" Hun kæmpede med sig selv for at genvinde Fatningen. "Men det er saa vigtigt for os Kvinder. Vi ved, hvad det be tyder, og jeg tænkte, at hvis De saa', jeg mente det alvorligt -"

"Det saa' jeg, De gjorde, og De har opnaaet Deres Hensigt. Jeg skal tage alle de Servile med mig - og det med det samme. Borgmesteren kan lave en Liste over alle deres Venner og Slægtninge i Byen og Distriktet, og saa kan han sende dem efter os i Eftermiddag."

"Vist saa!" sagde Borgmesteren og rejste sig. "Keefe, hvis De kan se, maa De saa ikke heller prøve at blive færdig med at jævne det gamle Torv med jorden. Det ser ikke godt ud, som det nu er, og vi skal ikke mere bruge det til Opløb."

"Saa synes jeg, at De med det samme skal udrydde den Statue, Hr. Borgmester," sagde De Forest. "Jeg bestrider ikke dens Værdi som Kunst værk, men jeg tror, den er en lille Smule sygelig."

"Ja vel saa! Aah Keefe, lav Negeren til Slagger, før De begynder paa at gøre Torvet i Orden. Men nu vil jeg se at faa fat i Meddelelsesapparaterne og fortælle Distriktet, at Kontrolkomitéen har overtaget Administrationen. Er der nogen særlige Udnævnelser?"

"Nej! Vi har ikke saa mange Folk, at vi kan spendere dem her paa denne Afkrog af Verden. Bliv bare ved at ordne jeres Sager, som I hele Tiden har gjort, men under Kontrolkomiteen! Arnott, se nu at faa Deres Servile ombord. Lad Skibet lande og send dem ind gennem Bundportene. Vi vil vente, til vi er færdige med dette Kunstværk."

Fangerne trak forbi ham, ivrigt talende, men ude af Stand til at gestikulere paa Grund af Strømdraget. Saa kom Planeringsmaskinerne kørende frem, to paa hver Side af Statuen. Som efter fælles Overenskomst saa' Tilskuerne til den anden Side, men det var ikke nødvendigt. Keefe satte fuld Kraft paa, og Statuen simpelthen smeltede i sit Hylster. Alt hvad jeg saa' var en Bølge af hvidglødende Metal, som skyllede ned over Soklen, et Glimt af Saliti's Indskrift: "Til evig Erindring om Folkets Retfærdighed," før selve Stenfodstykket revnede og stødtes til det fineste Kalk. Mængden raabte Hurra.

"Mange Tak," sagde De Forest, "men vi længes efter vor Frokost, og det gør De vel ogsaa! Farvel, Hr. Borgmester! Det vil altid være mig en Fornøjelse at se Dem, men jeg haaber ikke, at jeg skal blive nødt til at besøge Dem paa Embeds Vegne i de første tredive Aar. Farvel Frue! Ja, vi er allesammen noget nervøse nutildags. Jeg er selv temmelig nervøs. Farvel, mine Herrer. Fra dette Øjeblik befinder De Dem under Kontrolkomiteens tyranniske Regimente, men hvis De nogen Sinde føler Dem fristet til at sønderrive Deres Lænker, saa behøver De blot at lade os det vide. Det her er ingen Fornøjelse for os. Til Lykke med det!"

Vi gik ombord under høje Raab, og vi mindskede ikke vor Opdrift, før de var sunket ned til en Hvisken. Saa smed De Forest sig paa Sofaen i Bestiklukafet og tørrede sin Pande.

"Jeg har ikke saa meget mod Mændene," stønnede han, men Kvinderne - de er som bare Satan!" "Ja, som bare Satan!" sagde Pirolo fornøjet. "Denne her vilde nu have begaaet Selvmord."

"Det ved jeg. Det var derfor, jeg signalerede, at den flyvende Dobbeltledning skulde rettes mod hende. Det skylder jeg Dem en Undskyldning for, Arnoot! Jeg havde ikke Tid til at fange Deres Blik, og De havde nok at gøre med vore Slubberter. Hør, hvem var det forresten, der besvarede mit Signal? Det var fikst gjort!"

