Difference between revisions 6147720 and 6149486 on dawiki

{{Infoboks musiker
|Navn                = The Kinks
|Billede             = Helmfrid-sofa4 Touched.JPG
|Billede note        = The Kinks, september 1965<br />Fra venstre: Pete Quaife, Dave Davies, Ray Davies og Mick Avory
|Billede_størrelse   = 250px
|Landskab            = ja
|Farve               = gruppe_eller_band
|Oprindelse          = London, England
(contracted; show full), ikke ud fra følelser, og det er ved at blive ret kedeligt."<ref name=miller15 /> Discjockeyen Mike Ahern "en gang bras".<ref name=miller15 /> Dave Davies' anden single, "Susannah's Still Alive", udkom i Storbritannien i november 1967 og solgte beskedne 59.000 eksemplarer, hvilket ikke var nok til at bringe den i top-10. Miller nævner, at "ved nytårstid var The Kinks hastigt på vej til at blive umoderne."<ref>Miller (2003), p. 16</ref>


I begyndelsen af 1968 stoppede gruppen stort set med turneerne for i stedet at koncentrere sig om studiearbejdet. Det fik som konsekvens, at da gruppen ikke var der til at gøre reklame for det nye materiale, fik de udsendte plader ikke særlig megen succes.<ref>Miller (2003), p. 4-10</ref> The Kinks' næste single, "[[Wonderboy]]", udsendt i foråret 1968, nåede ikke højere end nummer 36 og var den første single siden de allerførste kopinumre, der ikke nåede i top-20 i Storbritannien.<ref>Rogan (1998), p. 20</ref> Trods dette var nummeret et af [[John Lennon]]s favoritter.<ref name=kitts107>Kitts (2007), p. 107</ref> Ray Davies sagde: "En eller anden havde set John Lennon i en klub, hvor han igen og igen bad discjockeyen spille 'Wonder Boy' [''[[sic]]'']".<ref>Davies (1995), p. 360</ref> Gruppens egen mening om nummeret var ikke så høj – Pete Quaife sagde senere: "[Jeg] hadede det ... det var forfærdeligt."<ref name=kitts107 /> I lyset af The Kinks' dalende popularitet fortsatte Davies med at dyrke sin egen helt originale sangskriverstil, hvor han på den måde gjorde oprør mod de kraftige forlangender af, at han skulle fortsætte med at lave salgsmæssige hits, og gruppen fortsatte med at tilbringe lang tid i studiet, hvor de efterhånden brugte tiden på det projekt, som efterhånden var ved at vise sig fra Davies, og som gik under navnet ''Village Green''.<ref name=erlewine /> I et forsøg på at genvinde gruppens kommercielle position bookede The Kinks' managere dem til en månedlang turné i april for at trække dem ud af studiet. Koncerterne fandt primært sted i klubber og kabareter med [[Peter Frampton]]s gruppe [[The Herd]] som hovedattraktion. "Basalt set kom teenybopperne ikke for at se kedelige gamle The Kinks, som ind imellem må finde sig i tilråb som "We want the Herd!" under deres kortvarige optrædener,"<ref name=miller27>Miller (2003), p. 27</ref> skriver Andy Miller. Turneen blev anstrengende og stressende – Pete Quaife erindrede det sådan: "Det var pligt, kedeligt og enkelt ... Vi spillede bare tyve minutter, men det var lige ved at gøre mig vanvittig at stå der på scenen og spille de samme tre toner igen og igen."<ref name=miller27 /> I slutningen af juni udsendte The Kinks singlen "[[Days (Kinks-sang)|Days]]", der gav dem et kortvarigt, mindre comeback. "Jeg kan huske, at jeg spillede det, da jeg var i Fortis Green, første gang jeg havde nummeret på bånd," sagde Ray Davies, "Jeg spillede det for Brian, som havde været vores [[roadie]], og hans kone og to døtre. De græd, da den var færdig. Virkelig skønt – som at tage til Waterloo og opleve solnedgangen ... Det er lige som at at sige farvel til en eller anden og så bagefter sidde til bage med fornemmelsen af angst for, at man er helt alene."<ref name=savage97>Savage (1984), p. 97-100</ref> "Days" blev nummer 12 i Storbritannien og kom i top-20 i flere andre lande, men kom slet ikke på hitlisten i USA.<ref>Rogan (1998), p. 20</ref> 

