Difference between revisions 6153932 and 6156427 on dawiki

{{Infoboks musiker
|Navn                = The Kinks
|Billede             = Helmfrid-sofa4 Touched.JPG
|Billede note        = The Kinks, september 1965<br />Fra venstre: Pete Quaife, Dave Davies, Ray Davies og Mick Avory
|Billede_størrelse   = 250px
|Landskab            = ja
|Farve               = gruppe_eller_band
|Oprindelse          = London, England
(contracted; show full)sen.<ref name=rogan138>Rogan (1998), p. 138</ref> Det tilhørende album, ''[[State of Confusion]]'', blev ligeledes et stort hit og nåede op som nummer 12 i USA, men formåede i lighed med gruppens øvrige album siden 1967 ikke at komme på den britiske albumhitliste.<ref>Hinman (2004), p. 266</ref> Et andet singleudspil fra albummet, "Don't Forget to Dance", nåede top-30 i USA og en beskeden placering på den britisk hitliste.<ref name=award />


The Kinks' anden popularitetsmæssige højdepunkt holdt sig med ''State of Confusion'', men derefter begyndte succesen at dale, en tendens der også gjorde sig gældende for deres britiske samtidige rocknavne som [[The Rolling Stones]] og [[The Who]] på samme tid.<ref name=rogan138 /><ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/artist/the-rolling-stones-mn0000894465 | title = The Rolling Stones | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-20 }}</ref><ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/artist/the-who-mn0000577627 | title = The Who | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-20 }}</ref> I anden halvdel af 1983 påbegyndte Ray Davies et ambitiøst filmprojekt for sig selv med titlen ''[[Return to Waterloo]]'' om en London-pendler, der dagdrømmer om, at han er seriemorder. Projektet resulterede dels i et musikalbum,<ref name=waterlooalbum>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/artist/return-to-waterloo-mw0000139043 | title = Return to Waterloo - Ray Davies | author = William Ruhlmann | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-20 }}</ref> dels i en timelang film, som blandt andet havde [[Tim Roth]] i sin første større filmrolle.<ref name=waterloofilm>{{imdb titel | id = 89909 }}</ref> Det intense arbejde med at skrive, instruere og indspille dette materiale skabte spændinger mellem brødrene Davies.<ref>Hinman (2004), p. 270</ref> Et stormfuldt forhold mellem Ray Davies og [[Chrissie Hynde]] gjorde ikke tingene bedre.<ref name=hinman275>Hinman (2004), p. 275-300</ref> Den gamle strid mellem Dave Davies og Mick Avory blussede på den tid op igen og kom til at betyde, at Davies nægtede at samarbejde med Avory.<ref name=hinman275 /> I stedet forlangte han, at Avory blev erstattet af den tidligere [[Argent]]-trommeslager [[Bob Henrit]].<ref name=hinman275 /> Dave Davies fik sin vilje, men Ray Davies var stadig på god fod med Avory og tilbød ham at blive leder af Konk-studiet. Avory tog imod dette tilbud og fortsatte som producer og lejlighedsvis som musiker på senere Kinks-album.<ref name=hinman275 />

Mellem færdiggørelsen af ''Return to Waterloo'' og Avorys afgang var gruppen begyndt på arbejdet med ''[[Word of Mouth]]'', deres sidste album hos Arista, udsendt i november 1984. Som følge heraf medvirker Avory på tre af numrene,<ref name=hinman275 /> mens Henrit og en [[trommemaskine]] klarer de øvrige numre.<ref name=rogan142>Rogan (1998), p. 142 </ref> Mange af sangene på dette album fandtes også på Ray Davies' ''Return to Waterloo''-soundtrackalbum.<ref name=waterlooalbum /> Albummets første nummer, "Do It Again", blev udsendt på single i april 1985 og nåede 41. pladsen i USA; det blev sidste gang gruppen fik et nummer på ''Billboard'' Hot 100.<ref name=rogan142 />