"Ilroy," sagde Arnott, "men han satte for stærk Strøm paa. Det kan være en meget nydelig Forestilling for Galleriet at slaa Kniven ud af en Dames Haand, men lagde De ikke Mærke til, hvordan hun gned Fingrene! Han sved dem for hende. Det kalder jeg noget Svineri."

"Det være langt fra mig at blande mig i Disciplinspørgsmaal inden for Flaaden, men vær nu alligevel ikke altfor streng mod den unge Mand. Hvis den Kvinde havde dræbt sig selv, saa vilde de, før Natten brød frem, have slaaet hver eneste af de Servile ihjel og alle, der stod i Forbindelse med de Servile."

"Det var ogsaa det, hun regnede med," sagde Takahira. "Og naar vor Flaade var sejlet, kunde vi ikke have gjort noget for at standse dem."

"Jeg kan maaske være dum nok til at spadsere lige ind i en Grunding," sagde Arnott, "men jeg lader ikke min Flaade gaa, før jeg er nogenlunde sikker paa, at der ikke er mere Udsigt til Spektakler. Den ligger stadig deroppe, og der har jeg til Hensigt at lade den blive liggende, indtil de Servile er sendt ud af Distriktet. Den lille Skare, der blev tilbage til det sidste, var parat til Mord, kære Venner!"

"Nerver! Bare Nerver!" sagde Pirolo. "Man kan ikke argumentere med Agoraphobia."

"Og det er ikke som om de har set meget til Døden - eller _har_ de det?" sagde Takahira.

"I de halvfemsindstyve Aar, jeg har levet, har jeg aldrig set Døden." Dragomiroff sagde det, som om han vilde undskylde sig "Maaske var det derfor, at jeg - i Nat "

Og da vi sad ved Frokosten, viste det sig, at ingen af os - med Undtagelse af Arnott og Pirolo - nogen Sinde havde set et Lig eller havde nogen Anelse om, hvordan det var, naar Sjælen forlod Legemet.

"Ja vi er en køn Forsamling til at tumle rundt og styre Planeten!" sagde De Forest og lo. "Jeg vil tilstaa, nu da det hele er overstaaet, at min største Frygt var, at jeg ikke skulde kunne føre det igennem uden Tab af Menneskeliv."

"Det tænkte jeg ogsaa paa," sagde Arnott, "men der er ikke kommet Indberetning om et eneste Dødsfald, og jeg har forespurgt allevegne. Men hvad skal vi gøre med vore Passagerer? Jeg har givet dem noget at spise."

"Ja, der er vi kommet i en slem Knibe," sagde De Forest langsomt. "Hvis vi slipper dem løs paa et Sted, som ikke staar under Kontrolkomiteen, saa vil de Indfødte benytte deres Nærværelse som et Paaskud til at afbryde Forbindelsen, ligesom Illinois gjorde, og tvinge Kontrolkomitéen til at overtage Administrationen. Hvis vi slipper dem løs paa et Sted, som er under Kontrolkomiteen, saa vil de blive slaaet ihjel, saa snart vi vender Ryggen til."

"Hvis I forlanger det," sagde Pirolo eftertænksomt, "saa kan jeg garantere, at de indenfor et givet Tidsrum nok saa fornøjet vil dø væk af sig selv. Hvor stor er deres Fødselsprocent i Øjeblikket?"

"Gaa ned og spørg dem," sagde De Forest.

"De kunde jo gerne blive nervøse og rive mig i Stumper og Stykker," sagde Filosofen fra Foggia.

"Det mener De da ikke. Men hvad saa?"

"Luk Bundportene op," sagde Takahira og gjorde med Tommelfingeren en hastig Bevægelse nedefter.

"Nej, det kan der ikke være Tale om - efter al den Ulejlighed, vi har haft med at redde dem!" sagde De Forest.

"Prøv London," foreslog Arnott. "Der kunde man slippe selve Satan løs, og de vilde bare bede ham til Middag."

