Revision 27567 of "Bækken" on dawikisource

{{slet|se [[Wikisource:Sletningsforslag#Skabningens Mangfoldighed]]}}
Forfatter: [[Forfatter:Rudyard Kipling|Rudyard Kipling]] (1865-1936), Udgivet: 1914

Fra samlingen [[Skabningens Mangfoldighed]] (1917)


Dalen var saa propfuld af Taage, at man knap kunde se en Kos Længde udover en Mark. Vand var der paa hvert Græsstraa, hver Kvist, hvert Bregneblad og i hvert eneste Hovspor, og Luften gav Genlyd af Larmen fra brusende Grøfter og Drænrør, som allesammen sendte deres Vandmængder ud i Bækken længere nede. En Uges Novemberregn over et gennemvædet Land havde fyldt den, til den var ved at gaa over sine Bredder, og den kundgjorde det lydeligt.	-

To Mænd i Sækkelærreds Forklæder stod og saa' paa en uklippet Hæk, som løb ned over Skraaningen og forsvandt i Taagen ved Siden af den larmende Bæk. De traadte lidt tilbage og tog Maal af de forsømte Trævækster; snart bankede de paa en krum Hegnseg eller en mosgroet Bøgestub, snart bøjede de en kappet Ask frem og tilbage, og saa saa' de paa hinanden.

"Jeg tror ligefrem, hun er flere Favne dyb," sagde Jabez, den yngste af Mændene, "og hun har ikke smagt jern siden - ja, hvornaar var det, Jesse?"

"Hvis vi siger femogtyve Aar, Jabez, saa skal det ikke være meget forkert."

"Hm!" Jabez gned sin vaade Haandøkse mod sit endnu vaadere Frakkeærme. "Det er ikke en Hæk! Det er alle mulige Slags Træer. Vi bliver vist ligefrem nødt til... han standsede, saaledes som Etiketten indenfor Faget krævede.

"Vi bliver vist ligefrem nødt til at rydde lidt op og se, hvad hun kan taale. Men maa vi ikke helst -?" Nu var det Jesse, der standsede, for begge Mændene var Kunstnere og Ligestillede.

"Lave en Slags Linie til at gaa efter." Jabez blev ved at gaa frem og tilbage, indtil han fandt et tyndere Sted og med nogle raske Snit med Haand øksen bragte Hegnet tilbage til sin oprindelige Skikkelse. Jesse tog sig af de vaade Grene, idet de faldt, og med et rask Tag og et Spark anbragte han dem i en net Dynge paa Skrænten, hvor de kunde ligge, indtil de skulde hugges op til Pindebrænde.

Ved Middagstid var et stort Stykke overgroet jungle forvandlet til et sikkert Værn mod Kvæget, hist og her med Totter af den hellige Kristtorn, som ingen Skovhugger rører uden særlig Ordre.

"Nu har vi da noget at gaa efter," sagde Jesse tilsidst.

"Hun bliver nu ikke saa let hele Vejen," svarede Jabez. "Der skal vist Masser af Pæle og Stolper til at binde hende op ved, naar vi kommer til Bækken."

"Naaja, har vi maaske ikke rigelig af dem?" Jesse pegede paa det ujævne Perspektiv foran dem, som længere nede forsvandt i Taagen. "Jeg tør vædde paa, at der bliver hele halvanden Favn Brænde, for ikke at tale om Pindebrænde, før vi naar Bækken."

"Bækken er ellers steget et godt Stykke siden i Morges," sagde Jabez. "Det lyder, som om hun er skyllet op over Wickendens Dørfliser."

Jesse lyttede ogsaa. Bækkens Brølen havde faaet en knurrende Biklang, som om den sled i noget haardt.

"Ja, hun er oppe over Wickendens Dørfliser. Nu skyller hun udover Ellebugten, og saa linder det nok lidt paa hende."

"Da er det ellers ikke saa godt for Jim Wickendens Hø, hvis hun gør det," gryntede Jabez. "Jeg sagde nok til Jim, at han havde sat den lille Høstak for langt nede paa Engen. Jeg sagde ham det, da han gjorde l Stand til den."

