Revision 27569 of "Lidelsesfæller" on dawikisource

{{slet|se [[Wikisource:Sletningsforslag#Skabningens Mangfoldighed]]}}
Forfatter: [[Forfatter:Rudyard Kipling|Rudyard Kipling]] (1865-1936), Udgivet: 1914

Fra samlingen: [[Skabningens Mangfoldighed]] (1917)



"Et Blodkars Banken," sagde Dr. Gilbert beroligende, "kan være den første Begyndelse til en Hallucination."

Jamen, hvordan kan De saa forklare, at jeg i Forvejen ved, naar det kommer." Conroy hævede Stemmen, saa at den næsten slog Klik.

"Selvfølgelig skulde De have raadført Dem med en Læge, før De begyndte at bruge - beroligende Midler."

"Det var ved at gøre mig gal. Og nu kan jeg ikke holde op igen."

"Naa, saa Galt er det vel heller ikke! Man lægger sig ikke efter skæbnesvangre Vaner i en Alder af femogtyve Aar. Tænk Dem nu godt om! Er De nogen Sinde som Barn bleven meget forskrækket?"

"Det kan jeg ikke huske. Det begyndte, da jeg var Dreng."

"Med eller uden Kramper? Hør, har De forresten noget imod at beskrive det Krampetilfælde en Gang til?"

"Naa ja," sagde Conroy og drejede sig i Stolen, "jeg er ikke musikalsk, men prøv at tænke Dem, at De var en Violinstreng - der dirrede - og - der saa var en, som satte Fingren paa Dem? Som om der blev sat en Finger paa den nøgne Sjæl! Forfærdeligt!"

"Det gælder ogsaa om Fordøjelsesbesværligheder - eller Mareridt - saa længe det varer."

"Jamen, Rædslen bagefter gør det helt af med mig i mange Dage. Og saa det at gaa og vente paa det ... og den Medicin, jeg slet ikke kan undværel Det kan ikke blive ved!" Han rystede, medens han talte, og Stolen knirkede under ham.

"Min unge Ven," sagde Lægen, "naar De bliver ældre, vil De vide, hvilke Byrder selv de bedste af os har at bære. Hver har sin Orm!"

"Jamen, det hjælper ikke mig. Jeg kan ikke! Jeg kan ikke!" raabte Conroy og brast i Graad.

"De skal ikke gøre Undskyldninger," sagde Gilbert, da Anfaldet var ovre. "Jeg er vant til at Folk - taber Hovedet en lille Smule her i dette Værelse."

"Det er de Tabletter!" Conroy stampede afmægtigt i Gulvet, idet han pudsede sin Næse. "De har helt ødelagt mig. En Gang var jeg saamænd en meget rask Fyr. Aah, jeg har prøvet Motion og alt muligt andet. Men - hvis man sætter sig et eneste Minut, naar det kan ventes - selv Klokken fire om Morgenen - saa kommer det bagpaa en."

"Ja-h, der er mange Ting, som kommer i Morgenens Stilhed. De ved altsaa stadig, naar det forfærdelige Øjeblik vil indtræffe?"

"Hvad vilde jeg ikke give for ikke at være saa sikker paa det!" hulkede han

"Det vil vi nu lade staa hen et Øjeblik. Jeg tænker paa et Tilfælde, hvor det, vi kalder Hjerneanæmi, blev bedret - jeg vil ikke just sige hel bredet - ved længere Tids Rystning. Han kunde ikke sove, eller troede, at han ikke kunde det, men en Rejse med en Damper og Skruens Banken "

"En Damper? Efter det jeg har fortalt Dem!" næsten skreg Conroy. "Jeg vilde hellere - " "Selvfølgelig ikke en Damper for Deres Vedkommende, men en lang Jernbanerejse, næste Gang De mener, at De kan vente et Anfald. Det lyder selvfølgelig ret meningsløst, men "

"Jeg vilde gøre hvadsomhelst. Jeg synes næsten, jeg har prøvet alt!" sagde Conroy med et Suk

"Passiar! Jeg har givet Dem et styrkende Middel, som ialfald skal berøve Dem den Tro. Prøv nu den Jernbanetur og begynd ikke med at stive Dem af med Tabletter. Tag dem med, men behold dem som Reserve - som Reserve."

"Tror De da, at jeg har Selvbeherskelse nok efter det, De her har hørt?" sagde Conroy.

Dr. Gilbert smilede. "Ja, efter det, jeg har set" - han saa' sig om i Stuen - "vil jeg ikke betænke mig paa at sige, at De har akkurat ligesaa megen Selvbeherskelse som saa mange andre Mennesker. Jeg skal nok skrive til Dem om Deres Rejse. Indtil da bruger De dette styrkende Middel," og før Conroy gik, gav han ham nogle almindelige Anvisninger.

En Time senere skyndte Dr. Gilbert sig ned til Golfbanen, hvor hans faste Lørdagsparti ventede ham. Det var som sædvanlig haardt Spil, for Ugens Arbejde havde været ligesaa anspændende for de to Højesteretssagførere og Sir John Chartres, som for Gilbert. De to jurister var gamle Fjender fra Admiralitetsretten, og Sir John med de graa Øjenbryn og det bryske Væsen nævnedes sammen med, men ikke før Rutherford Gilbert som Specialist i Nervelidelser.

Da de senere trak sig tilbage til Klublokalet, begyndte juristerne igen at skændes om en indviklet Sag med et Skibssammenstød," og ligesaa selvfølge ligt gav de to Læger sig til at sammenligne Sygdomstilfælde.

"Løgn -- Løgn fra Ende til anden," sagde Sir John, da Gilbert havde fortalt ham om Conroy's Sygdom. "Post hoc, propter hoc. Den Mand eller Kvinde, som bruger den Slags Medicin, er ipse facto en Løgner. Du har da heller ingen Fantasi."

"Det er Skade, at du ikke selv har lidt af det - en Gang imellem."

"Jeg har ogsaa i min Tid troet paa en vis Type Patienter. Det er altid det samme. Af Grunde, som de ikke fortæller os i Konsultationsværelset, begynder de at bruge en eller anden Slags Medicin. Saa kommer der visse Symptomer. Og de gør deres Ed paa og tror selv, at de begyndte at tage Medicinen for at gøre Tilfældet mindre pinagtigt. Hvad bruger din Mand? Najdolen? Ja, det kunde jeg tænke! Forleden Torsdag havde jeg en Patient, som bogstavelig talt var Magen til din. Det var ogsaa Najdolen - og akkurat de samme Løgne."

"Fortæl mig Symptomerne - saa skal jeg nok selv drage mine Slutninger, Johnnie."

"Symptomerne! Pigebarnet var aldeles forgiftet af Najdolen. Fuldkommen fra Sans og Samling. Minsandten om jeg ikke var bange for, at hun skulde have revet Lysekronen ned."

"Min var ogsaa lidt ude af Balance, og han er endda saa stærk som en Okse," sagde Gilbert. "Hvad var det for Hallucinationer, din Patient havde?"

"Ansigter - jordslaaede Ansigter. Hun fortalte mig selvfølgelig, at hun tog Najdolenen for at blive fri for Ansigterne. Det er igen post hoc, propter hoc. Allesammen Løgnere!"

"Hvad er det?" sagde den ældste af juristerne hastigt. "Det lyder professionelt."

"Skrub af med dig! Det er ikke for dine Øren, Sandy." Sir John vendte ham Ryggen og spadserede med Gilbert i den kølige Aftenluft.

En Uge senere modtog Conroy følgende Brev i sin Ungkarlelejlighed.

"Kære Hr. Conroy. Hvis De stadig er bestemt paa at gøre en Natterejse den 17de og ikke har tænkt paa at rejse et bestemt Sted hen, saa kunde De gøre mig en stor Tjeneste. En Frk. Henschil, som jeg interesserer mig noget for, skal samme Nat rejse vestpaa, fra Waterloo Station (Perron 3). Hun er ikke egentlig syg, men som det gaar med saa mange af os, er hendes Nervesystem en lille Smule medtaget. Hun er selvfølgelig ledsaget af sin Kammerjomfru, men hvis jeg vidste, at De var med samme Tog, vilde jeg føle mig meget roligere. Vil De være saa venlig at skrive og lade mig vide, om Toget 10,8 fra Waterloo (Perron 3) den 17de ds. passer Dem - saa skal jeg være der og tage imod Dem. Glem ikke, hvad jeg har sagt, og bliv ved at bruge det styrkende Middel.

