Revision 27568 of "Landet" on dawikisource

{{slet|se [[Wikisource:Sletningsforslag#Skabningens Mangfoldighed]]}}
Forfatter: [[Forfatter:Rudyard Kipling|Rudyard Kipling]] (1865-1936), Udgivet: 1914

Da Julius Fabricius holdt, som Sussex' Sub Præfekt,

Paa Diocletiani Tid vor Flod i Varetægt,

Han spurgte ham, Hobdenius, et Barn af Bretlands Ø:

"Hvordan skal man faa den Flodmark til at give godt med Hø?"

Og den gamle Hobden svared: "Jeg har hørt en Gang som Dreng,

Min Far jer Fader raade til at _dræne_ vel den Eng;

Og jo mer I den forsømmer, desto mindre gi'er den sig -

Ja, gør ganske som I synes, men i jert Sted dræned jeg."

Saa paa kryds og tværs de dræned, ruttende paa Roms Manér -

End blandt Rullesten vi Stumper af de gamle Drænrør ser,

Og i Mid-Augustens Tørke, naar hver Eng slaar dybe Brist,

Skimter vi den Plan, de fulgte Aar Trehundred efter Krist.

Julius Fabricius døde, som jo selv Præfekter maa -

Dødt var selve Cæsars Roma et Par Hundredaar derpaa.

Over Havet Vikingskarer saa til Bretlands Kyster kom

Og vor nedre Flodmark her blev Holger Danskes Ejendom.

Bravt sin Skude Holger styred, bravt han svang sin brune Brand, -

Vidste alt om øde Vande, - men ej stort om Agerland.

Tog han da paa Raad en Hobden af det vaskeægte Blod:

"Hvordan med den Mark langs Floden, den er ikke rigtig god?"

Og den gamle Hobden svared: "Ilde mig en Forskrift klæ'r,

Men i snart tre Snese Somre har jeg kendt den Engstump dèr.

Ja, gør ganske, som I synes, men jeg Gang paa Gang erfor,

At, vil man dens Væsen ændre, maa man _kalke_ tykt dens jord."

Holger skikked Folk til Lewes, tyve Timers flinke Skridt,

Og en Overflod de bragte ham af graat og køligt Kridt,

Gamle Hobden spredte Kalken, var den end ej ganske ren;

Derfor vi ved Grøfterensning stundom fandt en Flintesten.

Holger dør. Hans Børn blev Englands. Angelsakser hedte de.

Saa en ny Pirat os gæsted fra det skønne Normands;

Sejrrig Hertug Wilhelm delte England ud til sine Mænd,

Og vor nedre Mark ved Floden gav han Wilhelm af Warenne.

Strømmen steg (du kender Rumlen) paa en høstlig Regnvejrsnat;

Af de gennemblødte Bredder rev den Stykker med sig brat.

Wilhelm, der med samt sin Foged paa en drivvaad Runde red,

Spurgte ham : "Hob, ser du Marken? Strømmen gør sig lovlig bred."

Og den gamle Hobden svared: "Jeg skal just ej raade jer,

Men det kunde man ha' tænkt sig, som Beliggenheden er.

I maa holde vel paa Jorden, kan I Vandet hæmme ej -

Ja, gør ganske, som I synes, men I jert Sted _pæled_ jeg."

Med Pilestammer pæled de saa vidt, som Vandet steg -

Med Ellestammer bag dem og med Stub af evig Eg.

Og naar Grundens Grus borthvirvles under Høstens Flom vi ser

Mangen jernhaard Stump, der trolig stikker fast i jernhaardt Ler.

***

_Georgii Quinti anno sexto_, jeg som nu den Flodmark har,

Attesteret og forseglet Skødebrev jeg oppebar,

Der tilsikrer mig, mit Dødsbo og min Arving - hvem jeg vil -

Alskens Forrang og Gevinst, som - vi slet ingen Ret har til.

Jeg har jagtret her og Fangstret, som det sømmer sig min Stand.

Jeg kan fiske: - Hobden snapper. Jeg har Krudt - men Snarer han.

Jeg kan stoppe - han genaabner - Huller, som den hele Egn.

Ved, blev brugt af hver en Hobden, fra den første brød et Hegn.

Skal i Morgnens Dug jeg spejde om hans aarle Vandrings Spor?

Efterse hans Kurv ved Middag, hvori min Kanin just roer?

Røve ham hans Bylt ved Aften, der har fanget min Fasan?

Og for Retten Fyren stævne? Før saa gad jeg stævne Pan!

Af hans Slægt blev tredve Slægtled lagt i denne Kirkegaard,

Fra man jordebogen prented, deres Navne i den staar.

Og den Stædighed og Fromhed, hvormed al hans Æt har stridt

Satte Rod og Frugt i Landet, som nu Loven kalder mit.

Ej ror noget Dyr paa jorden, ej for nogen Fugl i Luft,

Bytted jeg hans skarpe Øjne, hans altfavnende Fornuft.

Han er Foged, Hjulsmed, Skønsmand, viis paa Skov og Mark og Vejr,

Og om stundom han er Vildttyv, - ilde mig en Forskrift klæ'r.

"Hob, hvordan med denne Flodmark?" Og jeg gaar til ham igen,

Som Fabricius og som Holger og som Wilhelm af Warenne.

"ja, gør ganske, som I synes, men" - og saa befaler han:

For, hvem der end erlægger Skatten, det er gamle Hobdens Land.

[[Kategori:1914]]