"Ja, det sagde jeg ham ogsaa," sagde Jesse. "Og jeg sagde ham det længe før du gjorde. Jeg sagde ham det den Gang, da Grevskabsraadet lagde Tjære asfalt paa Vejen deroppe." Han pegede op ad Bakken, hvor usete Automobiler og Vejmaskiner stadig summede forbi. "En Asfaltvej sender hver Draabe Vand ned i Dalen, akkurat ligesom et Skifertag. Det er ikke som det var i gamle Dage, da Vandet sivede ind og sivede ud igen, saadan som det hører sig til i Naturen. Vandet strømmer ned fra Asfalten lige paa en Gang, og saa maa hver Draabe naturligvis komme ned i Dalen. Og der er Asfaltveje paa begge Sider af denne Dal, og det over hele tre Mil. Det var det, jeg sagde til Jim i Fjor, da de lagde Asfalt paa Vejene. Men han hører til Dalfolkene. Han kommer næsten aldrig op over Skraaningen."	

"Hvad sagde han, da du gav ham den Forklaring?" spurgte Jabez, med et lidt forandret Tonefald.

"Hvad han sagde? Hvad sagde han til dig, da du talte til ham?" lød Svaret.

"Vel sagtens det samme som han sagde til dig, Jesse."

"Ja, saa behøver du jo ikke at faa mig til at sige det én Gang til, Jabez."

"Naa ja, det faar nu være som det vil, men hvad tror du han mente med det, han sagde til mig?" sagde Jabez indtrængende.

"Det kan jeg ikke sige, før du fortæller mig, hvad det var for en Besked han gav dig."

Jabez trak sig tilbage fra Hækken - alle Hække er udmærkede Skjulesteder for Lumskepetere og Lurere - og gik hen til en aaben Kreaturfold midt paa Marken.

"Det er ikke nødvendigt at gaa og snuse omkring," sagde Jesse. "Der er ingen, der kan se os her, før vi ser dem."

"Jamen, hvor vilde Jim Wickenden hen, dengang jeg sagde, at han havde lagt sin Høstak for nær ved Bækken?" Jabez sænkede Stemmen. "Han var da ellers nok ved sine fulde Fem."

"Det har han altid været, ligesaa længe jeg har kendt ham," svarede Jesse og tog Proppen af sin Teflaske.

"Men saa siger Jim: "Jeg flytter ikke min Høstak en eneste Alen," siger han. "Bækken har været mig en god Ven, og hvis hun finder for godt," siger han, "at tage en Tot af mit Hø, saa skal jeg ikke gøre noget imod det." Det var det Jim Wickenden sagde til mig - og det var sidst i juni, var det."

"Og han har heller ikke flyttet sin Stak," svarede Jesse. "Men hvis der kommer mere Regn, saa vil Bækken flytte den for ham."

"Det behøver du ikke at fortælle mig! Men jeg vilde nu gerne vide, hvor Jim vilde hen."

"Jabez lukkede meget betænksomt sin Foldekniv op; Jesse lukkede ligesaa forsigtigt sin op. Saa løste de Aviserne, som var svøbt om deres Mad, rullede Sejlgarnet op, som havde været bundet om Pakkerne, stak det i Lommen, og satte sig saa paa Kanten af Krybben, i Kreaturfolden. Regnen var igen begyndt at falde gennem Taagen, og Larmen fra Bækken steg.

........

"Jamen, jeg har ellers altid bildt mig ind, at Mary var hans lovlige Barn, om jeg saa maa sige," sagde Jabez, da Jesse havde talt en lille Tid.

"Da er det ikke saadan - Jim Wickendens Kone, hun var ikke til nogen Verdens Ting. Hun kom fra Lewes, med Strømperne ned om Hælene, og hun har aldrig lavet eller bødet paa noget, før hun døde. Han maatte staa op og gøre Ild paa og lave Davre hver Morgen undtagen Søndag, medens hun laa og svinede i Sengen. Og saa gik hun hen og døde. Det er nu seksten, sytten Aar siden, men hun havde ingen Børn, nej, hun havde ikke!"

"De var jo Dalfolk," sagde Jabez, "saa jeg havde ikke noget med at pleje Omgang med dem, men jeg havde nu ellers altid bildt mig ind, at Mary "

"Nej, Mary kom fra et af de her Børneselskaber, de har i London. Da Jims Kone var død, saa tog han sin Mor i Huset. Hun var ovre hos hans Søster i Peasmarsh, som hun havde slaaet sig ned hos, den Gang at Jim giftede sig. Jims Mor holdt altsaa Hus for ham, efter at hans Kone var død. De siger nu rigtignok, at det var hans Mo'r, som fik ham til at adoptere Mary - for li'som at skaffe et Barn til Huse, saa at han ikke skulde finde paa at tage sig en ny Kone. Han gjorde nu i Reglen, hvad hans Mor satte ham ud paa. Og saa henvendte de sig til et af de her Londoner-Selskaber - det er li'som de her Bernardo Børn - og Mary blev sendt ned til dem i en Lysekasse, har jeg ladet mig fortælle."