Deres hengivne

L. Rutherford Gilbert."

"Han ved, at jeg knap er stærk nok til at passe paa mig selv," var Conroy's Tanke. "Og han vil have mig til at passe paa en Kvinde!"	

Og dog, efter at han i en halv Time havde tænkt frem og tilbage over Sagen, gik han ind paa Lægens Forslag.

Conroys Plage, som havde varet i adskillige Aar, var følgende:

En bestemt Aften, medens han befandt sig midt mellem Søvn og vaagen Tilstand, kunde han pludselig gennembæves af et dybt Suk, der - som han efterhaanden havde lært - var Tegnet til, at hans Hjerne havde undfanget sin Rædselsdrøm og, naar Tidens Fylde kom, vilde føde den til Verden.

Medicinen hjalp forsaavidt til at tilsløre den Rædsel, saa at den ikke blev til andet end en isnende Drøm i en lang Række forvirrede Drømme, men paa selve Begivenhedens Genkomst havde den ingen Indflydelse. Naar det Suk en Gang var trængt over hans Læber, saa var det hele uundgaaeligt, og i de Dage, der forløb før Drømmen atter fødtes, var hans Liv en fortsat Pine. I de første to Aar havde han kæmpet for at holde den borte ved Adspredelser, men hverken Motion eller Drik hjalp ham. Saa var han begyndt at tage den fortræffelige M. Najdol's Tabletter, hvis Etikette garanterer "forfriskende og absolut naturlig Søvn for de Sjæletrætte". Man gaar med dem i et ganske lille Rør med en Fjeder, der presser en enkelt parfumeret Tablet op til Randen af Røret, hvorfra man kan tage den op med Læberne, medens man stryger sin Moustache eller retter paa sit Slør.

Naar man i tre Aar har nydt M. Najdols Præparat, saa er man ikke ret vel skikket til at skabe sig en Fremtid. Conroys Venner, som vidste, at han ikke drak, tænkte sig, at han havde ødelagt sit Hjerte ved altfor kraftig Friluftsport, og Conroy havde med megen Omhu opdigtet en Læge, Symptomer og Behandling, som han diskuterede med dem og med sin Moder i Hereford. Hun mente, at han nok skulde vokse fra det og anbefalede ham at bruge nux vomica.

Da Conroy tilsidst besluttede sig til at gaa til en rigtig Læge, var det i det Haab at blive frelst fra at begaa Selvmord ved Hjælp af en Spænde trøje. Og dog havde Dr. Gilbert bare givet ham mere Medicin - for Eksempel et styrkende Middel, som kunde koble jernbanevogne sammen - og havde tilraadet en Natterejse med jernbanen. Og ikke alene alle Rædslerne ved en Jernbanerejse - hvortil en Mand, der ingen Tjener tør holde, ovenikøbet maa pakke, mærke og indskrive sin egen Kuffert - men ogsaa Nødvendigheden af at holde sig rank overfor en Fremmed, hvis Nervesystem var "en lille Smule medtaget."

Han tilbragte en lang Formiddag med at pakke, for hver Gang han prøvede at samle sine Ting sammen og tælle dem, gled hans Tanker væk til de Timer, der var igen af hans Dag, før den Nat skulde komme, og han greb sig i at tælle Minutterne højt. I saadanne Øjeblikke kunde Skæbnens Uretfærdighed imod ham drive ham til Oprørshandlinger, som ingen Tjener maatte være Vidne til, men den Aften holdt Dr. Gilberts Styrkemiddel ham saa nogenlunde rolig, medens han lagde sin Patent-Barberkniv ned.

Paa Waterloo Station blev han smidt ud i det virkelige Liv. Han maatte concentrere sine Tanker om de Penge, han skulde have tilbage for sin Billet, om ikke for andet saa for at forhindre Shillings og Pence i at blive til Minutter ved Billet-Kontoret, og han gav hastigt en Drager Besked paa, hvor han skulde anbringe hans Kuffert. Det gamle 10,8 Tog fra Waterloo vestpaa var et langsomt Tog, der var hele Natten om at gøre Turen, og som i Mælke-Forsendelsens Tjeneste holdt ved næsten hver eneste Station.

Dr. Gilbert stod ved Døren ind til den eneste blandede Bogglevogn, og bagved ham stod en ældre og sværere Mand. "Det glæder mig at se Dem!" udbrød han. "Skal jeg tage en Billet til Dem?"

"Nej mange Tak!" svarede Conroy. "Den har jeg selv taget - for længe siden. Min Kuffert er ogsaa med!" tilføjede han stolt.

"Ja undskyld! Frk. Henschil er herinde. Lad mig forestille Dem for hende."

"Men - men," stammede han - "tænk paa den Tilstand, jeg er i. Hvis der sker noget, saa falder jeg helt sammen."

"Nej, De gør saamænd ikke! De skal nok klare Dem, naar det gælder. Og hvad den Selvbeherskelse angaar, som De talte om forleden Dag" - Gilbert drejede ham rundt - "se saa!"

Ved et Kupévindue stod en ung Mand med en Ulster over en Diplomatfrakke med Silkeopslag, og han græd aldeles ubeskæmmet.

"Aah, jamen det er jo bare Drik!" sagde Conroy. "Jeg har ikke taget nogen af de - de her Tingester siden Frokost."

"Storartet!" sagde Dr. Gilbert. "Jeg vidste jo nok, at jeg kunde stole paa Dem. Kom saa! Vent et Øjeblik, Chartres!"

En høj, tilsløret Kvinde sad ved Vinduet længst borte. Hun bøjede Hovedet, da Doktoren hviskede noget til hende, som Conroy ikke kunde høre. Saa forsvandt han, og Konduktøren kom for at se Billetterne.

"Min Kammerjomfru - Kupéen ved Siden af," sagde hun langsomt.

Conroy viste sin Billet, men da han stak den tilbage i Ærmelommen paa Ulsteren, faldt det lille Sølv-Najdolenrør ud af hans Handske og ned paa Gulvet. Han tog det hastigt op, idet Toget satte sig i Gang, og han blev kastet tilbage paa sin Plads. "Det var da dejligt!" sagde Kvinden. Hun løftede langsomt sit Slør, og knappede den øverste Knap paa sin venstre Handske op. Ind imod Haandfladen laa et lille Najdolen-Rør.

"Nej lad være!" sagde Conroy uden selv at gøre sig klart, at han havde talt.

"Hvad behager?" Den dybe Stemme var afmaalt, tonløs og dæmpet. Conroy vidste, hvad det var, der gav den Klang.

"Jeg sagde "Lad være!" Han vilde ikke synes om, at De gjorde det."

"Nej, det vilde han ikke." Hun holdt Røret med den evige Tablet mellem Tommel- og Pegefinger. "Men hører De da ikke ogsaa til de Sjæletrætte?"

"Det er netop derfor. Aah nej, lad være! I hvert Fald lige nu. Jeg - jeg har ingen taget siden i Morges. De - De faar mig bare til at gøre det samme."

"Dem! Er det saa galt fat med Dem?"

Han nikkede og pressede Haandfladerne mod hinanden. Toget skumplede over Vauxhall's Skiftespor og blev hilst med Klapren af tomme Mælkespande, som skulde med vestpaa.

Efter i lang Tid at have siddet tavs løftede hun sine store Øjne, og med en Troskyldighed, som vilde have narret enhver normal Mand, bad hun Conroy kalde paa hendes Kammerjomfru og bede hende bringe en Bog, som hun havde glemt.

Conroy rystede paa Hovedet. "Nej, Folk af vor Slags kan ikke læse. Lad nu være!"

"Er De her for at passe paa mig?" Hendes Stemme var stadig lige tonløs.

"Jeg? Jeg trænger selv snarere til en Vogter - og i Nat mere end nogen Sinde."

"I Nat? De har altsaa ogsaa en Nat? De vilde ikke tro mig, da jeg fortalte dem om min." Hun lænede sig tilbage og lo, stadig langsomt. "Er Læger ikke dumme? De ved ingenting."