På samme tid, som dette album blev udsendt, udkom der hele tre bøger om The Kinks.<ref name=hinman272>Hinman (2004), p. 272</ref> ''The Kinks: The Official Biography'' af [[Jon Savage]] var i stor udstrækning baseret på interview med gruppens medlemmer. Ray Davies havde endda hjulpet Savage og hans agent med at formulere kontrakten. Trods dette forsøgte Davies tre gange kort inden dens udgivelsedato at stoppe bogen. ''The Observer'' kunne fortælle, at der "først var indvendinger mod teksten på trods af, at sangeren tidligere havde godkendt den. ... Så kom der en trussel om fogedforbud ... på grund af indvendinger mod nogle fotoer. Så kom der et besynderligt krav [om] £50.000 for tilladelse til at citere nogle sangtekster."<ref name=hinman272 /> Truslerne blev trukket tilbage, og udgivelsen kunne gennemføres.<ref name=hinman272 /> Kort efter denne bog udkom også ''The Kinks Kronikles'' af rockkritikeren John Mendelsohn, som havde indsamlet og skrevet noter til [[The Kinks Kronikles|et opsamlingsalbum af samme navn]] udgivet i 1972. Endelig udkom ''The Kinks — The Sound And The Fury'' (''The Kinks — A Mental Institution'' i USA), skrevet af [[Johnny Rogan]].<ref>Hinman (2004), p. 352 </ref>

=== Svækkelse af populariteten og gruppens opløsning (1986-1996) ===

I begyndelsen af 1986 underskrev gruppen en kontrakt med [[MCA Records]] i USA og London Records i Storbritannien.<ref name=award /><ref name=rogan142 /> Deres første album for de nye selskaber var ''[[Think Visual]]'', som udkom senere samme år og blev en moderat succes med en bedste placering som nummer 81 på ''Billboard'' albumhitlisten.<ref name=award /><ref name=rogan142f>Rogan (1998), p. 142-154</ref> Sange som balladen "Lost and Found" og "Working at the Factory" handlede om arbejdernes liv ved samlebåndet, mens titelnummeret var et angreb den selv samme MTV-videokultur, som gruppen selv havde haft gavn af tidligere i årtiet.<ref>{{cite web | url = http://www.allmusic.com/album/think-visual-mw0000190663 | title = Think Visual - The Kinks | author = Stephen Erlewine | publisher = allmusic.com | accessdate = 2012-06-20 }}</ref> The Kinks fulgte ''Think Visual'' op med udgivelsen af et nyt livealbum, ''The Road'', der var en beskeden succes hos såvel kritikere som publikum.<ref name=award /> I 1989 udsendte gruppen albummet ''[[UK Jive]]'', der var en kommerciel fiasko og kun opnåede en enkelt uge på hitlisten på en beskeden 122. plads.<ref name=award /> Derpå opsagde MCA kontrakten med gruppen, hvilket satte The Kinks i den usædvanlige situation, at de for første gang i 25 år havde problemer med at få udgivet plader. På den tid forlod gruppens keyboardspiller gennem lang tid, Ian Gibbons, gruppen, og han blev erstattet af Mark Haley.<ref name=hinman300>Hinman (2004), p. 300-320</ref> 

I 1990, som var første år, hvor de havde muligheden, blev The Kinks optaget i [[Rock and Roll Hall of Fame]].<ref name=fame /> Mick Avory og Pete Quaife var til stede ved ceremonien.<ref name=hinman300 /> Optagelsen formåede imidlertid ikke at genoplive The Kinks' karriere, der var ved at gå i stå. Et opsamlingsalbum fra MCA-tiden blev udsendt under titlen ''[[Lost & Found (1986-1989)]]'' blev produceret i 1991, primært for at opfylde kontraktmæssige forpligtelser og markerede samtidig et officielt farvel fra gruppen til dette selskab.<ref name=award /> Gruppen skrev nu en kontrakt med [[Columbia Records]] og udgave en ep med fem sange under titlen ''Did Ya'' i 1991, men skønt den indeholdt en ny studieindspilning af gruppens store hit fra 1968, "Days", lykkedes det ikke at få succes med den.<ref name=award /> 