"Saa er Mary altsaa et Hittebarn. Det havde jeg aldrig vidst," sagde Jabez. Forresten maa jeg vel nok have hørt det en eller anden Gang -"

"Nej, hun er ikke. Det vilde have været bedre for visse Folk, hvis hun havde været det. Hun kom til Jim i en Lysekasse med alle de vigtige Papirer - ægtefødt Barn af et Ægtepar et Sted i London - Moren død og Faren fordrukken. Og saa fik de jo ogsaa de fem Shillings fra det her Londoner-Selskab for hende. Jims Mor, hun er ellers ikke af dem, som vilde sige Nej til en Sum Penge hver Ugedag, men jeg har aldrig hørt, at Jim var saadan, hvad man kan kalde en Gniepind. Men hvordan det nu var og ikke var, saa forkælede de da Mary noget ganske forskrækkeligt, indtil det ligefrem saa' ud, som de var godt paa Vej til at glemme, at hun ikke var deres eget Kød og Blod. Ja, jeg tror saamænd, de glemte, at Mary ikke saadan rigtig var deres."

"Det er ikke noget nyt," sagde Jabez. ,Der er flere Folk her i Sognet, som aldrig i Livet vilde give Slip paa deres Bernardo-Børn. Spørg du bare Mark Copley og hans Kone og den sølle, lille Krøbling af et Bernardo-Barn, de har."

"Jamen, de trænger maaske til de fem Shillings," Indskød Jesse.

"De kommer godt tilpas," sagde Jabez. ,Men Barnet, det er meget mere for dem. Dada" siger han, og ,Mu-ah", og hans store Hovede ruller rundt i det stive Jernhalsbaand. Han lever saamænd ikke ret længe - hans Rygrad er helt ædt op eller hvad det nu er. Men Copley og hans Kone, ja, de er helt tossede med ham - og saa kan det saamænd være ligemeget med de fem Syle."

"Ja, saadan var det ogsaa med Jim og hans Mor," vedblev Jesse. ,Da der var gaaet et Par Aar, saa snakkede de jo nok om, at de ikke vilde tage de Penge for Mary, men foruden det at hun aldrig har været af dem, som kunde gaa forbi en Skilling, der laa i Snavset, uden at være fristet til at tage den op, saa havde Jim nu heller ikke rigtig Lyst til at skubbe sig frem, saa at Selskabet kom til at lægge alt for meget Mærke til ham - saa det blev der ikke noget af. De Par Skilling betød nu forresten ikke ret meget for Jim - ikke efter at hans Onkel havde efterladt ham de fire Huse i Eastbourne og Penge i Banken."

"Naa, saa var det alligevel sandt? Jeg har jo nok hørt om det - det var saadan noget Folk gik og snakkede om," sagde Jabez.

"Jeg tør svare for det med Husene, for Jim, han vilde have mig til at sætte mit Navn under nogle Papirer om det. Men hvad Pengene i Banken angik, saa vilde han begribeligvis ikke have Folk i Sognet til at gaa og snakke om det, og derfor fik han da ogsaa udenbys Folk til at skrive under som Vidner."

"Saa er Mary altsaa ligefrem en Pige med Penge?"

"Ja, det kan hun saamænd ogsaa trænge til. Hendes Skaber har ikke gjort ret meget for hende, hverken udvendig eller indvendig."

"Det har ikke noget at sige." Jabez rystede paa Hovedet, til Vandet løb ned fra hans Hatteskygge. "Hvis Mary har Penge, saa skal hun nok faa sig en Mand førend mangen fattig Pige, selvom hun er aldrig saa køn. Hun har saamænd Grund til at være Jim taknemmelig."