Hun lænede Albuen mod Knæet, løftede Sløret, som var gledet ned, og stirrede paa ham med Hagen støttet i Haanden. Han saa' paa hende, til hans Øjne blændedes af Taarer.

"Tror De, jeg har været der?" sagde hun.

"Ja vist saa, vist saa!" svarede Conroy, for han havde set den Rædsel og Skræk, som boede bag disse Øjne med de tunge Øjenlaag, de fine Rynker paa den brede Pande og det vagtsomme Udtryk om den smukke Mund.

"Hvad om vi - tog en - bare én hver? Jeg har ingen faaet siden i Morges."

Han løftede Haanden og vilde have raabt højt, men Stemmen svigtede.

"Nej, lad være! Kan De da ikke se, at det hjælper mig at hjælpe Dem til at lade være? Lad os ikke synke sammen begge to."

"Jamen, jeg trænger til én. Det er et stakkels Hjerte, som aldrig kender til Glæde. Bare én! Det er min Nat."

"Det er ogsaa min Nat. Min fire - fem - seks - syvogtresindstyvende." Han kneb resolut Læberne sammen, for at dæmme op for hele den Strøm af Tal, der antog synlig Form og truede med at rive ham med sig.

"Aah det er bare min niogtredivte." Hun standsede, som han havde gjort. "Jeg gad vidst, om jeg holder det ud, til jeg naar op i Tredserne - - Tal til mig, ellers bliver jeg helt gal. De er et Mandfolk. De er den stærkeste af os to. Fortæl mig, naar De knækkede sammen."

"En, to, tre, fire, fem, seks, syv - otte - De maa virkelig undskylde."

"Der er ikke noget at bede om Undskyldning for! jeg lader altid, som om jeg har tabt en Maske paa mit Strikketøj. Jeg tæller Dagene til den sidste Dag - saa Timerne, saa Minutterne. Gør De ogsaa det?"

"Jeg tror ikke, jeg har gjort ret meget andet i de sidste " sagde Conroy gysende, for Natten føltes kølig, og det var en Kølighed, han kendte.

"Aah, hvor det er beroligende at træffe nogen, som man kan snakke fornuftigt med. Det er ikke altid samme Dato, er det vel?"

"Hvad Forskel vilde det gøre?" Han rev sin Ulster op med et Ryk. "De er en fornuftig Kvinde. Kan De ikke se, hvor modbydelig - modbydelig - modbydelig " (Støvet fløj fra det polstrede Armlæn, idet han hamrede paa det) "uretfærdigt det er? Hvad har jeg-gjort?"

Hun lagde meget myndigt sin store Haand paa hans Skulder.

"Hvis De begynder at tænke paa det," sagde hun, "saa knækker De helt sammen. Og saa skammer De Dem bare over det. Fortæl mig, hvordan det er med Dem - saa skal jeg fortælle Dem, hvordan det er med mig. Men De maa være rolig - rolig, min unge Ven, ellers taber jeg ogsaa Hovedet!" Og det lykkedes hende at berolige ham, skønt hendes Hage dirrede.

"Naa ja," sagde han til sidst, idet han rev og sled i Armlænet mellem dem, "selvfølgelig er mit ikke noget at tale om."

"Nu maa De ikke være dum! Det kan De bruge overfor Læger - og Mødre!"

"Det er et sandt Helvede," mumlede Conroy. "Det begynder paa en Damper - en kvælende hed Nat. Jeg kommer ud af min Kahyt. Jeg gaar gen nem Salonen, hvor Hovmestrene har rullet Tæpperne til Side, og Brædderne er nøgne og hede og lugter af Sæbe."

"Jeg har ogsaa rejst," sagde hun.

"Ja, saa kommer jeg op paa Dækket. Jeg gaar ned ad en overdækket Gang. Slagtet Kød - Bananer - Olie, saadan lugter der."

Igen nikkede hun.

"Det er en blyfarvet Damper, og Havet er blyfarvet. Fuldkommen rolig Sø - fuldkommen roligt Skib, med Undtagelse af Maskinen, og Bølgerne trækker sig bort i Rækker, den ene efter den anden - matgraa. Og hele Tiden ved jeg, at der snart vil ske noget."

"Jeg ved det. Der vil snart ske noget," hviskede hun.

"Saa hører jeg et dumpt Brag i Maskinrummet. Dernæst Lyden af noget, der falder - ligesom Ildragere - og saa to aldeles forfærdelige Hyl. Og endnu medens de lyder i mine Øren, ved jeg, at de to Mænd døde i det Øjeblik, de hylede. Det var med deres sidste Aandedræt, at de udstødte det Hyl - i den frygteligste Pine. Forstaar De?"

"Det skulde jeg mene. Men hvad saa videre?"

"Det er det første. Saa hører jeg nogen komme løbende paa bare Fødder ned langs Gangen. En af de skoldede Mænd kommer hen til mig bagfra og siger ganske tydeligt: "Min Ven, alt er tabt". Saa banker han mig let paa Skulderen, og jeg hører ham falde død om." Han stønnede og tørrede Panden.

"Og det er altsaa Deres Nat?" sagde hun.

"Det er min Nat. Den kommer igen med et Par Ugers Mellemrum - og saa og saa mange Dage, efter at jeg har modtaget det, jeg kalder min Dom. Saa begynder jeg at tælle."

"Deres Dom? Mener De det her?" hun lukkede halvt Øjnene, trak Vejret tungt og gyste. "Varsel" kalder jeg det. Sir John troede, at det var Løgn altsammen."

Hun havde taget sin Hat af og kastede den paa Sædet lige overfor, saaledes at hendes vældige sorte Haar blev synligt. Det var snoet løst sammen helt nede i Nakken, lige over den smukt formede Hals, og trukket lidt ned over det venstre Øre. Men Conroy havde ikke Øje for andet end hendes alvorlige Øjne.

"Hør nu!" sagde hun. "Jeg spadserer ned ad en Vej, en hvid sandet Vej i Nærheden af Havet. Der er forfaldne Hegn paa begge Sider, og der kommer Mænd og ser paa mig over de Hegn."

"Bare Mænd? Siger de ikke noget?"

"De prøver paa det. Deres Ansigter er helt jordslaaede - ædt væk," og et Øjeblik skjulte hun sit Ansigt i sin venstre Haand. "Det er Ansigterne - Ansigterne!"

"Ja. Ligesom mine to Hyl. Jeg ved det!"

"Jamen saa selve Stedet - saa nøgent det er - og Sollyset og Lugten af Salt og Vinden, som blæser paa Sandet. Mændene løber efter mig, og jeg løber - jeg ved jo ogsaa, hvad der kommer. En af dem rører ved mig."

"Ja, og hvad kommer der saa? Det er vi begge to gaaet udenom."

"Et forfærdeligt Stød - ikke Skælven, men Stød, Stød! Stød!"

"Som om selve éns Sjæl blev stoppet - som naar man sætter Fingren paa en Skylleskaal midt i en Tone," sagde han.

"Ja det er netop det!" svarede hun. "Selve éns Sjæl - den Sjæl, i Kraft af hvilken man lever - stoppet. Saadan!"

Hun huggede Tommelfingeren haardt ned i Armlænet. "Og nu," sagde hun klynkende, "nu da vi saadan har hidset hinanden op - kunde vi saa ikke tage én - bare en eneste?"

"Nej," sagde Conroy og rystede. "Lad os holde ud. Vi er forbi" - han saa' ud gennem de mørke Vinduer - "Woking. Der er Necropolis. Hvor længe er der til Daggry?"

"Aah, saa forfærdelig længe. Hvis man blunder bare et eneste Minut, faar det Tag i én."

"Og hvordan synes De saa, at det her" - han bankede paa Indersiden af sin Handske - "hjælper Dem?"

"Forstaar De - det dækker selve Tingen, saa at den ikke bliver altfor virkelig - hvis man bare tager nok. Det er bare - bare det, at man ogsaa mister alt muligt andet. Jeg har ligefrem ført en Slags Skyggetilværelse i to Aar. Hvad vilde De give for en Gang igen at være rigtig virkelig? Det er saa besværligt saadan at skulle lyve."