"Storartet! Det var en Idé! Vincent! Aah, Vincent!" Han lukkede op for Meddelelsesapparatet, saa  at vi alle kunde høre, og i Løbet af nogle Minutter fyldtes hele Rummet af Leopold Vincents dybe, bløde Stemme - Leopold Vincent, som i de sidste tredive Aar havde skaffet hele London dets mest udsøgte Fornøjelser. Vi andre smilede forventningsfuldt, ganske som om vi havde siddet i Parkettet - for Eksempel i "Combination" en Première-Aften.

"Vi har faaet fat i noget, som vil interessere Dem," begyndte De Forest.

"Det er godt, min kære Ven - hvis det bare er gammelt nok. Til Forretningsbrug er der ingenting, som kan maale sig med det gamle. Har De set _London, Chatham og Dover_ paa Earl's Court? Ikke det? Nej, jeg syntes heller ikke, jeg havde set Dem deri Kolossalt! Jeg har ladet lave rigtige Lokomotiver med Damp efter gamle Tegninger, og der er støbt særlige Jernskinner til den Forestilling. Ja, og der er Tøjpuder i Kupéerne! Kolossalt! Og jernbanebilletter af Papir. Og Pally Milton!"

"Saa Pally Milton er kommet tilbage!" sagde Arnott begejstret. Reserver to Parketpladser til mig i Morgen Aften. Hvad synger hun nu, den kære Pige?"

"De gamle Sange. Der er ikke noget, som kan maale sig med det gamle. Hør paa det her, kære Venner!" Og Vincent sang med megen Følelse:

Om I blev slukt af Taarer,

Hver grusom Lygterad -

Da Eders Ofre græd dem,

O Lys i Londons Stad!

"Og saa græder de."

"Ser I?" Pirolo slog ud med Hænderne i Retning af os. "Den gamle Verden græd altid, naar den saa mange Mennesker sammen. Den vidste ikke selv hvorfor, men den græd. Vi ved hvorfor, men vi græder ikke, undtagen naar vi betaler den fede, slemme gamle Vincent for at faa os til det."

"De kan selv være gammel!" Vincent lo. "Jeg er en af Menneskehedens Velgørere. Jeg holder sammen paa Verden og gør den til et behageligt Opholdssted."

"Og jeg er De Forest fra Kontrolkomiteen," sagde De Forest spidst, "og jeg vil prøve at gøre en Forretning med Dem. Som jeg sagde, har jeg faaet fat paa et Par Folk i Chicago."

"Tak, jeg er færdig. Chicago er -"

"Hør nu! De er fuldkommen enestaaende."

"Bygger de Huse af brændte Lerklumper, medens man venter - hva' beha'r? Det er et gammelt Trick."

"Det er et uberørt primitivt Samfund, med alle de gamle Forestillinger!"

"Har de Symaskiner og Majstænger, som de danser om? Laver de Mad paa Kulgas-Apparater, tænder Piber med Tændstikker og kører med Heste? Det prøvede Gerolstein i Fjor. Det var en fuldkommen Fiasko."

De Forest stoppede ham forbitret og begyndte saa af fuld Kraft at bearbejde Apparatet med en Beretning om, hvad vi havde foretaget os i de sidste fireogtyve Timer.

"Og alt det gør de offentlig," sluttede han. "Man kan ikke standse dem. Jo mere offentlig, jo mere tilfredse er de. De kan tale i Timevis - ligesom De! Nu kan De komme til igen!"

"Mener De virkelig, at de forstaar at stemme?" sagde Vincent. "Kan De virkelig spille den Komedie?"

"Komedie? De lever i den! Og de har aldrig set saadan Ansigter! Saa furede som Vulkaner. Misundelse, Had og Ondskab lyser ud af dem! Vidunderlig bøjelige Stemmer. Og saa græder de."

"Højt? Offentlig?"

"Det garanterer jeg. Der er ikke en eneste Gnist af Skamfølelse eller Tilbageholdenhed i hele Forsamlingen. Det er Deres Livs Chance."

"Og De siger, at De har deres Stemmegrejer med ombord - de Papirer og Stemmeurner og den Slags Ting."

"Nej for Satan! Jeg er ingen Bagageslæber. Henvend Dem direkte til Chicagos Borgmester. Han vil sende det hele over til Dem. Naa, hvad siger De saa?"