"Da skjuler hun det ellers forbandet godt!" sagde Jesse. "Det ser sommetider ud for mig, som at Mary slet ikke har Hjerte i Livet. Hun kan aldrig finde paa at tage et Forklæde paa om Mandagen i Køkkenet eller Hønsehuset - uden at hun ligefrem er pisket til det. Hun studerer til Skolefrøken. Jo, hun kan rigtignok blive en køn en! Jeg har aldrig set hende være venlig mod en eneste Sjæl - nej, ikke engang da Jims Mor blev slaaet med Stumhed. Nej, det var ikke noget Slagtilfælde. Det var ligesom der gik noget i Stykker i den gamles Strube. Først kunde hun slet ikke faa Ordene frem, nej, ikke paa nogen mulig Maade; saa var det ligesom hun klukkede, og tilsidst kunde hun ikke andet end som spise Søbemad og holde Mund. Jim tog hende med til Dr. Harding, og Harding han sendte hende til Brighton Hospital, ligesom en Pakke, men der kunde de ikke gøre noget ved hendes Daarlighed, og saa blev hun sendt videre til London, og de tændte en grumme stor Lampe inden i hende, og Jim fortalte mig, at de heller ikke kunde faa noget ud af det dér, og hvordan det nu var og ikke var, og hvormeget de saa ragede og rodede med hende, saa kom hun tilbage og var bare meget daarligere, end hun havde været, da hun tog hjemmefra. Jim sagde, at nu skulde han ikke have mere af det Hospitalsvæsen, og saa gav han hende da en Tavle; som hun bandt til sit Forklædebaand, og alt hvad hun saadan var til Sinds at sige, det skrev hun paa den."

"Se, se, det har jeg aldrig vidsti Men de er jo ogsaa Dalfolk," sagde Jabez igen.

"Naa, det var nu ikke fordi man lagde saa meget Mærke til det, for hun havde aldrig været ret snaksom af sig. Mary, hun havde Snakketøjet for dem alle tre ... Ja, saa var der da det, jeg vilde fortælle dig - og det er to Aar siden nu til Sommer. Marys Fa'r fra London, som de helt havde svedt ud, han kom herned fra London med Loven paa sin Side og sagde, at nu vilde han alligevel have sin Datter med sig tilbage til London. Den Sommer havde jeg ellers Arbejde for Dockett paa Pounds Farm, men det var en Aften, da jeg havde lovet Jim at hjælpe ham med at muge ud i hans Svinesti. Saa ser jeg en Fremmed komme sjokkende over Broen lige hen imod Wickendens Dørfliser. Det var ikke Grevskabsraadets nye Bro med Rækværket, for den Gang havde de endnu ikke givet Folk Lov til at gaa over den. Det var bare en Stump tynd Planke, som Jim havde lagt over Broen for sin egen Bekvemmeligheds Skyld. Manden var ikke fuld - bare saadan lidt omtaaget af Spiritus - og hans Ryg var li'som en eneste Skorpe, for han var faldet omkuld i Skarnet paa Vejen derhen. Han gik op ad Stenbroen forbi Jims Mor - hun var ved at fodre Ænderne, og saa satte han sig ved Bordet inde l Stuen. Jim, han var ved at skifte Strømper, var han - og Manden betroede saa Jim, hvad der var hans Ret, og hvad han vilde gøre med Mary. Ja, og saa kan du bande paa, at der blev Staahej l Jim havde straks .mest Lyst til at lange ham en ud, men det havde han gjort en Gang i sine unge Dage, og da fik han otte Maaneder i Fængslet i Lewes, fordi Manden var gaaet paa Næsen. Og derfor tog han sig da ogsaa i det og lod Manden snakke. Manden havde Loven paa sin Side med Mary, det kunde der slet ikke være nogen Tvivl om, for han viste os selv Papirerne. Men saa kom Mary ned - hun havde siddet og læst til Skolefrøken - og Manden, han fortæller hende saa, hvem han er, og hun siger, at han skulde have sørget ordentlig for sit eget Kød og Blod, medens han havde det hos sig, og ikke bilde sig ind, at han saadan kunde komme og forlange det tilbage, naar det passede ham. Han siger saa noget, men hun ser bare op og ned ad ham, forfra og bagfra, og saa driver hun ham ud af Huset bare med sin arrige Tunge, og han gaar sin Vej og stopper alle Papirerne ned i sin Hat, medens han skælder ud, saa, det er noget aldeles forskrækkeligt. Og saa kommer hun tilbage og siger sin Mening til Jim og hans Mor, fordi de ikke har fortalt hende, hvordan det var med hende. Ved den Lejlighed kom det ud, at hun aldrig havde vidst noget om alt det her. De sagde ikke noget til hende. Det gjorde de aldrig. Jeg vilde nu have sendt hende afsted med en hvilkensomhelst Mand, der bare vilde have taget hende - og Gud naade den arme Djævel!"