"Man maa jo værge for sig - og saa har man jo ogsaa sin Moder at tænke paa," svarede han.

"Ja, det er sandt. Jeg haaber, at vi ikke skal dømmes altfor haardt. Vor Byrde - kan De høre mig? - vor Byrde er tung nok."

Hun rejste sig i sin fulde Højde, saa at hun næsten rørte ved Loftet i Kupeen. Conroy greb hende haardt i Armen og trak hende tilbage.

"Nu er det Dem, der er dum. Sæt Dem ned!"

"Jamen, det er saa grusomt! Kan De ikke se det? Kan De ikke føle det? Lad os tage en nu - før jeg =

"Sæt Dem ned!" raabte Conroy, og Sveden brød atter frem paa hans Pande. Han havde kæmpet i adskillige Nætter, og i endnu flere Nætter var han bleven overvunden af sin Fjende, ja, og han kendte den Oprørsfølelse, som flammer op, til den tager Magten fra en og ender med Udmattelse.

Hun glattede sit Haar og sank tilbage, men en lille Tid bevægede hendes Hoved og Hals sig pinefuldt som paa en fangen Vendehals.

"En Gang," sagde hun, med udbredte Hænder, "en Gang rev jeg mit Lagen igennem fra Ende til anden. Der skal Kræfter til den Slags Ting. Jeg havde gode Kræfter den Gang. Nu har jeg ikke ret mange. Jeg er snart færdig. Og De, min unge Ven?"

"Snart færdig! Lad mig beholde Deres Rør til imorgen tidlig."

Jamen Kuldefornemmelsen begynder."

"Saa laan mig det da."

"Og det trækker ned gennem min højre Side. Om et Minut vil jeg ikke være i Stand til at røre mig."

"Jeg kan knap selv løfte Armen," sagde Conroy. "Nu begynder det."

"Hvorfor er De da saa dum? De ved, det vil være lettere, hvis vi tager én - bare én hver!"

Hun løftede Røret op til Munden. Med en uhyre Anstrengelse greb Conroy det. De to bevægede sig som Lededukker, og da deres Hænder rørte ved hinanden, saa var det som om Træ slog mod Træ.

"De - faar - ikke - Lov!" sagde Conroy. Hans Kæber stivnede, og han kunde mærke, hvordan Kulden krøb fra Fødderne og opefter.

"Hvorfor - faar - jeg - ikke - Lov?" Hun gentog Ordene ganske idiotisk.

Conroy kunde kun ryste paa Hovedet, medens han greb om den Haand, som holdt Røret. Mælet svigtede hende nu ganske. De vidunderlige Læber stod halvt aabne, saa at de lige Tænder saas, men kun i Næseborene var Livets Aande. Øjnene blev døde og matte, Ansigtsfarven graa, og gennem Handsken føltes Haanden som Is.	

Lidt efter var det, som om hendes Sjæl atter vendte tilbage og stod bag hendes Øjne - det eneste der var levende i det Ansigt - og de blev ved at se og se efter Conroys Sjæl. Ogsaa han var som lænkebunden paa hvert Lem, men et Sted uendelig langt borte hørte han sit Hjerte passe sit Arbejde, som Maskinen, der bliver ved at virke midt igennem og under den fremstormende Bølge. Han vidste, at hans eneste Haab var ikke at slippe de Øjne, som blev ved at være fæstede paa ham, fordi der var noget ondt i hans Nærhed, der vilde faa Magt over ham, saafremt han bare saa' et Haarsbred til Siden.

Resten var Mørke, et Mørke, gennem hvilket en fjern Planet hvirvledes under Bækkeners Larmen. (Paa den anden Side af Farnborough udsender Toget 10,8 mange tomme Mælkespande, hver Gang det standser). Saa vendte Livet tilbage til Legemet, med en utaalelig Stikken. Lem for Lem, efter en sand Dødskval af Rædsel, genvandt han dette Legeme, men gennemsyret af den mest fuldkomne Udmattelse, som den Træthed der kommer, naar man har roet en hel lang Dag. Han saa' de tunge Laag sænke sig - det der havde holdt Vagt bag hendes Øjne svandt - og han sov, medens Tryghed og Fred sænkede sig over hans Sjæl.

Lysskæret i hans Øjne og et Pust af den salte Luft vækkede ham, men der var ikke noget ubehageligt i denne Opvaagnen. Hendes Haand holdt stadig fast om hans, og hun sov med Panden støttet mod Haanden. Hun vaagnede ogsaa, da han rørte sig, og nyste som et Barn.

"Jeg - jeg tror, det er Morgen," sagde Conroy.

"Og der er ikke sket noget! Saa' De Deres Mænd? Jeg saa' ikke mine Ansigter. Skulde vi virkelig være sluppet fril Tog - tog De noget efter, at jeg var faldet i Søvn? Jeg giver Dem mit Ord paa, at jeg ikke gjorde det," stammede hun.

"Nej, det behøvedes ikke. Vi har sovet fra det."

"Det behøvedes ikke! Gud være lovet! Det behøvedes ikke. Aah se!"

Toget løb for Foden af øde Klipper langs en høj Kyst, overskyllet af Bølger, som var farveløse i den tidlige Morgensol. Mod Syd hævede Solen sig, i Taager, op over Kanalen.

Hun lænede sig ud af Vinduet og indaandede Luften i dybe Drag, medens Vinden rev hendes forpjuskede Haar løst, saa at det faldt helt ned til Bæltestedet.

"Naa!" sagde hun med straalende Øjne. "Venter De ikke stadig paa, at der skal ske noget?"

"Nej, ikke før næste Gang. Vi er sluppet fri," sagde Conroy og trak Vejret ligesaa dybt som hun.

"Saa bør vi ligefrem bede en Bøn."

"Aah Snak. Folk kan jo se os!"

"Vi behøver ikke at knæle. Staa op og sig: Fadervor. Det maa vi."

Det var første Gang Conroy havde bedt, siden han var Dreng. De lo hysterisk, da en Krumning i Sporet kastede dem over mod Armlænet.

"Og nu skal vi have noget at spise," raabte hun. "Min Kammerjomfru - Søster Blaber - har Frokostkurven og alt det andet. Frokosten skal være færdig paa tyve Minutter. Aah! se paa mit Haar!" og hun gik leende ud af Kupéen.

Conroys første Opdagelse - og han gjorde den uden at famle eller tælle Bogstaverne paa Hanerne - var, at den Mængde Vaskevand, som London og Sydvest-Banen giver sine Passagerer er utilstrækkelig. Han brugte hver Draabe og nød den kolde, stikkende Fornemmelse paa Hals og Arme. At barbere sig i et Tog, som var i Bevægelse, oversteg hans Kræfter, men ved det næste Stoppested fik han sin Chance, og til sin egen Forbavselse greb han den. Medens han stod og saa' stift paa sig selv i Spejlet, smilede han og nikkede. Han saa' saamænd ikke saa gal ud, denne Person med de klare, om end noget dybtliggende Øjne, og denne Mund, som næsten ikke var sammenbidt. Men da han bar sin Haandtaske tilbage til Kupeen, tyngede den hans kraftesløse Arm i den Grad, at han følte sig ydmyget i sin nylig genvundne Stolthed.

"Min Ven," sagde han halvhøjt, "du maa nok til at træne. Du er en køn en!"

Hun tog imod ham i den anden Kupe, hvor hendes Kammerjomfru havde sørget for Frokosten.

"Du gode Gud!" sagde han og standsede i Døraabningen. "Det var aldrig faldet mig ind, at De var saa smuk!"

"Tak i lige Maade, min unge Ven! Men sæt Dem nu ned - jeg kunde spise en hel Hest."

"Det vilde jeg nu ikke gøre," sagde Kammerjomfruen. "Jo mindre De spiser jo bedre." Hun var en lille fregnet Kvinde med lyst, purret Haar og lyseblaa Øjne, der saa' gennem alle Slør.

"Det er Frk. Blaber," sagde Frk. Henschil. "Han er ogsaa en af de Sjæletrætte, Søster."

"Det ved jeg. Men naar man lige har opgivet det, saa har man ikke godt af et stort Maaltid. Det er derfor, jeg bare har givet Dem Smør og Brød."