"Vent et Øjeblik! Vilde Chicago slaa dem ihjel? Det vil tage sig storartet ud i Meddelelserne."

"Ja! De blev kun med Besvær befriet fra den hylende Pøbel - hvis De ved, hvad det vil sige."

"Nej, det gør jeg ikke," svarede den store Vincent.

"Naaja, saa skal de nok selv fortælle Dem det. De kan holde Taler, som varer i flere Timer."

"Hvor mange er der?"

"Naar vi faar dem allesammen herover, saa vil der maaske være hundrede Stykker ialt, med Børn og det hele. Det er en gammel Verden en miniature. Kan De ikke se den?"

Jo-h, men det er mig der skal betale, hvis det bliver en Fiasko, min gode Mand."

"De kan synge de gamle Krigssange i Gaderne. De kan beruse sig i deres egne Ord og lave Opløb og krænke Privatlivets Fred paa den gode gammel dags Facon, og de laver den Forestilling med at holde Afstemning, saa snart man bare gør dem et Spørgsmaal."

"Det er altfor godt!" sagde Vincent,

"Vantro jøde! Jeg har en halv Snes Stykker her ombord. Jeg skal sætte Dem i direkte Forbindelse med dem. Saa kan De selv dømme!"

Han løftede Omstilleren, og vi lyttede. Vore Passagerer paa Underdækket udlagde straks Situationen for Vincent, men ikke mindre end fem ad Gangen. De var bleven revet væk fra deres Families Skød, berøvet deres Ejendele, havde faaet Mad uden Skylleskaale og var bleven kastet i Fængsel i et ildelugtende Fangehul.

"Jamen, hør nu her!" sagde Arnott forfærdet. "De siger jo, hvad der ikke er sandt. Mit Underdæk er ikke ildelugtende, og jeg har selv set efter, at de fik Skylleskaale."

"Saadan taler mit Folk en Gang imellem i Lille Rusland," sagde Dragomiroff. "Vi ræsonnerer med dem. Vi slaar dem aldrig ihjel! Nej!"

"Jamen, det er jo ikke sandt," vedblev Arnott. "Hvad kan man stille op med Folk, der ikke for tæller Sandheden? De er gale."

"Hys!" sagde Pirolo med Haanden ved Øret. "Det er saa kort siden, at hele Planeten fortalte Løgne."

Vi hørte, hvorledes Vincent var indsmigrende medfølende. Vilde de, spurgte han, gentage deres Paastande offentlig - for et vældigt Publikum. Hvis Vincent blot vilde give dem en Chance, saa turde de love, at Planeten skulde give Genlyd af den Uret, der var begaaet imod dem. Deres Formaal i Livet - der var to Kvinder og en Mand, som forklarede det paa én Gang - var at reformere Verden. Mærkelig nok havde det ogsaa været Vincents Livs Drøm. Saa tilbød han dem en Arena, hvor de kunde forklare sig og ved deres levende Eksempel hæve Planeten op i et højere Plan. Han blev meget veltalende og udbredte sig over, hvor moralsk opløftende det vilde være for en fordærvet, overciviliseret Slægt at blive gjort bekendt med den ligefremme, gammeldags Tilværelse i sin Helhed.

Kunde de - vilde de - i det mindste i tre Maaneder hellige sig til - som Missionærer under hans Ledelse - at opløfte Menneskeheden paa et Sted, der hed Earl's Court og - som han med nogen Sandhed hævdede - var et af Midtpunkterne for Planetens aandelige Liv. De takkede ham og udbad sig - vi kunde høre ham le højt af Glæde - Tid til at diskutere og holde Afstemning om Sagen. Afstemningen, som blev foretaget med stor Højtidelighed ved at tælle Hoveder - en Stemme pr. Hoved - faldt gunstig ud. Følgelig blev hans Tilbud modtaget, og de takkede ham i to Taler efter de bedste Mønstre.