"Hm!" sagde Jabez og suttede paa sin Pibe.

"Naaja, det var altsaa Begyndelsen. Manden han kom jo tilbage igen næste Uge eller ved det Lag, og denne Gang fik han fat paa Jim, og han var lige ved at gøre ham helt tosset med sine Papirer og sin Snak - for han havde nu Loven paa sin Side - Indtil Jim jog Haanden ned i sin Pengepung og gav ham ti Shillings for at tie stille - det fortalte han mig selv - og for at han skulde blive væk en lille Tid og lade dem beholde Mary."

"Jamen, det er da ikke den rigtige Maade at blive af med Folk paa," sagde Jabez.

"Nej, det er vist nok. Det sagde jeg ogsaa til Jim. "Jamen, hvad skal jeg gøre?" siger Jim. "Manden har Loven paa sin Side. Jeg gaar rundt om Dagen og tænker paa det, til mit Undertøj er saa vaadt af Sved, at man kan vride det, og jeg ligger i min Seng om Natten og tænker paa det, til mine Lagner er helt gennemblødte. Det er ikke som hvis at jeg var en ung Mand, siger han, og heller ikke som hvis at jeg var en fattig Mand. Maaske drikker han sig ihjel!" Jeg sagde ham ogsaa lige rentud, hvad det var for Tossestreger, han indlod sig paa, men han vidste det - han vidste det - for han sagde, at næste Gang Manden kom, vilde han forlange femten Shillings. Og det gjorde han da ogsaa. Lige akkurat femten Shillings!"

"Og var Manden saa hendes Far?" spurgte Jabez.

"Han havde Beviserne og Papirerne. Jim viste mig, hvad det her Børne-Selskab i London havde svaret, da Mary skrev til dem og skældte ud over det. Jeg tør vædde paa, at hun ikke havde været videre høflig i sine Breve, for de svarede temmelig kort. De sagde, at de ikke kunde gøre mere ved den Sag, men - lad mig se, om jeg kan huske det - de beklagede, at der var sket en Fejltagelse. Jeg tænker mig, at de havde sendt Mary afsted i Lysekassen som et forældreløst Barn i Stedet for at sige, at hun havde en Far. Det var en grumme kedelig Fejltagelse! Og naar Manden saa havde drukket Pengene op, saa kom han igen - som sædvanlig - og han blev ved at snakke op om sin Pligt mod sin stakkels kære Kone, og hvad han vilde gøre for sin kære Datter i London, indtil Taarerne trillede ned over hans beskidte Kinder, og han fik flere Penge for at gaa sin Vej. Jim havde for Skik at stikke dem til ham bagved Døren, men hans Mor, hun hørte jo Pengene rasle. Hun havde Ikke noget tilovers for at betale Folk for at tie stille. Hun skrev saa paa Tavlen, hvad hun mente om den Sag, og Jim sad oppe den halve Nat for at svare og vise, at Manden havde Loven paa sin Side.

"Havde Manden da ingen Haandværk eller Bestilling?"

"Han fortalte mig, at han var Bogtrykker. Men jeg bilder mig nu ind, at han levede af Sognet, som alle de andre gør deroppe i London."

"Og hvordan tog Mary det saa?"

"Hun sagde, at hun hellere vilde tage ud at tjene end følge med den Mand. Men jeg mener nu, at en Frue maatte være slemt forlegen for en Tjeneste pige for at Indlade sig med Mary. Hun studerede til Skolefrøken) Ja, hun kan rigtignok blive en køn en! ... Naaja, saadan gik det altsaa det Efteraar. Marys Far fra London blev ` ved at komme igen, saasnart han havde drukket de Penge op, som Jim gav ham; og hver Gang satte han Prisen op for at lade være at tage Mary med sig! Jims Mor, hun kunde ikke lide at komme af med sine Penge, og da hun var nødt til at skrive sine Følelser op paa Tavlen i Stedet for at give dem Luft med Munden, saa blev hun helt tosset. Ja, i de Dage var hun virkelig helt tosset)"