Hun gik stille ud, og Conroy blev helt rød i Hovedet.

"Vi er Børn endnu, forstaar De?" sagde Frk. Henschil. "Men jeg er rask nok til at føle mig lidt flov over det. Bruger De Sukker?"

De sultede heroisk i hinandens Selskab, og da Søster Blaber kom tilbage for at tage Kurven ud, var hun saa naadig at tilkendegive, at hun var tilfreds med dem.

"Lille Søster?" sagde Frk. Henschil indsmigrende og rødmede saa.

"Ryger De?" sagde Sygeplejersken roligt til Conroy.

"Jeg har ikke gjort det i mange Aar. Men siden De nævner det, tror jeg forresten nok, jeg kunde have Lyst til en Cigaret - eller saadan noget."

"Jeg har ogsaa en Gang røget. Tror De, det vilde hjælpe til at holde mig stille?" sagde Frk. Henschil.

"Maaske. Prøv dem her." Sygeplejersken rakte dem sit Cigaretetui. "Men De maa ikke tage andet," tilføjede hun bestemt og gik saa sin Vej med Tekurven.

"Storartet!" sagde Conroy mellem Dragene.

"Ja, det er bedre end ingenting," sagde Frk. Henschil, men en lille Tid var de helt skamfulde, selvom de ligesom Børn følte en vis Trøst i den fælles Straf.

"Saa," hviskede hun, "fortæl mig saa, hvem De var, da De var et rigtigt Menneske!"

Conroy fortalte hende det, og til Gengæld fortalte hun ham sin Historie. Det var dem begge en Glæde atter en Gang at tale om almindelige Ting - Familie, Navne, Steder og Datoer - med et Menneske, som rigtig forstod dem.

Hun fortalte, at hun stammede fra Lancashire - hendes Familie var velhavende Bomuldsfabrikanter af den rigtige gamle Skole. Hun boede sammen med en gammel, myndig Moder i den velhavende Verden nord for Lancaster Gate, hvor de Folk, der hørte til det gode Selskab, holdt Baller og Middage i et Mekka, som gik under Navn af Langham Hotel.

Der havde hun da ogsaa selv fejret sin Indtrædelse i Selskabslivet, og alene Blomsterne til det Bal havde kostet syvogfirs Pund, men da hun blev anset for at være noget aparte, havde hun ikke skaffet sig ret mange Venner blandt sit eget Køn. Hun var bleven beundret af mange Mænd, for hun var en Skønhed - ja, i Virkeligheden "Skønheden" i sin egen Kreds, sagde hun.

Hun talte uden mindste Undseelse eller Forbehold, som en Fange paa Livstid fortæller om sin Fortid til en anden Fange; og Conroy nikkede over Cigaretrøgen.

"Kan De huske, da De kom ind i Vognen?" spurgte hun. "(Aah, hvor jeg vilde ønske, at jeg havde et Strikketøj!) Lagde De da Mærke til noget, min unge Ven?"

Conroy tænkte tilbage. Det var flere Menneskealdre siden. "Stod der ikke en udenfor Døren og græd?" spurgte han.

"Det - det var den lille Mand, jeg var forlovet med," sagde hun. "Men jeg fik ham til at hæve Forlovelsen. Jeg sagde til ham, at det ikke kunde blive til noget. Men han vil ikke, forstaar De?"

"Den Spirrevip! Han naaede Dem jo ikke til Skulderen."

"Det har ikke noget at gøre med den Ting. Jeg holder forfærdelig meget af ham. Jeg er en dum Tøs -" snakkede hun videre, idet hun satte sig hyggeligt til Rette, med den ene Albu paa Armlænet.

"Vi var forlovede - jeg kunde simpelthen ikke sige Nej - og han forguder mig. Men det kan ikke nytte noget. Jeg er ikke mig selv mægtig, forstaar De? Hans to Søstre er imod Partiet, skønt jeg har Pengene. De er i deres gode Ret, men de tror, det er Drik," sagde hun med lidt slæbende Stemme. "De er Metodister - Skinnerne! Forstaar De, deres Bedstefader, som startede Patton Fabrikkerne, han døde af Drik."

"Ja det forstaar jeg saa godt." Der var et bekymret Udtryk i det alvorlige Ansigt under Sløret, som var slaaet tilbage.

"George Skinner." Hun sagde det saa blødt og dæmpet. Jeg vilde med Guds Hjælp blive ham en god Kone - hvis jeg kunde. Men det nytter ikke noget. Jeg er ikke mig selv mægtig. Men han vil ikke opgive mig. I gamle Dage kaldte jeg ham altid "Toots". Det er ligemeget med ham, forstaar De."

"Det er jo Dickens," sagde Conroy rask. "Jeg har ikke tænkt paa Toots i mange Aar. Han var hos Dr. Blimber [Dombey og Søn]."

"Ja - det er altsaa min Besvær," sluttede hun og vred sine Hænder en ganske lille Smule. "Men jeg - tror De ikke - at der nu er Haab?"

"Hva'behar?" sagde Conroy. "Jovist saa! Det er første Gang, jeg er kommet over det uden Hjælp. Eller rettere - ved Deres Hjælp."

"Jamen, det kommer jo nok igen."

"Skal vi saa ikke mødes paa samme Maade? Her er mit Kort. Skriv til mig, hvad Tog De tager med - saa kan vi følges ad."

"Ja. Lad os gøre det. Men i Mellemtiden. - naar vi trænger til " hun saa' paa sin Haandflade og spillede paa den med de fire Fingre. "Det er saa svært at opgive dem."

"Jamen, tænk paa, hvad vi allerede har vundet, og lad mig faa det Rør og gemme det."

Hun rystede paa Hovedet og smed sin Cigaret ud af Vinduet. "Ikke endnu."

"Lad os saa give Søster Blaber vore Rør og prøve at klare os i Dag med Cigaretter. Nu skal jeg kalde paa hende, medens vi føler os stærke."

Hun betænkte sig, men gav tilsidst efter, og Søster Blaber tog smilende mod de tilbudte Genstande.

"De skal nok klare Dem!" sagde hun til Frk. Henschil. "Men" - til Conroy -"hvis jeg var Dem, vilde jeg sørge for at faa rigelig Motion."

Da de naaede deres Bestemmelsessted, begyndte Conroy straks at følge Søster Blabers Raad. Han havde ingen klar Erindring om den Dag, udover at han havde en Strimmel blaat Vand paa sin venstre Haand, Tornbladbuske paa sin højre og foran sig en Sti for Kystvagten, mærket med Sten, som var skyllet hvide af Bølgerne, og som han talte, til han naaede op i mange Tusinder. Da han vendte tilbage til den lille By, saa' han Frk. Henschil paa Strandbredden nedenfor Klippen. Hun laa paa Knæ for Søster Blaber, grædende og bønfaldende.

Femogtyve Dage efter kom der et Telegram til Conroys Ungkarlelejlighed: Varsel givet. Waterloo igen Fireogtyvende. Den samme Aften vaagnede han med den Gysen og det Suk, som fortalte ham, at han havde faaet sin Dom. Og dog, medens han laa der med Hovedet paa Puden, tænkte han paa, at han trods Tilbagefald alligevel havde haft tre Uger, hvor han virkelig havde levet, Uger, som indbefattede flere Rideture før første Frokost - den Time, da man trænger mest til Najdolen; fem Aftener efter hinanden paa Floden ved Hammersmith i et lille Fartøj, hvor han rigtig havde strakt ud med de hvide Arme, som forbipasserende Baadsmandskaber opholdt sig over; et Parti Rackets" i Klubben, tre Middagsselskaber, et lille Bal og en rigtig Menneske-Flirt med en rigtig levende Kvinde. Og hvad der var endnu mere bemærkelsesværdigt - han: havde gjort sit Maanedsregnskab op og var kun en eneste Gang løbet sur i Smaapengene og de Dage, som han endnu havde at løbe paa. Næste Morgen red han sejrstolt i Parken paa sit lejede Dyr. I Nærheden af Lancaster Gate saa' han Frk. Henschil til Hest i Samtale med en ung Mand, der stod ved Rækværket. Hun gjorde omkring og galoperede ned imod ham.

"De ser aldeles storartet ud!" udbrød han uden forudgaaende Hilsen. "Jeg vidste ikke, at De red."