Vincent stillede om til os igen, og hans Stemme dirrede af Taknemmelighed:

"Nu har jeg dem! Hørte I de Taler? Det er Natur, kære Venner! Det kan slet ikke læres. Og de stemte ligesaa let som de løj. Jeg har aldrig før haft en Trup Naturløgnere! I kære, velsignede Vennerl Husk paa at I for Fremtiden altid har Fribilletter hos mig allevegne - og allesammen! Aah, Gerolstein vil blive helt syg - ja, det vil han!"

"Saa tror De altsaa, at de kan bruges?" sagde De Forest.

"Bruges? Den lille Landsby vil blive helt tosset. Jeg maa se at faa fat i en Række gammeldags Skuespil til dem. Bare deres Stemmer kan faa én til at le og græde paa én Gang. Du gode Gud, hvor tror I, kære Venner, at de kan have samlet al den Elendighed her paa vor skønne jord? Jeg vil have lavet et Skuespil om Verdens Begyndelse, og Mosenthal skal skrive Musiken. Jeg -"

"Gaa nu hen og find en Landsby til dem i Aften. Vi skal møde Dem ved den vestlige Luftfartstation Nr. 15," sagde De Forest. "Men husk paa, at Resten kommer i Morgen."

"Lad dem komme - allesammen!" sagde Vincent. "I ved ikke, hvor svært det er nutildags - selv for mig - at faa fat paa noget, som virkelig trænger igennem Offentlighedens forbandede iridiumklædte Hud. Men nu har jeg det endelig. Farvel!"

"Ja," sagde De Forest, da vi havde let ud, "hvis der var nogen i London, som vidste, hvad det vilde sige at skaffe sig ublu Fortjeneste, saa kunde jeg have spillet Vincent ud mod Gerolstein og solgt mine Fanger til fabelagtige Priser. Som Sagen staar, bliver jeg nødt til at optræde som deres juridiske Konsulent i Aften, naar Kontrakten skal skrives under. Og de skal nok lade være at paanøde mig Procenter - ja, de skal saamænd."

"Imidlertid," sagde Takahira, "kan vi selvfølgelig ikke behandle Medlemmerne af Leopold Vincents ny-engagerede Trup som Arrestanter. Stole til Damerne, Arnott!"

"Saa gaar jeg i Seng," sagde De Forest. "Jeg har ikke Mod til at træffe flere Kvinder!" Og han forsvandt.

Da vore Passagerer var bleven sat i Frihed og havde faaet et nyt Maaltid - denne Gang kom Skylleskaalene først - fortalte de os, hvad de mente om os og Kontrolkomiteen, og ligesom Vincent undrede vi os allesammen over, hvordan de havde baaret sig ad med at uddrage saa megen Gift og Galde og Uro af det skønne Liv, som Gud forunder os. De rasede, de larmede, de dirrede, de blev røde i Hovederne og sled paa deres ulykkelige, forpinte Nerver, stønnede, til Mælet gik fra dem, og begyndte forfra igen paa deres meningsløse, skamløse Angreb.

"Jamen," sagde Pirolo næsten bønligt til en skrigende Kvinde, "kan De da ikke forstaa, at De var bleven slaaet ihjel, hvis vi havde ladet Dem blive tilbage i Chicago?"

"Nej, vi var ikke! De var jo nødt til at frelse os fra at blive slaaet ihjel."

"Saa vilde vi have været nødt til at slaa en hel Masse andre Mennesker ihjel."

"Det kommer ikke os ved. Det var Sandheden, vi prædikede, De kan ikke standse os. Vi vil blive ved at prædike den i London, og saa skal De bare se!"

"Værsaagod, her kan De se!" sagde Pirolo og aabnede en af Skodderne længere nede.

Vi nærmede os den lille Landsby, med sine tre Millioner Indbyggere, der nok saa bekvemt var spredt over et stort Terræn indenfor den Ring af Fyr, som angav Hovedlinjerne for Trafikken - de otte faste Straaler i Chatham, Tunbridge, Redhill, Dorking, Woking, St. Albans, Chipping Ongar og Southend.

Leopold Vincents nye Trup stirrede med smaa, blege Ansigter paa Stilheden, paa det store Terræn og de adskilte Huse.

Saa var der nogle af dem, der begyndte at græde højt og ubeskæmmet - som altid uden at kende til Skam.


[[Kategori:1917]]