"Sidste November logerede jeg hos Jim i den yderste Stue lige over for hans Hønsehus. Jeg betalte min Husleje til hende. Jeg arbejdede for Dockett paa Pounds - jeg skulde hente Kastanieplanker op fra Perry Shaw. Det var akkurat saadan Vejr, som vi nu har, Regn evig og altid ovenpaa en vaad Oktober, ja og jeg kan huske, at det endte med Barfrost lige op under jul. Dockett han sendte Bud op til Perry efter mig - nej, han kommer selv asende op til mig, fordi et stort Hjørne af Skrænten var rutchet ned i Bækken, der hvor den slaar en Bugt nedenfor Tolv-Tønder Marken, og alle de raadne Elletræer og Pile, som han skulde have hugget om, da han overtog Gaarden, de var gledet ned, og Bækken kommer farende ned mod dem, og de driver Vandet tilbage og lige udover hans Vinterhvede. Vandet var allerede skyllet op over de flade Steder. "Du Forbarmende, Jesse!" raaber han til mig "Se at faa det Skidt væk, og det ligesaa rask du kan. Du skal ikke give dig Tid til at hugge dem op, men sørg for at Bækken faar Luft, ellers staar min Hvede ikke til at redde jeg kan ikke selv hjælpe dig, men jeg skal nok betale dig godt for det."

"Der havde du ham ellers i Saksen", sagde Jabez og lo.

"Ja, jeg skulde maaske nok have klemt Prisen lidt i Vejret, men Bækken var ved at gaa op over godt Brødkorn. Og derfor gav jeg mig da ogsaa i Lag med Roderiet og arbejdede ud fra Bredden, hvor Træerne stod paa Hovedet i det brusende Vand - det var omtrent saadan Vejr som det her - og hele Tiden blev Bækken ved at liste sig ind over mig. Saa hended Middagstid kommer da Jim slentrende med sin Kapøkse over Skulderen.

"Har du ellers Brug for en ekstra Mand til det Arbejde?" siger han.

"Ja, hvis du har Lyst til at tage fat?" siger jeg, og uden videre Snak tog saa Jim fat ved Siden af mig. Han er ingen Sinke med en Kapøkse."

"Det kan gerne være, men jeg har nu set ham arbejde med at fælde Træer i Skovene, og det var der ikke meget Stads ved;" sagde Jabez. "Han har ikke Skuldre til det Stykke Arbejde og heller ikke rigtig Omløb i Hovedet - ja, det er nu min Mening - naar han saadan staar overfor velvoksne Træer. Han kan ikke rigtig bestemme, hvad Side han skal lade dem falde til."

"Vi skulde nu ikke fælde noget. Vi huggede de her raadne Elletræer løs og halede dem op paa Bredden, før de fik Tid til at sende Vandet ud over Hveden. Jim sagde ikke ret meget andet end som at han Aftenen i Forvejen havde faaet et Brevkort fra Mary's Far i London, hvori han havde sagt, at han vilde komme herned den Formiddag. Jim, han svedte hele Natten, og han syntes ikke, han var Mand for at høre paa al den Snakken og Banden og Tuden og saa bagefter have den Gamle til at skælde sig ud paa den Tavle. "Det har ødelagt min Dag at tænke paa det," siger han, da vi sad og spiste vor Mad. "Og derfor stak jeg Halen mellem Benene og rendte min Vej. Saa kan Mor selv tage sig af ham. Jeg tør holde paa, at hun ikke giver ham Penge for at tie stille," siger han. Og det var omtrent alt, hvad vi sagde om den Ting. Men han er ingen Sinke med sin Kapøkse, nej, han er ikke!

Men Bækken, hun steg nu højere og højere, og hun blev ved at stige, indtil vi stod og arbejdede i Vand til Knæene og huggede og hev og sled i alt det Skidt, som vi kunde faa fat i. Der var ogsaa en hel Masse, som kom drivende med Strømmen - Ledlægtere og Humlestænger og alt saadan Ragelse hulter til bulter, men de klarede Bugten og rutchede nok saa pænt videre, efter at vi havde faaet de druknede Træer halet op. Da Klokken blev fire, saa syntes vi, at vi havde gjort et meget ordentligt Stykke Arbejde for den Dag, og at hun ingen Skade vilde tage, hvis vi lod hende passe sig selv. Vi kunde heller ikke ligge og plaske omkring i Mørket og Regnen, ialfald ikke saa det rigtig kunde blive til noget. Jim han var ved at hælde Vandet ud af sine Støvler - nej, det var mig, der gjorde det. Jim havde bukket sig ned for at snøre sine op. "Saa for Satan, Jesse!" siger han og retter sig. "Nu maa Vandet være skyllet ind over mit Dørtrin derhjemme, for der kommer mit gamle, hvide Bistade."