"Jeg har en Gang gjort det," svarede hun. "Men nu er jeg helt mør."

De red sammen ned ad Ridestien.

"Deres Hest ligger paa Biddet," sagde han.

"Det skal den netop. Det - det giver mig noget at tænke paa. Hvordan har De haft det? Jeg vilde ønske, at Materialhandlerne ikke havde røde Lygter."

"Har De da listet Dem ud og købt Tabletter?"

"De kender ikke Søster. Aah, men det er dejligt igen at sidde paa en Hest. Den her har kostet mig to Hundrede."

"Saa er De virkelig bleven snydt!" sagde Conroy.

"Jeg ved det - men det har ikke noget at sige. Nu maa jeg tilbage til Toots og sende ham væk. Han forsømmer sit Arbejde for min Skyld."

Hun svingede sin Hest med den svære Forkrop rundt paa dens ikke særlig stærke Haser. "Har De faaet Deres Dom, min unge Ven?"

"Ja. Men denne Gang bryder jeg mig ikke saa meget om det."

"Altsaa Waterloo - og Gud hjælpe os!" Hun red hastigt tilbage til den lille Mand med Diplomatfrakken, der ventede saa troligt i Nærheden af Porten.

Conroy følte Foraarssolen paa sine Skuldre og red hjem i Trav. Den Aften gik han ud med en Mand i en Tomands-Robaad og blev roet sønder og sammen. Men den anden Mand indrømmede, at han ikke kunde have opretholdt den Fart i fem Minutter til.

Han bar sin Haandkuffert ned langs Perron Nr. 3 paa Waterloo Station og hev den med én Haand op i Rækken.

"Det var godt gjort!" sagde Søster Blaber! Korridoren. "Vi har nok ogsaa gjort Fremskridt."

Dr. Gilbert og en ældre Mand kom ud af den næste Kupe.

"Godaften!" sagde Gilbert. "Hvorfor har De slet ikke været hos mig, Hr. Conroy? Korn herhen under Lampen. Tag Deres Hat af! Nej - nej! Sæt Dem ned, De unge Kæmpe. Meget godt. Se her et Øjeblik, Johnnie!"

En lille, tykmavet Person med en skarp Profil saa' bistert paa ham.

"Gilbert havde Ret, da han sagde, at det var et smukt Dyr," mumlede han. "Gaar De nu med det i Deres Handske?" vedblev han og dunkede Conroy i Siden.

"Nej," sagde Conroy ydmygt, men uden at hoste. "Paa Ære - jeg gaar ikke med det noget Sted! Jeg har opgivet det for bestandig."

"Vent til De er helt rask, før De siger Ø, Hr. Conroy!" Sir John Chartres travede ud, og i Korridoren sagde han til Gilbert: "Det er altsammen meget godt, men Spørgsmaalet er bare, om jeg eller vi nu ikke gaar hen og bliver Hr. Pandarus [Hos Boccacio og efter ham i Chaucers Troilus and Criseyde optræder Pandarus, Criseydes Onkel, som ved List hjælper Troilus til at vinde hendes Gunst. O. A.] af Troja By? Vi maa jo dog tænke paa Børnene."

"Er De bleven undersøgt?" sagde Frk. Henschil, et Par Minutter efter at Toget havde sat sig i Bevægelse. "Maa jeg sidde sammen med Dem? Jeg - jeg tør endnu ikke rigtig stole paa mig selv. Jeg har aabenbart ikke saa let ved at opgive det som De."

"Har De ikke? Jeg har aldrig set nogen, der er kommet sig saa godt paa en Maaned."

"Se her!" Hun bøjede sig frem imod Rækken, løftede ved egen Hjælp Conroys Kuffert op og holdt den ud fra sig i stiv Arm. "Jeg talte ganske langsomt til ti - og jeg tænkte ikke paa Timerne eller Minutterne," tilføjede hun stolt.

"Mind mig ikke om det!" sagde Conroy.

"Aah, nu har jeg mindet mig selv om det. Jeg vilde ønske, jeg ikke havde gjort det. Tror De, det vil blive lettere for os i Aften?"

"Aah, ti stille!" Lugten i Kupeen mindede i en pinlig Grad Conroy om hans sidste Tur, og han flyttede sig nervøst.

"Det gør mig ondt. jeg har taget nogle Spil med," vedblev hun. "Dam og Kort - men det vil altsammen sige, at der skal tælles. Jeg vilde ønske; jeg havde medbragt et Skakbræt. Men jeg kan ikke spille Skak. Hvad skal vi tage os for? Passiare?"

"Naaja, for at gøre en Begyndelse, hvordan har Toots det?"

"Hvorfor? Saa' De ham paa Perronen?"

"Nej. Var han der? Jeg lagde ikke Mærke til ham."

"Jo han var! Han forstaar det ikke. Han er vanvittig skinsyg. Jeg sagde til ham, at det ikke betød noget. Vil De ikke nok lade mig holde Deres Haand? Jeg tror, jeg begynder at faa Kuldegysninger."

"Toots maa jo i Grunden være misundelig paa mig," sagde Conroy.

"Det er han ogsaa. Han sagde Dem en virkelig Kompliment forleden Aften. Han er igen begyndt at komme hos os - til Trods for alt hvad de siger."

Conroy bøjede Hovedet. Han havde Kuldefornemmelser, og han vidste ganske bestemt, at han vilde blive endnu koldere.

"Han sagde," hun gabede (Om Forladelse). "Han sagde, at han ikke kunde indse, hvordan jeg kunde lade være at forelske mig i en Mand som Dem, og han kaldte sig selv en ussel. lille Rotte, og i Aftes dunkede han Hovedet mod Klaveret."

"Klaveret? De spiller altsaa?"

"Kun for ham. Han synes, jeg er Verdens største Musiker. Saa fortalte jeg ham, at jeg hverken vilde eje eller have Dem - selv om De var den sidste Mand paa jorden og ikke bare den smukkeste - nej, ikke om De saa havde en Million i hver Strømpe!"

"Nej, ikke om De saa havde en Million i hver Strømpe!" sagde Conroy heftigt. "Er det ikke underligt?"

"Jo, det er det vel nok - for dem, der ikke ved Besked. Naa, hvad var det nu, jeg vilde sige? George sagde omtrent med rene Ord, at jeg bedrog ham, og han vilde gaa uden at sige Godnat. Han hader at staa paa Tæerne, men det er han nødt til, hvis jeg ikke vil sidde ned."

Conroy vilde have smilet, men den Kuldefornemmelse, der indvarslede den lurende Fjendes Komme, var over ham, og han lagde advarende sin Haand paa hendes.

"Og - og saa -" prøvede hun at sige, da ogsaa hendes Time slog, og det eneste levende paa hende var Øjnene, vidt opspilede af Skræk, som hun vendte imod Conroy. Haand stivnede mod Haand og Legemet med den, medens de ventede paa det rædselsfulde i det Mørke, der varslede dets Komme. Og dog, selv midt under det værste, saa' Conroy uendelig langt borte et lille, bitte Lysglimt i sin Nat. Der vilde han gaa hen og slippe fri for sin Rædsel, og se - det Lys var Lyset i hendes Øjnes Vagttaarn, hvorfra hendes fængslede Sjæl signalerede til hans Sjæl: "Se paa mig!"

Og lige i rette Tid veg dette forfærdelige bort fra ham og hende, saa at de to Sjæle kunde træde ned og igen begynde at beskæftige sig med deres egne Sager. Han tænkte forvirret paa Folk, som, naar et Tordenvejr er ved at trække bort, vender sig fra Vinduet, hvor den sønderrevne Nat ruger, til deres gode, varme Senge. Saa blundede han, til han drejede sig i Søvne, og hans Haand gled ud af hendes nu meget varmere Haand.

"Det er det hele. Ansigterne er ikke kommet," hørte han hende sige. "Det hele - Gud være lovetl jeg har en Følelse af, at jeg ikke engang trænger til det, som Søster Blaber lovede mig. Gør De?"

"Nej!" Han gned sine Øjne. "Men De skal ikke være altfor sikker?"

"Nej selvfølgelig. Vi bliver nødt til at prøve det igen næste Maaned. Jeg er bange for, at det er en frygtelig Plage for Dem."