The Kinks var nu blevet en gruppe med fire medlemmer, da de indspillede det første album for Columbia, ''[[Phobia]]'', i 1993.<ref name=hinman300 /><ref name=hinman325>Hinman (2004), p. 325</ref> Haley forlod gruppen efter en udsolgt koncert i Royal Albert Hall i London, hvorpå Gibbons vendte tilbage og var med gruppen på en USA-turné.<ref name=hinman300 /> ''Phobia'' opnåede kun én uge på ''Billboard'' på en ydmyg 166. plads;<ref name=award /><ref name=hinman300 /> som det var blevet reglen for gruppen på den tid, gjorde albummet ikke indtryk i Storbritannien.<ref name=hinman325 /> En single fra albummet, "Only a Dream", kom akkurat ikke på den britiske hitliste. Et andet nummer, "Scattered", blev annonceret til at udkomme på single og blev fulgt om af tv- og radioreklamer, men kunne ikke fås i butikkerne – adskillige måneder senere kom der et lille antal, som blev købt af samlere.<ref name=hinman325 /> Columbia opsagde kontrakten med The Kinks i 1994.<ref name=hinman325 /> Samme år udsendte gruppen første version af albummet ''[[To the Bone]]'' på deres eget selskab Konk i Storbritannien. Dette akustiske livealbum blev dels indspillet på en meget succesfuld turné i Storbritannien i 1993-94, dels live i Konk-studiet for et lille, specielt inviteret publikum.<ref name=hinman340>Hinman (2004), p. 340</ref> To år senere udsendte gruppen en ny og forbedret dobbelt-cd i USA under samme navn, og her fandtes også to nye studienumre, "Animal" og "To the Bone". Dette album indeholdt grundlæggende en række nye udgaver af gamle Kinks-hits.<ref name=hinman340 /> Albummet fik udmærket presseomtale, men opnåede ikke hitlisteplaceringer i hverken USA eller Storbritannien.<ref name=award /><ref name=hinman340 />

Gruppens rygte blev betydeligt bedre i midten af 1990'erne, først og fremmest på grund af det nye "[[britpop]]"-boom.<ref name=erlewine /><ref name=hinman340 /> Flere af denne periodes mest fremtrædende navne nævnte The Kinks blandt deres store inspirationskilder. [[Blur]]s frontfigur [[Damon Albarn]] og [[Oasis]]' centrale sangskriver [[Noel Gallagher]] beskrev begge, hvordan The Kinks havde haft betydning for deres sangskrivning samt deres musikalske udvikling. Gallagher udnævnte The Kinks til den femtebedste gruppe til alle tider.<ref>{{cite web | url = http://www.nme.com/news/oasis/39454 | publisher = New Musical Express | title = Oasis' Noel Gallagher reveals his Top 10 bands | date = 2008-09-03 | accessdate = 2012-06-20 }}</ref> Trods hyldest som denne fortsatte gruppens kommercielle stjerne med at falde.<ref name=erlewine /> De fik efterhånden mindre at lave, og gruppens to frontfigurer, Ray og Dave Davies, begyndte i højere grad at følge personlige interesser. Hver af dem udgav en selvbiografi; Rays ''X-Ray'' udkom i begyndelsen af 1995, mens Dave fulgte efter med ''Kink'' året efter.<ref name=hinman333>Hinman (2004), p. 333</ref> The Kinks optrådte offentligt for sidste gang om sommeren 1996,<ref name=hinman325 /> og gruppen samledes for hvad der skulle vise at blive sidste gang ved Dave Davies' 50-årsfødselsdagfest. Musikhistorikeren Doug Hinman skriver herom: "Symbolikken i denne begivenhed var umulig ikke at få øje på. Festen blev afholdt på det sted, hvor brødrene for allerførste gang vist sig frem offentligt, på pubben Clissold Arms, næsten over for deres barndomshjem i Fortis Green i Nordlondon."<ref>Hinman (2004), p. 337</ref>⏎

==Diskografi==
* ''[[Kinks]]'' ([[1964]])
* ''[[Kinda Kinks]]'' ([[1965]])
* ''[[The Kink Kontroversy]]'' ([[1966]])
* ''[[Face to Face]]'' ([[1966]])
* ''[[Something Else]]'' ([[1967]])
* ''[[Village Green Preservation Society]]'' ([[1968]])
(contracted; show full)[[sh:The Kinks]]
[[simple:The Kinks]]
[[sk:The Kinks]]
[[sv:The Kinks]]
[[th:เดอะ คิงค์ส]]
[[uk:The Kinks]]
[[vi:The Kinks]]
[[zh:奇想樂團]]