Ideen om ''Village Green'' udkrystalliserede sig i gruppens næste album, ''[[The Kinks Are the Village Green Preservation Society]]'', som blev udsendt i april 1968 i Storbritannien. Det bestod af en samling sange, der tematisk kan opfattes som vignetter fra engelske små og halvstore byer, og som var skrevet og indspillet op til to år inden udgivelsen.<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/the-village-green-preservation-society-mw0000068713 | title = The Village Green Preservation Society - The Kinks | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 }}</ref> Den blev modtaget med næsten enstemmigt positive anmeldelser af rockkritikerne i Storbritannien og USA, men solgte ikke særlig godt.<ref name=miller138>Miller (2003), p. 138</ref> En af faktorerne for albummets manglende kommercielle succes var fraværet af en populær single.<ref name=hinman121>Hinman (2004), p. 121</ref> "Days" var ikke med på albummet, og nummeret "Startstruck" blev udsendt som single i Nordamerika og Europa (ikke Storbritanien), men solgte ikke særlig godt.<ref>Miller (2003), p. 85</ref><ref>Kitts (2007), p. 121</ref> Trods albummets manglende kommercielle succes blev ''Village Green'' (som den for nemheds skyld ofte blev benævnt) taget til sig af den nye undergrundsrockpresse, da den udkom i januar 1969 i USA, hvor The Kinks efterhånden blev opfattet som en kultgruppe.<ref name=hinman125>Hinman (2004), p. 125</ref> I avisen ''[[The Village Voice]]'' skrev den nyansatte [[Robert Christgau]], at det var "årets hidtil bedste album".<ref name=hinman125 /> Undergrundsavisen ''Fusion'' i Boston trykkede en anmeldelse, hvori det hed: "The Kinks fortsætter trods alle odds, dårlig presse og den skæbne, de har opnået, at køre på ... Deres vedholdenhed er ophøjet, deres dyder er stoiske. The Kinks lever videre for evigt, nu blot i moderne forklædning.<ref name=hinman125 /> Albummet undgik dog ikke helt negativ kritik. I studenteravisen ''California Tech'' kommenterede en skribent, at det var "schmaltz rock ... uden fantasi, dårligt arrangeret og en ringe kopi af The Beatles."<ref name=hinman125 /> Skønt albummet kun solgte et anslået antal på omkring 100.000 kopier på verdensplan ved den oprindelige udgivelse, er det senere gået hen og blevet et af The Kinks' bedst sælgende, originale album,<ref name=miller138 /> og det er fortsat populært. I 2004 blev det genudgivet i et "deluxe"-bokssæt med tre cd'er, og et af numrene, "Picture Book", blev brugt i en populær tv-reklameserie fra [[Hewlett-Packard]], hvilket hjalp med til øge salget af albumsættet.<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/song/picture-book-mt0010717186 | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-18 | title = Picture Book - The Kinks | author = Stewart Mason }}</ref>

I begyndelsen af 1969 fortalte Quaife resten af gruppen, at han ville forlade den.<ref name=hinman123 /> De andre medlemmer tog ikke dette alvorligt, før de i ''[[NME|New Musical Express]]'' 4. april kunne læse om Quaifes nye gruppe, Maple Oak, som han havde dannet uden at omtale det for resten af The Kinks.<ref name=hinman123>Hinman (2004), p. 123, 124, 127</ref> Ray Davies bad ham indtrængende om at komme tilbage til gruppen til indspilningerne af den kommende album, men Quaife afslog det.<ref name=hinman126>Hinman (2004), p. 126</ref> I stedet for ringede Davies straks John Dalton op, som tidligere havde været vikar for Quaife, og denne indvilligede i at stille op. Dalton var herefter officielt medlem af gruppen frem til 1977, hvor albummet ''[[Sleepwalker]]'' blev udsendt.<ref name=hinman126 />⏎
⏎

==Diskografi==
* ''[[Kinks]]'' ([[1964]])
* ''[[Kinda Kinks]]'' ([[1965]])
* ''[[The Kink Kontroversy]]'' ([[1966]])
* ''[[Face to Face]]'' ([[1966]])
* ''[[Something Else]]'' ([[1967]])
* ''[[Village Green Preservation Society]]'' ([[1968]])
(contracted; show full)[[sh:The Kinks]]
[[simple:The Kinks]]
[[sk:The Kinks]]
[[sv:The Kinks]]
[[th:เดอะ คิงค์ส]]
[[uk:The Kinks]]
[[vi:The Kinks]]
[[zh:奇想樂團]]