"Ikke for mig, det kan jeg forsikre Dem!" sagde Conroy, og de lænede sig tilbage og lo af de dagligdags Ord efter det Helvede, som de lige var kommet ud af.

"Og nu," sagde hun og saa' strengt paa Conroy, "hvorfor vilde De ikke have mig - ikke om jeg saa havde en Million i hver Strømpe?"

"Jeg ved det ikke selv. Det er jo netop det, jeg har gaaet og spekuleret over."

"Det har jeg med. Vi er saa smukt et Par som jeg nogen Sinde har set. Er De velhavende, min unge Ven?"

"Det siger Folk," sagde Conroy smilende.

"Det lyder som en rigtig Nordenglænder." Hun lo igen. "Rent bortset fra, at jeg og De begge ser ualmindelig godt ud, saa har jeg fire Tusind Pund om Aaret i Privatformue, og med Lejeafgifter maa det blive seks. Det er et Parti, som mange gamle Sidser vilde sidde og slubre Te i sig hele Natten for at faa lavet i Stand."

"Det er det. Lykkelige Toots!" sagde Conroy.

"Ja," svarede hun, "han vil blive det lykkeligste Menneske i hele London, hvis jeg kommer over det. Hvem er Deres?"

"Der er ingen - ingen, min kære Pige. Jeg har været i Helvede i mange Aar. Jeg vil nu bare ud af det og leve Livet og - saa videre. Er det ikke Grund nok?"

"Maaske for en Mand. Men jeg havde aldrig brudt mig saa meget om det, før George kom. Jeg var saa underlig sløv."

"Det var jeg med, men nu tror jeg, at jeg kan leve. Det maa jo blive mindre næste Maaned, ikke sandt?" sagde han.

"Det haaber jeg da. Ja-h! Der er nu ikke ret meget andet for et Pigebarn end at blive gift, og jeg forlanger ikke mere. Hvem Deres saa er, saa skal hun, naar De en Gang finder hende, faa en Brudegave fra Fru George Skinner, som -"

Jamen, hun vilde ikke forstaa det - ligesaa lidt som Toots."

"Han tæller ikke - undtagen for mig. Men Gudskelov - nu kan jeg ikke holde Øjnene aabne. Godnat, min unge Ven!"

Conroy saa' efter hende. Skønhed var der, Ynde var der, Kraft og nok af alt det andet til at faa bedre Mænd end George Skinner til at dunke Hovedet ned i et Klaver, men Conroy følte, at der til Trods for det Liv, som atter var vaagnet i ham, ikke var et eneste Instinkt, ikke en eneste Følelse, som drev ham frem imod hende. Han lagde Fødderne op paa Sædet og faldt i Søvn, medens han drømte om en frydefuld, normal Verden, som han atter skulde have Part i - med Renter for alt det, han var bleven snydt for. Der var mange Ting i den, men ikke noget bestemt Kvindeansigt.

Tre Gange efter den Tid gjorde de den samme Rejse, og for hver Gang skrumpede deres Plage ind og blev mindre og mindre. Frk. Henschil talte om Toots, om hans stadig hyppigere og hyppigere Besøg, om de Ting, han havde sagt til sine Søstre, og de meget værre Ting, som de havde svaret, om den afdøde - han forekom dem meget afdød - M. Najdol's Gave til de Sjæletrætte, om Besøg i Butikker, om Husleje og om Prisen paa virkelig kunstnerisk udførte Møbler og Linned.

Conroy fortalte om de Legemsøvelser, der var hans store Fryd - om mægtige Kraftpræstationer øvet mod andre mægtige Mænd, indtil han svedte ved det og, naar han havde badet, sov. Han havde ogsaa besøgt sin Moder i Hereford, og han fortalte forskellige Ting om hende og deres daglige Liv, som hans Legeme, der i fem Aar havde været afskaaret fra alt rent Liv, nu nød uskyldigt og inderligt. Søster Blaber interesserede sig en lille Smule for Conroys Moder, men som Regel røg hun sin Cigaret og læste sine uindbundne Romaner i sin egen Kupe.

Paa den sidste Rejse, de gjorde, foreslog hun selv at sidde inde hos dem, og hun var snart fordybet i The Cloister and the Hearth, medens de sad og hviskede sammen. Ved den Lejlighed - det var i Nærheden af Salisbury - Klokken to om Morgenen, da den lurende Fjende strøg forbi dem, betød det ikke andet end at de et Øjeblik holdt op med at tale og i det ene Øjeblik holdt hinanden i Haanden, som selv Folk, der er fuldkommen fremmede for hinanden, kan gøre paa Dybet, naar deres Skib slingrer under dem.

"Jamen," sagde Søster Blaber uden at se op, "jeg synes nu alligevel, at Deres Hr. Skinner kan have Grund til at føle sig skinsyg over alt det her."

"Det vilde jo nok være noget vanskeligt at forklare," sagde Conroy.

"Saa maa De hellere blive borte fra mit Bryllup," lo Frk. Henschil.

"Og det efter alt, hvad vi har gaaet igennem sammen! Men De er vel sagtens nødt til at lade være at invitere mig. Er Dagen bestemt?" udbrød han.

"Ja, den toogtyvende September - paa Trods af begge hans Søstre. Nu tør jeg vove det." Hun rødmede, og hendes Ansigt var straalende smukt.

"De er en Svend!" Han trykkede med Voldsomhed hendes Haand, og hun gengældte hans Haandtryk uden at fortrække en Mine. "Jeg kan ikke sige Dem, hvor glad jeg er!"

"Du Forbarmende!" sagde Øster Blaber, med en helt anden Stemme end sædvanlig.

"Ja, De maa virkelig undskylde - jeg glemte, at jeg ikke fik Løn for at blive forbavset)"

"Over hvad? Aah, nu forstaar jeg det)" forklarede Frk. Henschil for Conroy. "Hun ventede, at De skulde give Dem til at kysse mig eller jeg Dem eller saadan noget."

"Efter alt, hvad De har gaaet igennem sammen, som Hr. Conroy sagde."

"Jamen, det kunde jeg slet ikke - kunde De?" sagde Frk. Henschil med en Afsky lige saa oprigtig som den, der stod malet i Conroys Ansigt. "Det vilde være forfærdeligt - forfærdeligt) Og dog er De selvfølgelig en vidunderlig smuk Mand. Hvordan kan De forklare det, Søster?"

Søster Blaber rystede paa Hovedet. "Jeg er engageret til at helbrede Dem for en daarlig Vane, min kære Pige. Naar De er rask, skal jeg videre til min næste Patient - den alderdomssvækkede Person i Bournemouth, som jeg fortalte Dem om."

"Og jeg bliver alene tilbage med George! Men sæt nu jeg ikke er helbredet," udbrød Frk. Henschil pludselig. "Sæt nu det kommer igen. Hvad skal jeg saa gøre? Jeg kan da ikke sende Bud efter ham saadan som nu, naar jeg er en gift Kone!" Hun pegede ligesom et lille Barn.

"Selvfølgelig vilde jeg gerne komme," svarede Conroy. "Men alvorlig talt, det maa vi virkelig tage med i Betragtning."

De saa' paa hinanden, ængstede og bekymrede og saa' hen paa Søster Blaber, som lukkede sin Bog, lagde et Mærke, hvortil hun var kommet, og vendte sig om imod dem.

"Har De nogen Sinde talt med Deres Moder, som De har talt med mig?" sagde hun.

"Nej, jeg kunde maaske have talt med Fader - men med Moder er det noget helt andet. Hvad mener De?"

"Og De har heller aldrig talt med Deres Moder, Hr. Conroy?"

"Ikke før jeg begyndte at bruge Najdolen. Saa fortalte jeg hende, at det var mit Hjerte. Og nu, da det i Virkeligheden er forbi, nu behøver jeg jo ikke at sige noget, gør jeg vel?"

"Ikke hvis det ikke kommer igen, men" - hun holdt triumferende sin lille buttede Pegefinger op for dem, som Tegn til at de skulde rykke nærmere. "De ved, mit Barn, at jeg ved Te-Tid altid gaar ind og læser et Kapitel i Bibelen for Deres Moder."