"Ja, jeg har altid hørt, at han maler sine Bistader," indskød Jabez. "Jeg ved nu ikke om Maling ikke skræmmer Bier mere, end som det holder dem tørre."

"Lad mig pirre lidt ved det," siger han, og han pirrer ved det, da det kommer sejlende om Hjørnet.

Strømmen er saa stærk, at den nær havde revet Stangen ud af hans Hænder, og han raaber til mig, og jeg kommer løbende paa bare Ben. Saa halede vi i Stangen, og den rejste sig op paa Enden i Strømmen, og vi gættede os til, hvad det var. Saa halede vi det da ind paa et grundt Sted, og det trillede lidt rundt, og saa var der en stor stiv Menneskearm, der nær havde ramt mig lige i Synet. Saa vidste vi Besked! "Det er en Mand," siger Jim. Men Ansigtet var en eneste Skorpe. "Det er vel sagtens Marys Far fra London," siger han lidt efter. "Laan mig en Tændstik, saa jeg kan være helt sikker paa det." Han røg aldrig Tobak. Vi tændte tre Tændstikker, den ene efter den anden, saa godt vi kunde i Regnen, og han tørrede noget af Snavset af med en Tot Græs. "Ja," siger han, "det er Marys Fa'r fra London, og nu skal han da ikke mere jage Skræk i os. Vil du have ham, Jesse?" siger han.

"Nej," siger jeg. "Hvis det her nu var Eastbourne, saa vilde det være halvtredje Shilling for os hver hos Kronbetjenten, men nu skal vi spilde en hel Dag paa det Ligsyn. Jeg kan tænke mig, at han er faldet i Bækken."

"Det tænker jeg ogsaa," siger Jim. "Jeg gad nok vidst, om han har talt med Mor?" Han vender ham om og knapper hans Frakke op, og saa jager han Fingrene ned i Vestelommen og giver sig til at le. "ja vist har han talt med Mor," siger han. "Og han har ogsaa snakket hende for. Nu kan hun da ikke mere komme ud over mig, fordi jeg har givet ham Penge. Jeg har aldrig givet ham mere end et Pund. Hun har givet ham to!" og han stikker dem i sin Bukselomme og ler hele Tiden. "Og nu vil vi rage ham ud igen, for jeg er færdig med ham," siger han.

Og saa ragede vi ham da igen midt ud i Bækken, og vi saa' ham klare Bugten uden at stoppe, og vi gik et helt langt Stykke ved Siden af ham for at følge ham paa Vej. Og da vi ikke kunde se mere, saa gik vi hjem ad Landevejen, for vi vidste, at Bækken vilde være flydt ud over Engene, og vi skulde ikke have noget af at gaa og rode efter Jims lille, raadne Bro i det Mørke. Ja, og det regnede ogsaa noget aldeles forskrækkeligt. Jeg var godt glad ved at se Lys og Mad igen, da vi kom hjem. Jim han pressede mig for at komme indenfor og drikke et Glas med ham. Ellers drikker han jo ikke noget, men den Aften var han befriet for alle sine Sorger, forstaar du? "Mor," siger han, saa snart Døren gik op, "har du talt med ham?" Hun haler sin Tavle frem og skriver "Nej". Aah nej," siger Jim, saadan slipper du nu ikke fra det her. Jeg tør holde paa, at du har talt med ham, og jeg tør ogsaa holde paa, at han er kommet over dig, trods al din Snak, akkurat ligesom han er kommet over mig. Du kan ligesaa godt indrømme det med det samme," siger han. "Han er ogsaa kommet over dig." Hun er der igen med sin Tavle, men han stopper hende. "Du skal ikke være ked af det, Mor," siger han. "Jeg har set ham, siden du har set ham, og han kommer aldrig mere og plager os." Den gamle Kone ser op, ligesaa rask som en Mis, og hun skriver: "Har han sagt det?" "Nej," siger Jim og ler. "Han har ikke sagt det, men jeg ved det. Men han narrede dig nu alligevel, Mor. Nu kan du ikke mere skælde mig ud for at være blødhjertet. Du har været dobbelt saa blødhjertet som jeg. Se!" siger han, og han viser hende de to Guldstykker. "Læg du dem, hvor de hører til," siger han "Han kommer aldrig og forlanger flere af den Slags, og nu skal vi have noget at drikke," siger han, ,for det har vi fortjent."