"Det ved jeg, De gør. De er en Engel!" Frk. Henschil klappede den blaa Skulder ved Siden af sig. "Nu er Moder højkirkelig. Men hun vil altid have sin Bibel til sit Tebrød hver Aften, ligesom Familien Skinner."

"Det var Naaman og Gehazi, som forrige Tirsdag førte mig ind paa det Spor. Jeg sagde, at jeg aldrig havde set en spedalsk, og deres Moder sagde, at hun havde set altfor mange."

"Hvor? Det har hun aldrig fortalt mig noget om," begyndte Frk. Henschil.

"Det var et Par Maaneder, før De blev født - paa den Tur, hun gjorde til Australien - paa Mola eller Molo et eller andet. Det varede tre Aftener, før jeg fik det hele lokket ud af. hende."

Ja, Moder er saa mistroisk, naar man spørger hende om noget," sagde Frk. Henschil til Conroy. "Hun laaser saamænd Døren til en Stue, bare hun opholder sig der i fem Minutter. Hun er en Tackberry fra Jarrow Kanten, skal jeg sige Dem."

"Hun beskrev Deres Mænd, nøjagtigt som De gør - Mænd med Ansigter, der var helt ædt væk, og de stirrede paa hende over Hegnet som et Hospital for Spedalske paa den Ø - Molo et eller andet. De tiggede af hende, og hun fortalte mig, at huri gav sig til at løbe helt ned gennem Gaden - tilbage til Molen. Der var en af dem, der rørte ved hende, og hun var nær besvimet. Det skammer hun sig over den Dag i Dag."

"Mine Mænd? Sandet og Hegnene?" mumlede Frk. Henschil.

"Ja. De ved hvor pertentlig hun er, og hvor hun hader Blæst. Hun huskede, at Hegnene var itu - hun huskede, at Vinden blæste. Sand - Sol - salt Vind - Hegn - Ansigter. Jeg fik det altsammen lokket ud af hende, det ene efter det andet. De ved ikke, hvad jeg ved. Og det skete altsammen tre, fire Maaneder, før De blev født. Nu ved De det!" Søster Blaber slog sig triumferende paa Knæet med sin lille Haand.

"Kan det virkelig forklare det?", Frk. Henschil rystede fra Hoved til Fod.

"Absolut. De kan spørge, hvem De vil! Det var ikke noget, De indbildte Dem. Det er bleven lagt paa Dem. Det er hændet Dem her paa jorden. Skynd Dem, Hr. Conroy, hun er for tung for mig. Nuskal jeg tage Rejseflasken".

Frk. Henschil svajede og styrtede omkuld - som en Fabrikskorsten, fortalte Conroy hende bagefter. Hun vaagnede af sin Besvimelse, og hendes Tænder klaprede mod Randen af Bægeret.

"Nej - nej!" sagde hun med Graaden i Halsen. "Det er ikke Hysteri, men forstaar De, saa er der jo ingen Grund til at tro, at det skal komme igen. Ingen Grund - nej, ikke det fjerneste. Gud være lovet! Kan De ikke føle, at jeg nu er et rigtigt Menneske!"

"Lad være at klemme mig helt fordærvet!" sagde Søster Blaber. "De ved ikke selv, hvor stærk De er. Drik nu Deres Cognac og Vand. Det er saa rime ligt som noget kan være, og jeg tør holde meget paa, at det forholder sig ligesaadan med Hr. Conroy. Jeg har gaaet og tænkt paa -"

"Gud ved -" sagde Conroy og skubbede den unge Pige tilbage, da hun igen begyndte at svaje.

Søster Blaber glattede sit lyse Haar. "Ja, det der plager Dem, eller noget lignende, det hændte et Sted paa jorden eller Havet for den Moder, der fødte Dem til Verden. Spørg hende om det, og bliv saa en Gang for alle færdig med den Historie."

"Det vil jeg," sagde Conroy ... "Der maa jo være" ... Han lukkede sin Kuffert op og søgte aandeløst efter et eller andet.

"Gud velsigne Dem! Aah, Gud velsigne Dem, Søster!" hulkede Frk. Henschil. "De ved ikke, hvad det betyder for mig. Det tager det jo væk altsammen - lige fra første Begyndelse."

"Jamen, gør det da ikke nogen Forskel for Dem nu?" spurgte Søster Blaber nysgerrigt. "Nu da De med Rette kan regnes for en Kvinde som alle andre?"

Conroy, som havde haft travlt med sin Kuffert, havde ingenting hørt. Frk. Henschil stirrede over paa ham, og hendes Skønhed, som nu var befriet for enhver Skygge af Angst, flammede op i hende. "Jeg forstaar godt, hvad De mener," sagde hun. "Men det har ikke forandret noget. Det er Toots, jeg vil have. Han har aldrig i sit Liv været fra Forstanden - andet end over mig dumme Pigebarn."

"Det er storartet!" sagde Conroy og bøjede sig hen under Lampen, med Rejselisten i Haanden. "Hvis jeg skifter i Templecombe til Bristol (Bristol Hereford - ja), saa kan jeg være hos min Moder til første Frokost i hendes eget Værelse og faa Vished."

"Saa maa De skynde Dem," sagde Søster Biaber. "Det er noget siden, vi har passeret Gillingham. De maa hellere tage noget af vort Smørre brød." Hun gik ud for at hente det. Conroy og Frk. Henschil havde mest Lyst til at danse, men Kupeerne paa Syd-Vest Banen er ikke beregnede paa Kæmper.

"Farvel og Lykke paa Rejsen, min unge Ven! Men De er allerede et helt andet Menneske - ligesom jeg. Send et Telegram til vort Hotel, saa snart De ved noget," sagde Frk. Henschil. "Hvad skulde jeg have gjort uden Dem?"

"Eller jeg?" sagde Conroy. "Men det er i Virkeligheden Søster, som redder os."

"Saa tak hende da!" sagde Frk. Henschil og saa' ham lige ind i Ansigtet. "Jo, De skulde gøre det. Hun vilde blive glad ved det."

Da Søster Blaber kom tilbage efter Afskeden ved Templecombe, var hendes Næse og Øjenlaag røde, men alligevel straalede hendes Ansigt, selv medens hun sad og snøftede over The Cloister and the Hearth.

Frk. Henschll, som var helt fordybet i et Katalog fra en Udstyrsforretning, sagde ingenting i hele tyve Minutter. Saa sagde hun, medens hun sad og regnede over paa, hvad bedste Lagener, Lagener til Gæste- og Folkesenge vilde beløbe sig til: "Men Søster, hvor kunde det i Grunden være, at vore Tider var de samme?"

"Fordi der hvert eneste Sekund fødes et Barn et eller andet Sted. Og forresten har I vel sagtens bare gjort hinanden helt tossede ved at snakke om det og tænke paa det. Det skulde I hellere lade være med."

"Jamen, De har aldrig været i Helvede," sagde Frk Henschil.

Det Telegram, som fjorten Minutter i tolv blev indleveret i Hereford og syv Minutter over to blev bragt ud til Frk. Henschil paa Strandbredden ved en vis Landsby, lød som følger:

"Absolut bekræftet. Hun siger, hun husker have hørt Larm af Ulykkestilfælde i Maskinrummet paa Tilbagerejsen fra Indien femogfirs."

"Han mener Aarstallet, ikke Varmegraderne," sagde Søster Blaber, som sad og kastede smaa Sten ud i det kolde Vand.

To Mænd skoldede forklarer mine Hyl (Tænke sig at fortælle mig det!) Noget efter kommer tosset Præst mellem Passagererne løbende efter hende roaber for Spøg: Ven, alt er tabt forklarer selve Ordene."

Søster Blaber gav lydeligt sin Tilfredshed til Kende.

"Hun siger hun bare husker Forskrækkelsen varede Par Minutter. Usigelig Lettelse. Hils Søster mange Gange, hun er en Engel. Prøv faa vide, hvad hun ønsker."

"Aah, det skulde jeg ikke have læst," sagde Frk. Henschil.

"Det gør saamænd ikke noget. Jeg ønsker mig ingenting," sagde Søster Blaber, "og selvom jeg gjorde, fik jeg det alligevel ikke."

[[Kategori:1914]]