Begribeligvis vilde de ikke lade mig se, hvor de gemte deres Skillinger. Hun gik op med dem - efter Whiskyen."

"Jeg har aldrig vidst, at Jim saadan havde det med at drikke -- og det endda i sit eget Hus," sagde Jabez.

"Det har han heller ikke, men naar han drikker noget, saa skal det være det rene Væsen. Han skal ikke have noget af Kromandens Brækvand. Fire Shillings havde han betalt for den Flaske Whisky. Det ved jeg, for da den Gamle kom ned med den, saa var der ikke andet i den end en Slat og saa lidt Bundfald. Det var ikke noget at traktere Naboer med, det kan jeg forsikre dig."

"Jamen Mor, den var jo halv fuld i forrige Uge," siger han. "Du har da vel ikke givet ham alt det oven i Købet? Der var jo for hele to Shillings i den Flaske," siger han. (Det var paa den Maade, at jeg kunde vide, han havde betalt fire). "Ja, ja, Mor, du er da ogsaa alt for god for denne Verden. Men jeg misunder ham det saamænd ikke," siger han. "Jeg misunder ham ikke noget, han kan have Glæde af. Og saa drak vi den lille Slurk, der var tilovers."

"Og hvad blev der saa af Marys Far fra London?" sagde Jabez efter at de havde siddet et helt Minut uden at sige noget.

"Jeg er for træt til at læse Aviser om Aftenen, men Dockett han fortalte mig den selvsamme Uge, at de havde holdt Ligsyn over en Mand nede i Robertsbridge som havde dunket og stødt mod saa mange Broer og Bredder, at de ikke kunde se hvad han var lavet af."

"Og hvad sagde Mary saa til al den Staahej?"

"Før hendes Far kom, havde den Gamle sendt hende ned til Landsbyen for at købe, hvad de skulde bruge i den Uge (og hun glemte det halve). Da vi kom ind, sad hun ovenpaa og læste til Skolefrøken. Der var nu ingen, der fortalte hende noget om det. Det var ikke noget, der kom saadan et Pigebarn ved i"

"Men jeg kan tænke mig, at hun vidste Besked?" vedblev Jabez.

"Hun? Hun har vel nok omtrent gættet sig til det, da hun saa', at Pengene kom tilbage. Men saavidt jeg ved, har hun aldrig skrevet noget om det paa sin Tavle. Den Aften var hun mere ked af, at to af hendes Kyllinger var druknede, for Vandet var skyllet op til deres gamle Hønseskur, saa at det havde forskubbet sig paa Stolperne. Jeg lappede det sammen næste Morgen, da Bækken var sunket lidt."

"Og hvor fandt I saa Broen? Vel sagtens et godt Stykke længere nede?"

"Lige akkurat hvor den altid havde været. Den havde bare forskubbet sig en lille, bitte Smule. Bækken havde hulet et lille Stykke ud af Bredden under den ene Ende af Planken, saa at den havde det med at vippe ind over til den ene Side, hvis man ikke var forsigtig. Men jeg kilede tre, fire Mursten ind under hende, og hun var ligesaa god, som hun altid havde været."

"Ja, jeg ved nu ikke, hvordan det ser ud, men det faar nu være som det vil," sagde Jabez, "for han havde ikke noget med at komme herned fra London og skræmme Livet af Folk og true med at tage Børn fra dem, som de havde passet og plejet som deres egne - selv om det saa bare var Mary Wickenden."

"Jamen, han havde nu Lov og Ret paa sin Side - det kan man ikke komme udenom," sagde Jesse. "Men han havde ogsaa Spiritusen paa sin Side, og det var li'som der, at han regnede galt."

"Ja, ja! Det faar nu være, som det vil - men Bækken var alligevel Jim en god Ven. Og nu forstaar jeg det hele. Jeg har aldrig kunnet begribe, hvor han vilde hen, da han sagde det, han sagde, dengang jeg talte til ham om at flytte Høstakken. Det ved du ikke noget om," siger han. "Bækken har varet mig en god Ven," siger han, og hvis hun er til Sinds til at nappe lidt af mit Hø, saa skal jeg Ikke gøre hende noget for det."

"Ja, jeg tænker ogsaa, at hun nu saadan omtrent har flyttet det," sagde Jesse og lo. "Hør! Det er ikke et Stykke af Bredden, som hun nu har fat i."

Der var atter kommet en ny Klang i Bækkens Knurren. Det lød, som om den gumlede paa noget blødt.

[[Kategori:1914]]